ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Atmosphere: "When life gives you lemons, you paint that shit gold"

Der er meget, der er som det plejer med det nyeste Atmosphere album "When life gives you lemons, you paint that shit gold". Slug formår stadig at få givet hans perspektiv på, hvordan livet behandler os og Ant har stadig n eller anden form for minimalistisk tilgang til beatmaking. Men der er så sandelig også sket ændringer i forhold til deres 5 tidligere albums - den største ændring for mig er, at jeg nu har hørt et Atmosphere album, der faktisk for første gang tiltaler mig 100 %.

Jeg har altid syntes, Slug var en fantastisk rimsmed - har til gengæld også altid haft det lidt svært med hans levering. Men på "When life gives you..", synes jeg man kan høre, at han mener, det han rapper på en måde, jeg ikke har bidt mærke i før, og jeg synes faktisk, at han på dette album leverer hverdagshistorier/-problemer med en dybde og troværdighed, jeg ikke synes, jeg har hørt siden Talib Kweli.

Ants produktioner er som jeg nævnte stadig på n eller anden ubeskrivelig facon minimalistiske. De fylder ikke så meget, og det er nok n af de ting, jeg tidligere har haft lidt svært ved med Atmosphere. Men på det her album er alle Ants produktioner suppleret med liveinstrumenter, og det har i mine øjne virkelig gjort noget ved lydbilledet. Der er mange rigtig fede produktioner på "When life gives you...". Faktisk er det kun nummeret "You", jeg slet ikke er nede med - jeg synes faktisk, det er decideret dårligt. Men resten af albummet er ganske enkelt fantastisk. Det er den type album, hvor der bliver ved med at komme et nyt favoritnummer til , og således har jeg snart været dem alle igennem.  For eksempel  intronummeret "Like the rest of us", hvor Slug - suppleret af et mellow piano og et jazzy  kantslag - giver de første prøver på sine lyriske talenter og små sproglige finurligheder:

"Go do that shit, do that shit lady/she went vegetarian for the baby/third trimester see the kid kick/she showed me outside/when she gave me a cigarette/shit, theres no way to measure it/but not every pony grows up to be a Pegasus/you gotta let people be hypocrites/count your blessings and mind your business"

Eller "Your Glasshouse" hvor der over et superfedt synthbeat præsenteres en tømmermandsberetning, som er L.O.C. værdigt.

Det mest populære nummer på albummet er dog "The waitress", og det er der sgu helt ærligt ikke noget at sige til. Beatet er usandsynligt godt skruet sammen med en tværfløjte, der bare går lige i løgene.

Og sådan kunne jeg blive ved med at fremhæve enkeltnumre for deres kvaliteter. I virkeligheden vil jeg meget hellere fremhæve sammenhængen og diversiteten på det her album. For det er på n og samme tid helt vildt ens fra nummer til nummer og enorm forskelligt fra nummer til nummer. Det overordnede tema for Slugs tekster - everyday life and its ups and downs - gennemsyrer alle numre på albummet. Omvendt er de enkelte lydbilleder, der supplerer Slugs tekster så forskellige, at det aldrig bliver ensformigt at lytte til. Der er alt for enhver smag. Fra det nærmest Street Military-agtige-synth-beat på "The Skinny" eller "Cant break" til det mere Whitey -Ford-blues-inspirerede på "Guarantees" eller "Me".

Det er absolut t af dette års indtil videre absolut bedste udgivelser, og når det så oven i købet fås i så lækker indpakning, som det gør (lækkert guldcover og et indlæg med samtlige tekster), kan det sgu kun give n optur. Det har under alle omstændigheder givet mig lyst til at nærlytte de tidligere Atmosphere albums en gang mere.

14/06/2008 - Lagt online af Smlf

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]