ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Common - "Finding forever"

Dette er en hyldest, for jeg sidder med et ikke mindre end forrygende og genialt album mellem mine hænder og mellem mine trommehinder.

Common udgav for et par måneder siden sit 7. Album - det bedste fra ham til dato og i mine øjne et af de absolutte hiphop-højdepunkter i 2007 so far.

"Finding forever" er et smukt album, der rummer stort set alle følelser og sindstilstande - lige fra det melankolske, sørgelige på titelnummeret "Finding forever", over ren og skær kærlighed på "I want you" til det humøropløftende og omfavnende på "The people".

Med undtagelse af tre numre, er det Kong Kanye, der har stået bag alle produktionerne, og som det har været nævnt nogle steder i hele debatten omkring Kanye´s nye album "Graduation", kan man godt spørge sig selv om, hvorfor han har givet Common alle sine bedste produktioner. Jeg kan sagtens forstå argumentationen, men i mine øjne er der bare heller ikke andre, der kan lave noget fedt ud af netop lige de produktioner, der er på det album. Det er en helt anden snak - her handler det om Common.

Common har normalt for vane at starte sine albums med et instrumentalnummer, hvor der som regel bliver spyttet 16 - 20 bars til sidst. Faktisk har nogle af produktionerne på disse introer til tider været nogle af de stærkeste produktioner i mine øjne på enkelte albums. Jeg tænker her især på "Introspective" fra "One day it´ll all make sense"-albummet.  Dette er dog ændret på "Finding forever". En nærmest drømmende instrumental med harpe og hammond starter dette album og ligger dermed linien for mange af numrene på albummet; meget melodiske og mellow. Der er ikke mange bangere på dette album.

"Start the show" er et klassisk "you know who I am" - nummer, hvor man, hvis man skulle være i tvivl, lige opdateres på hvad real hiphop er, og hvem Common er i hele det game. Produktionen er superfed i selve versene, men jeg synes hooket er irriterende. Måske også fordi Kanye her dukker op med et forvrænget chant.

"The People" er den  hyldest til folket,  Common på sine seneste albums altid har med. På det forrige album, var det med nummeret "Real people", og disse numre minder da også på andre måder end titelmæssigt om hinanden. Omkvædet er meget catchy:

"This is streetradio for unsung heroes
Riding in a rigo(??) - trying to stay legal
My daughter found Nemo - I found a new Premo
Yeah..you know how we do -  we do It for the people"


Jeg forstår dog ikke referencen til Premo. Måske er det for at synliggøre, at han synes Kanye er den nye Premo? Det vil i givet fald være en udmelding, jeg er dybt uenig i.

"Drivin me wild" er storytelling 101. Det er altså en af de ting, Common han kan til UG med kryds og slange - nok bedst bevist på "Stolen moments" følgetonen fra "One day it´ll all make sense" og efter-historien "Payback´s a grandmother" fra "Like water for chocolate". Han får her hjælp af Lily Allen, som jo har haft et par p3 hits her det sidste halve års tid. Det leder mig igen til et af de spørgsmål, der handler om Common; at han skulle være racist. I så fald forstår jeg ikke hans samarbejder med Joss Stone og nu altså med Lily Allen. Man kunne måske agitere for, at han bare vil tjene penge, og det ville da så måske være et argument i forhold til Joss Stone collabo´en. Men i min optik forklarer det ikke samarbejdet med Lily Allen, idet han vel kunne have valgt adskillige andre til at synge på det nummer blandt mørkere sangerinder; Alicia Keys, Beyoncé, Mary J..you name´em.

"I want you" er et af de få numre, der ikke er produceret af Kanye West. Det er så til gengæld produceret af en anden storsælger; Will.I.Am.  Ved første gennemlytning var det et af de numre, jeg spolede henover - nok primært fordi jeg normalt ikke har den store fidus til Will eller Black Eyed Peas in general. Men jeg må sgu indrømme, at det nummer her er vokset på mig. Der er noget ved produktionen, der gør det rigtig fedt. Måske er det de melodiske strygere i baggrunden i omkvædet eller måske er det bassen, som især i bilen er megafresh. Jeg synes faktisk, Will.I.Am gør det her nummer stor ære - også med hans sang i omkvædet. Det kan sgu næsten få en voksen mand til at græde, så smukt er det.  Klimaks på nummeret er dog helt sikkert breaket ca. 3.30 minut inde og det efterfølgende omkvæd. Jeg ved sgu ikke hvad det....det hænger bare godt sammen, det møg! Helt klart en af mine favoritter!

Næste nummer - "Southside" - er så til gengæld  helt klart albummet svageste nummer. Igen en Kanye produktion, hvor han selv lyrisk er med til at reppe deres Chi-town hood, og igen er det omkvædet, der irriterer mig grænseløst: "We´re coming from the south, south, south, south...." Kanye...Hold dig væk fra de omkvæd!

"The game" er det nummer, der er puttet på albummet for også at sælge til hiphoppere fra start 90´erne, idet det indeholder en ikke alt for svært gennemarbejdet produktion bestående af et trommeloop og et horn, der hver 2. Bar kommer ind og giver bare en lille smule melodi. Det kunne min homeboy JNS faktisk have lavet i ´93 på sin sampler med 8 sekunders sampletid. For at fuldende stemningen har man så selvfølgelig lige fået Premier til at lave wordcuts i omkvædet.  Det er enkelt - men det holder!

"U, black maybe" er uden nogen tvivl min favorit fra dette album.  Det indeholder så meget lækkert, at den næsten går på mig, når jeg hører det! Produktionen er fuld af små elementer, der hele tiden gør det interessant at høre på. Det første man bider mærke i er selvfølgelig sangen i starten, hvor sidste del er samplet ind i nummeret med high-pitch(ikke noget nyt i det lille trick der!). Men så lægger man mærke til hornene og keyboardet og vibes´ene osv. Det er en virkelig imponerende produktion, synes jeg. Her er så i forhold til tidligere nævnte numre et omkvæd, der fungerer fedt.

"So far to go" er endnu en ikke-Kanye produktion. Den er nemlig produceret af J-Dilla og har D´Angelo som omkvædsrusker. Endnu et af de mange numre i Commons bagkatalog, der hylder kærlighed og som sikkert er skrevet direkte til en bestemt kvinde. Det er også et superfedt nummer, når man lige giver sig tid til det. I forhold til nogle af de andre numre er det dog ikke så spændende, og det betyder, at det ikke er det nummer, man tjekker mest. Det indeholder dog et sample fra et i mine øjne superfedt nummer, nemlig Isley Brothers "Don´t say good night".

"Break my heart" er igen en god gang historie-fortælling fra Common. Denne gang om de struggles der kan opstå, for at få den man gerne vil have, når det alligevel ofte ender med at én får knust sit hjerte. Det er et udmærket nummer, men igen ikke et af dem, man får hørt mest.
Det er det næste nummer imidlertid. Ikke mindst på grund af det i mine øjne fuldstændig geniale Nina Simone sample fra "don´t let me be misunderstood", som - den for mig ukendte - Devo Springsteen har fiflet med. Det og så tværfløjten, der kører i omkvædet er af meget høj klasse, og så suppleres produktionen endnu engang med en af Commons fortællinger. Denne gang med noget mere sørgeligt og melankolsk indhold, end de tidligere fortællinger på albummet.

Det sidste nummer er samtidig titelnummeret fra albummet, og det er igen sådan et nummer, der vokser på én. For til at starte med synes jeg trommerne, der har march-karakter og sangen i omkvædet var wack. Men da jeg havde hørt nummeret nogle gange, så jeg pludselig disse elementer i en helt anden og større sammenhæng, og da jeg først gjorde det, fandt jeg ud af, hvor smukt et nummer det er. Igen indeholder produktionen så mange aspekter og finesser, man hele tiden bliver opmærksom på, og så er indholdet jo selvfølgelig også med til at gøre nummeret det mere rørende - en hyldest til Dilla. Derudover er jeg - ligesom på nogle af Commons tidligere albums - helt vild med hans Pops. Han slynger altså gyldne leveregler ud den mand. Jeg forestiller mig ham lidt a la Mayor fra Spike Lees "Do the right thing" - måske bare ikke helt lige så fuld.

Det album her har kørt konstant på min Ipod, i min bil og alle andre steder, hvor musik høres. Jeg tror, jeg har hørt det - fra start til slut -  15 gange allerede, og jeg er stadig ikke træt af det, men finder det af en eller anden grund stadig frem i mit Ipod-bibliotek og i CD-stakken i min bil i stedet for så meget andet. Jeg kan sige meget få dårlige ting om dette album - kan bare konstatere, at det har ramt mig, og at det er længe siden, jeg er blevet så ramt af et hiphopalbum.
 
Jeg tror jeg er forelsket!

15/10/2007 - Lagt online af Smřlf

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [21 - 30]
næste > < forrige Her vises [21 - 30]