ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Jay-Z - "American Gangster"

Personligt synes jeg langt fra "Kingdom Come" er så dårlig som den blev gjort til. Men i det store hele blev den dårligt modtaget af anmelderkorpset, og den er nu stemplet som lidt af en skamplet på Jay-Z's karriere.

Man kan dårligt bebrejde Jay, hvis han sad i direktørstolen på Def Jam og tænkte: "jeg skal vise de fuckers. Jeg ER the best rapper alive".
Det oplagte valg ville være at invitere Just Blaze, Neptunes og Pharrel, Kanye, Beyoncé og eventuelt Primo i studiet, og lave en plade spækket med bangers og pophits. Men Hova the god har aldrig været bange for at gøre det uventede. En gang i mellem i hvert fald.

Så "American Gangster" er et noget andet bæst, end man måske lige skulle have forventet. På flere områder faktisk. For dem der ikke kender baggrunden, kan jeg lige ridse den op kort. Ridley Scott har lavet en film, der hedder "American Gangster". Den har Denzel Washington og Russel Crowe i hovedrollerne, og handler om den sorte narkohandler Frank Lucas, der havde sin storhedstid i New York i 70'erne.

Da Jay-Z så filmen, mindede den ham om hans egen tid som pusher på gaden i Brooklyn. Så han fik ideen om at lave en konceptplade, inspireret af filmen, mere eller mindre baseret på hans egne oplevelser.

Historien lyder så, at han tilfældigt hørte en masse beats, som Sean "Diddy" Combs havde lavet sammen med sit producerteam The Hitmen. Stilen var samplebaserede, soulede produktioner. Perfekt til en plade hvis store inspirationskilde, er en historie fra 70'erne.
Resultatet er "American Gangster".

Det skal retfærdigvis sige, at både Just Blaze og Neptunes har produktioner med på pladen. Ligesom NO-ID og Jermaine Dupri. Og resultatet er faktisk ret godt.

Pladen følger en løs opbygning fra det første nummer "Pray", handler om en ung Jay-Z, der drømmer om at tjene penge på at sælge stoffer. Over nummeret "Roc Boys (And the Winner Is)...", der fejrer den succes Jay og hans crew har med at sælge stoffer. "Til Fallin'", en "hvad-nu-hvis?" historie  om hvad der kunne være sket, hvis Sean Corey Carter ikke havde lagt stofferne på hylden og satset på en rapkarriere i stedet.
Konkret synes jeg at konceptbygningen gør sig bedre på papir end på pladen. Eller måske skulle jeg sige: det er noget mere tydeligt, når man først får det forklaret. Egentlig kunne "American Gangster" misforståes, som en typisk Jay-Z plade med gangsterhistorier, overlegen attitude og blærerøvssnak. Det er jo Jay-Z, vi snakker om. Men udover at produktionerne i højere grad end normalt hænger stilistisk sammen, så fremstår Jay-Z mere fokuseret, end han har gjort i lang tid. Og meget mere poetisk. Jeg vil ikke sige lyrisk, for der er ingen battlerap på pladen.

Den er på én og samme gang en plade man kan og skal sætte sig ned og lytte til, og en plade man kan bruge som melodisk baggrundsstøj.
Selvfølgelig er der et par missere på. Jeg bryder mig ikke særlig meget om de to Neptunes-producerede numre. De der simplistiske trommemaskineproduktioner, der ikke består af andet end underlige lyde, er efterhånden temmeligt overvurderede i min bog.

Der er ikke særlig mange gæster med på pladen, ikke som man sådan lægger mærke til i hvert fald. Beanie Sigel, Lil Wayne og Nas har hver et vers, og de tre numre byder også på et par overraskelser, både positive og negative. Nummeret med Beanie - "Ignorant Shit" - er et godt eksempel på hvordan Jay-Z på denne plade, også er mere faktuel end vi er vant til. F.eks kommenterer han direkte på sagen om de racistiske kommentarer fra radioværten Don Imus.

"Hello Brooklyn 2.0" med rap og sang-agtigt omkvæd fra Lil Wayne er ét af mine personlige favoritnumre. Underligt nok, for Wayne er ellers ikke ligefrem min kop te. Jeg er bare ret vild med, at man kan loope et gammelt Beastie Boys nummer, tilsætte lidt ekstra lilletromme, og fluks har man noget, der smager lidt af crunk. Og så synes jeg det er vældig flabet af Jay, at give én af tidens mest hypede og respekterede rappere så meget mikrofontid, og så alligevel på én eller anden måde reducere ham til omkvædssanger.

Det nummer Nas er med på hedder "Succes", og er en lidt blandet fornøjelse. Produktionen er moderne og skæv, og lyder som noget Just Blaze eller Kanye kunne have lavet på en funky dag. Det er dog NO-ID, der står bag. Og Jay komplimenterer beatet nærmest perfekt. I stærk kontrast til Nas, der åbentlyst ikke havde en særlig god dag i studiet. Det lyder som et vers han kunne have rappet på ethvert andet nummer. Og især lyder det ikke som om, at verset er skrevet til beatet. Det kan undre mig, at efter "Takeover", "Ether" og at stridsøksen efterfølgende blev begravet, at Nas ikke kan/ønsker at komme med noget bedre. Der er meget langt op til topmødestemningen fra Jay-Z og Eminem duetten "Renegade".
 
Alt i alt er "American Gangster" en plade, du bør give en chance og lytte til ved lejlighed. Du skal bare ikke forvente hardcore bangers eller skarpe punchlines. Og hvis nogen tror, at Jay-Z er faldet af på den, i forhold til titlen: "the best rapper alive", bør de høre remixet af Saigons "Come On Baby", hvor Jay slår lortet ihjel. Men det er en anden historie.

05/12/2007 - Lagt online af Jns

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste > < forrige Her vises [11 - 20]