ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Jay-Z på Roskilde Festival '08

Jeg var ikke den eneste, der følte et bekymret stik, da spilleplanen til årets Roskilde Festival blev annonceret. Var den sidste koncert søndag aften på Orange Scene virkelig et godt match til Jay-Z? I forvejen synes jeg at hip hop som genre har det svært på de store scener, fordi man oftest bare gerne vil høre de beats man kender, samtidig med at man forventer sig noget mere på så stor en scene som Orange. Så enten bliver det standard setup med backing fra DAT/pladespiller, som hurtigt bliver for tamt og stift, eller også bliver det med band, hvor vokalen ofte drukner og lyden mudrer og bliver ensformig, samtidig med at man naturligvis mister den medfødte variation, der ligger i at bruge samples og elektroniske produktioner.

Bekymringen blev ikke mindre, da vejrguderne ret pludseligt besluttede, at den ellers solbeskinnede festivalplads lige skulle have et regnskyl inden det var helt slut. Men fremmødet gjorde bekymringerne til skamme, og selvom regnvejret udskød først Static og Noize i ca. 15 minutter, og senere Jay-Z i en halv times tid, blev langt de fleste mennesker stående forventningsfulde i mørket.
Og så blev lyset dæmpet og manden, der ofte bliver nævnt som den største rapstjerne nogensinde, kom på scenen nærmest lidt tilfældigt.

Med sig havde han et band med både trommeslager, guitarist, hornsektion og DJ. Og de lagde uden svinkeærinder ud med "Say Hello", der hurtigt gik over i "Roc Boys", begge fra "American Gangster". Om det skyldes valget af disse lidt soulede og tilbagelænede numre som intro, regnen, små lydproblemer, forsinkelsen eller bare tour træthed er jo svært at sige, men Jay virkede en smule distanceret til at begynde med, og publikum forholdt sig også lidt afventende.

Derefter spillede bandet "Takeover" i baggrunden mens Jay introducerede Memphis Bleek. Her begyndte jeg at blive lidt nervøs for, at koncerten skulle opfylde alle de klicheerne om hip hop koncerter med dårlig lyd, og rappere der råber i munden på hinanden. Også der kunne jeg have sparet mig. Bleek fik kun lige lov til at pumpe stemningen op som hypeman på "You Don't Know", "99 Problems" og et vers til Missy Elliotts "Is That Your Bitch". Resten af tiden styrede Jay showet alene med hjælp fra bandet, og det klarede han fortræffeligt.

Faktisk var det ret sigende, at han var 100% bevidst om en overvejende rock-orienteret festival og et europæiske publikum, der for manges vedkommende nok ikke kender Jay som meget mere end celebrity og gæsterapper på et par R'n'B hits. Den stod helt klart på underholdning og genkendelighed, så andet vers af "99 Problems" blev leveret til det kendte riff fra AC/DCs "Back In Black", en kort bid fra Prodigy, altså de engelske big beat konger, gik over i Amy Winehouses "Rehab", "Dirt Off Your Shoulder" og ekstranummeret "Encore" blev spillet i Linkin Park mash-up versionerne og vi fik Jays vers fra både "Crazy In Love" og "Umbrella". Og som en lille ekstra bonus på grund af vejret, spillede bandet Princes "Purple Rain" udsat for saxofon. Det var dog mere sjovt, end det egentlig var godt.

Heldigvis var det ikke ren leflen for poppublikummet, og de af os der er bekendte med Jays udgivelser, blev også forkælet med hans egne hits og rene bangere som: "Public Service Announcement", "H to the Izzo", "Can I Get A", "Give It To Me" og "Jigga What, Jigga Who".
Sidstnævnte blev rappet så klart og ubesværet, at jeg må revurdere min opfattelse af Big Daddy Kane som verdens utvilsomt bedste live-rapper. Jay-Z er helt sikkert deroppe af.

Efterhånden som regnen stilnede lidt af efter et par numre, løsnede publikum op og inden længe havde de overgivet sig fuldstændigt til de mange numre, de måske ikke vidste at de kendte, og Jay kvitterede med store smil, sved på panden og en mere tydelig glæde ved at underholde flere tusinde mennesker, hvor af rigtig mange stod med hænderne foldet i diamanter over hovedet.

Og så synes jeg man fik et rigtig klassisk eksempel på hvordan man fortjener at blive kaldt "the greatest rapper alive". Som en del af det genkendelige spillede de Estelles "American Boy" lige efter "Girls Girls Girls", og i stedet for Kanye var det selvfølgelig med vers fra Jay-Z. En version, der mig bekendt ikke er udkommet nogen steder, så han gentog lige verset acapella. Det kunne lyde som en latterlig gimmick for at trække tiden ud, men jeg synes det var helt åbenlyst, at her var en kunstner, der havde skrevet et vers fuld af jokes og særlige britisk-engelske ordspil, og det var han stolt af. Han ville gerne dele det med os. Det er sgu MC-ing i min bog. Selvom det er et popnummer.

Alt i alt en af de bedste hip hop koncerter på Orange Scene, der startede lidt tamt, men som hurtigt tog fat og blev en passende, men til gengæld lidt kort fest. Personligt ville jeg rigtig gerne have byttet et par af numrene fra "American Gangster" ud med noget fra "Reasonable Doubt". Jeg er sikker på at både "Ain't No Nigga" og "Can't Knock The Hustle" ville have fungeret, men jeg kan godt forstå at den nyeste plade bliver prioriteret sammen med de sikre hits. Jeg synes ikke helt problematikken med band/ikke-band blev løst, og enkelte gange druknede vokalen i horn og trommeri, men de gjorde et virkelig hæderligt forsøg som jeg synes at både Jay-Z og Roskilde Festival kan være tilfredse med.

08/07/2008 - Lagt online af Jns

Denne artikel er en del af følgende tema(er):

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]