ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Majors: "Majors"

For to-et-halvt år siden konkluderede jeg i min anmeldelse af Static & Nat Ills album, "Teamwork", at ""Teamwork" er den plade som alle fremtidige engelsksprogede danske acts vil blive målt på" - nu skal de to herrer så se om de kan leve op til det høje niveau de selv lagde i 2006, men denne gang har de allieret sig med yderligere tre kompetente kompagnoner i form af J-Spliff, Negash Ali og DJ Noize. Med den line-up er forventningerne til albummet naturligvis skyhøje og derfor er det også et svært album at anmelde, for uanset hvordan man vender og drejer den, så sidder man og er ekstremt kritisk fra starten af.
 
Albummet lægger ud med en intro, som umiddelbart lyder meget som noget fra en film, og efter et besøg på gruppens myspace-side, viste det sig da også at de har lavet en lille video til introen, som vel primært har til formål at fortælle lytteren/seeren, hvem Majors egentlig består af. Ved anden gennemlytning er det dog overflødig information, og derfor er mit gæt at langt de fleste vil vælge at sætte pick-up'en i rille nr.2 på vinylen fremover - ikke at der er noget i vejen med introen, men den giver bare ikke mening second time around.

Two dj's, three mc's

Når første reele track går igang er man slet ikke i tvivl om at det er en plade med Static og Noize bag de to gange to hjul af stål, for der bliver scratchet igennem fra starten, og da jeg er en sucker for wordcuts, så er det all good. De tre mc'er spytter ild fra starten, og man bliver bombarderet med aggressiv rap, som man dårligt nok kan nå at tage stilling til, før den næste mc tager over hvor den forrige slap - det er et hæsblæsende tempo, der til tider efterlader lytteren forvirret og konfus, fordi man ganske simpelthen ikke har tid til at fordøje før den næste bid bliver proppet direkte ned i halsen på en.
 
Før dette album var Negash Ali et relativt ubeskrevet blad, og jeg skal være helt ærlig og indrømme at mit kendskab til ham var yderst begrænset. Der hviler et stort pres på den unge Negashs skuldre, og efter at have hørt hans solo-track, "Troubled Young Man", forstår jeg pludselig alle de forventninger og forhåbninger, der er til ham. Nummeret er blandt de bedste på albummet, og Negashs meget karakteristiske stemme flower fint over det simple beat, og omkvædet er dejligt beroligende og soulet i forhold til det seriøse emne, som bliver behandlet.
 
Nat ill fortsætter hvor han slap på "Teamwork". Det er keepin' it real fra start til slut, og ingen gør det bedre end Nat, men hvor det var i den helt rette og præcise mængde på hans og Statics album, bliver det til tider lidt langtrukkent på "Majors". Egentlig lidt underligt, for selvfølgelig deler han her mikrofontiden med to andre rappere, men måske er det fordi at undertegnede stadig har en hel del af "Teamwork"-numrene liggende i baghovedet?

Med hensyn til det lyriske indhold, så svinger kvaliteten en del - ikke at der ikke bliver rappet godt, men nogen gange sidder man tilbage med en fornemmelse af, at rapperne har alt for mange rim i forhold til hvad de har på hjerte; der bliver med andre ord sagt en hel del uden at der egentlig bliver sagt noget, hvilket er lidt ærgerligt, for visse af produktionerne havde fortjent en bedre skæbne. Et glimrende eksempel på den svingende lyrik er J-Spliff, som måske har nogle af albummets ærligste og bedste linjer på "Back up on it", som han iøvrigt skrev samme dag, som han modtog nyheden om at hans far var død:
 
"Son, I'm one of the best, I stay major/
Put me under pressure and I just get greater/
Y'all know me, I can't lose/
Dudes can't walk two steps in these shoes/
I cried this morning, when I heard my father died/
this morning, same day I'm back up in the booth for you
"
 
Det er godt, fordi man kan mærke at der er følelser bag. Vel og mærke følelser, der går udover hiphoppens klassiske "her-kommer-jeg"-attityde. Desværre har J-Spliff også et af de momenter på pladen, hvor man som lytter sidder tilbage med en undrende fornemmelse, for når en rapper med Út (nu to) album bag sig, begynder at rappe om at han har lavet fem albums, så synes jeg altså at det begynder at løbe af sporet. Det virkede godt nok for Biggie at han på sit første album rappede om millioner, mansions og yachts, men det danske miljø er så lille og indsnævret, at det lyder forkert når en rapper tager lidt forskud på glæderne.

Det bedste lyrik på albummet, kommer på et nummer, hvor det ikke så meget handler om at repræsentere, men snarere om at fortælle en historie: "Three decades". Nummeret refererer til det faktum at de tre rappere er vokset op i hver sit årti; Nat i 80'erne, J-Spliff i 90'erne og Negash her i det nye årtusinde. Beatet skifter også for hvert vers, og det giver et ganske godt lydbillede af hvilke trends og tendenser der var i det pågældende årti. De tre mc'er tager et vers hver, hvor de fortæller om deres årti - Nat husker bl.a. Pac-Man og Commodore64, imens J-Spliff husker at mobiltelefoner var kæmpestore og alle ville lyde som Das EFX - Negash behøver jo knapt nok huske tilbage, da hans vers handler om dette årti, hvilket bl.a. inkluderer den globale opvarmning.
 
Hvis vi kigger på det rent rap-teknisk, så er J-Spliff den mest positive ting ved albummet, idet hans udvikling er tydelig og hans skills er forbedret markant henover de sidste par år, hvilket nok hænger sammen med at han stadig er i "udviklingsfasen", hvor en rapper som Nat ill for længst har fundet sine styrker, og derfor formår at holde niveauet stabilt. Negash Ali er på nogle af numrene fantastisk, imens han på andre lyder som det han er: en 17-årig knægt i voksent selskab, men der er ingen tvivl om at han har potentialet og evnerne til at blive rigtig stor.
 
Der er naturligvis også et nummer hvor Static og Noize har hele sendefladen for sig selv, nemlig "Back and Forth", hvor de skiftes til at flå stiften rundt i vinylerne. Jeg elsker at se dj's give den max gas, men jeg er desværre ikke kvalificeret til at bedømme hverken den ene eller den anden form for scratching, og især ikke når man ikke har et billede at se på samtidig med. Lydmæssigt vil jeg dog mene at det er en ekstremt tæt "battle", som måske nok ville gå til Noize i København og Static i Århus.

Albummet fortsætter med sit lydbombardement, og det bliver simpelthen for meget for mig - ganske ligesom en Malk De Koijn-plade også bliver det. Nu begår jeg alverdens helligbrøde her ved at sige det højt, men jeg har aldrig været istand til at høre et Malk-album fra ende til anden, da det bliver for underligt for mig i længden, og det er den samme fornemmelse, jeg sidder med her, bortset fra at det bliver lidt for "real" i lidt for lang tid.
Håndværket er i den allerbedste ende, det er der ingen tvivl om, og hvis vi holder os i håndværker-metaforen, så har de fem majorer lavet et rigtig gedigent stykke arbejde, hvor alt er solidt sat sammen og fungerer efter hensigten, men det betyder jo ikke at alle vil sætte pris på det.
 
Det der irriterer mig mest ved det her album, er at potentialet er så enormt, og alligevel sidder jeg tilbage med en flad fornemmelse; for eksempel havde jeg nok valgt at skære albummet ned til 10 tracks, så man som lytter slap for noget af den lidt "ligegyldige" lyrik, der er at finde på albummet. Det skal dog også siges, at mine forventninger til albummet har været høje, for jeg var som skrevet meget stor fan af "Teamwork"-albummet, og selvom det her ikke er en direkte efterfølger, så føles det dog lidt sådan.
 
Konklusionen må være en karaktÚr et hak over gennemsnittet, for man kan ikke fronte på kvaliteten af håndværket, men spørgsmålet er om ikke de kunne have bygget noget bedre ud af de materialer, de havde til deres rådighed?

28/04/2008 - Lagt online af KimBlim

Denne artikel er en del af f°lgende tema(er):

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste > < forrige Her vises [11 - 20]