ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Method Man & Redman: Still High live @ Vega

Der findes selvfølgelig større hiphop acts. Da Snoop og P Diddy gæstede Danmark var medieopmærksomheden nærmest ved at kamme over i kvalm interesse for alt andet end de to stjerners talent for at rappe, eller i Diddy's tilfælde mangel på samme. Men er man bare en smule hip til gamet ved man det er et andet sted det sner. Hver for sig har Redman og Method Man blæst publikum omkuld til koncerter herhjemme, så det var ingen overraskelse at forventningerne til deres fælles "Still High" koncert i Store Vega var skruet skyhøjt i vejret. Forventningerne blev indfriet, men ikke uden et par store fede skønhedspletter.  

Det starter ellers godt. Vega er allerede pakket før opvarmningsbandet går på, og crowden skråler med de klassiske hiphoptracks DJ'en spiller - præcis som det skal være. Da Gypsies rammer scenen, kun lidt forsinket,  bliver de modtaget med kyshånd, af en crowd der tydeligvis er kommet for at fejre blålynsmandag. Jeg synes altid det virker mærkeligt, at lade et liveband varme op for et act, der afvikler musikken med DJ, da det virker som om scenen tømmes i løbet af aftenen. Men hvis jeg er den eneste med den mening, skal jeg da nok lukke røven. Gypsies har denne aften valgt, at stille sig lidt i baggrunden, og i stedet lade en stribe gæsterappere, J-Spliff, Negash Ali, Nappion, Mike Raw og Fantabis få shine på scenen - ala Brand New Heavies' "Heavy Rhyme Experience". Det svinger for dem, og vi får dejlig meget kvalificeret east coast MC'ing, hvor især Nappion bliver en favorit hos publikum på balkonen. Også da Gypsies spiller deres eget nummer "Part of Me" får de mere kærlighed fra crowden end opening acts normalt kan forvente. Det hele sluttes af med hele holdets egen version af "Take Over", hvor de stolte proklamerer "We're running this rap shit, watch out - we run Vega!" - et claim de nok ikke ville backe up toe to toe med headlinerne, men helt i tråd med aftenens fandenivoldske attitude.
 
Og så knækker skiven ellers. Hvad man tror skal være et par minutters pause og sceneudskiftning efter den gode warmup bliver i stedet til halvanden times effektiv cool-down. Og det er ikke som vi bliver treatet til mere hiphop, i stedet får Swan Lee's ildevarslende "Tomorrow Never Dies" på repeat...og repeat...og repeat. Rygterne svirrer om Red og Meth er ved at indtage enorme mængder fried chicken backstage , eller er på Staden, eller lydudstyret ikke virker. Hvad end sandheden er, er det sgu lidt mere end nerverne kan holde til hos et hiphoppublikum, der i forvejen måtte se koncerten udskudt. At håbet stadig er intakt bekræftes når nogen går ud og piller ved udstyret til store klapsalver, der hurtigt afløses af buh-råb, hver gang publikum opdager, at det bare er den sædvanlige scenetekniker.

Men så sker der noget. DJ Dice stiller sig bag pulten, laver en zigga-zigga på pladespillerne og spørger om vi er klar til at se Redman og Method Man. Jotak fister, we been ready! Alle udsættelser synes dog at blive tilgivet på stedet, da de to høje fyrtårn rammer scenen og med det samme viser hvorfor vi elsker dem, først med fællesnummeret "Big Doggs" og så med deres vers fra "4-3-2-1". Rimene sidder selvfølgelig lige i skabet, med den vrængende, spytmaskine Redman helt fremme i skoene og Method Man i vanlig stil med det melodiske flow placeret tilbagelænet på beatet.        
De stiller begge i stærkeste opstilling, Redman med Ready Rock som backup og DJ Dice til at afvikle musikken og Method Man med Streetlife som co-rapper og Mathematics som DJ. Det fungerer fint da de begiver sig tilbage til i kataloget og leverer deres klassikere i en lind strøm kun afbrudt af lyden af enten pistolskud eller båthorn, og somme tider begge dele så man mere er hensat til Heysel end Vega. Redman giver os bl.a. "Time 4 Sum Aksion", "Smash Sumthin", "I'll Be Dat", "Let's Get Dirrty", "React" og featuren fra "Get The Party Started"-remixet, mens Meth for sin del står for "Bring The Pain", "Judgement Day" og sit vers fra Biggie Smalls "The What".  
 

"The more energy you give us, the more we give you back" råber Method Man, og Redman kvitterer med at tyre sig selv ud fra scenen for bestemt ikke eneste gang denne aften, hvorefter publikum bombarderes med kildevand. Skulle man tro Method Man havde meldt sig ud af Wu-Tang nu når han ikke figurerer på Clan'ens forårsturne var det med at tro om igen, for vi får både de episke possecuts "Wu-Tang Clan Ain't Nuthing Ta Fuck Wit" og "Triumph" - begge leveret med Inspectah Deck's vers umiddelbart før Meth's, samt "Ice Cream". Der er dog ingen tvivl om hvad folk vil høre og da introen, "From the slums of Shaolin, Wu-Tang Clan strikes again! The RZA, the GZA, Ol Dirty Bastard, Inspectah Deck, Raekwon the Chef, U-God, Ghost Face Killah and..." runger ud i salen, er der "M.E.T.H.O.D. MAAAAAAN" fællessang for alle pengene.

Vi mindes også Ol Dirty Bastard med velvalgte "Brooklyn Zoo", "Shimmy Shimmy Ya" og "Got Your Money". At kalde dem rappens bedste makkerpar er nærmest en underdrivelse, for de har transcenderet genren og er blevet et fænomen, vi elsker at opleve i aktion. Om det er i kritisk dialog med lydmanden, i færd med at overtale de forreste tøser til at smide trøjen eller gigantisk vandkamp på scenen, er de evige teenagere bare underholdende per definition. Deres ældre materiale er muligvis mere interessant end de seneste udgivelser, men det betyder bestemt ikke koncerten bare er nostalgi. Der er altid en fascination på grænsen til ærefrygt ved at høre så dygtige rappere udfolde sig, og salen eksploderer da vi vender tilbage til tag-team rappen "How High", "How High 2" og kronen på værket "Da Rockwilder", hvor man altid håber de vil forlænge de to intense minutters rap.
 
Godt svedende er i efterhånden nået til afslutningen på koncerten, hvor bluntbrødrene lige skal hype deres "kommende" "Blackout 2" album. Når det bliver gjort så majestætisk som da Method Man vandrer ud på et hav af løftede menneskehænder er det helt ok med lidt reklame.

Vi mangler stadig den nye fællesversion af Smoothe Da Hustler's "Broken Language", og halvdelen af balkonen har forgæves råbt på "Fire Ina Hole". De har tæsket af sted med 140 i timen koncerten igennem, og hvor Meth sidst han spillede i Vega havde et par storslåede stille stunder, er denne koncert dedikeret til konstant at holde festen i det røde felt på godt og ondt. Alligevel slutter de af med en halvlunken udgave af Def Squad's "Rapper's Delight" cover før det hele går i opløsning.
 
Den lange ventetid før showet og den ikke helt effektive afslutning til trods, er der ingen tvivl om at højdepunkterne til "Still High" var nærmest umenneskeligt høje i en sådan grad at de skyskraberagtige dimensioner overskyggede, hvad der måtte være at klage over. Det kan godt være de to tenorer fra henholdsvis Brick City og Shaolin ikke kan ramme det høje C, til gengæld kan Redman og Method Man gøre hele salen så høj med energi og ægte MC'ing. Det er aftenener som denne man føler kunstnere og publikum konstant er hævet langt over gulvbrædderne i færd med at kysse himlen i fællesskab.
 
Skriv PTA
Foto Toobs

21/04/2008 - Lagt online af PTA

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]