ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Static & NatIll: Teamwork

Lige siden midten af halvfemserne har duoen Static & NatIll huseret på scener i det danske land og i de senere år også i det store udland, hvor det bl.a. er blevet til en optræden til ved det verdenskendte Scribble Jam og ved Kemp festivalen i Tjekkiet! I al den tid er det lykkedes dem at opbygge en fanbase til trods for at de ikke har udgivet noget album, og de har dermed levet højt på deres live-evner, men nu kommer albummet endelig - det album der gerne skulle manifestere deres plads som et af Danmarks bedste hiphop-acts og som et værdigt alternativ til de amerikanske sidestykker, som de selv siger at de inspireret af.

Nu er "Teamwork"-albummet så omsider på gaden, og der er fra starten ingen tvivl om hvad konceptet bag de 18 tracks er: 1 mc og 1 dj. Det er samme koncept, som kendes fra de to herrers liveshow, som undertegnede har været vidne til adskillige gange, og hver gang har det været et liveshow i topklasse. Men en ting er live, en anden er at lytte til et album, og spørgsmålet må være om duoen kan holde samme energi-niveau over en hel plade uden at lytteren begynder at kede sig. Uden at afsløre for meget kan jeg ligeså godt svare med det samme: JA! Ikke bare et "Ja", men et stort fucking rungende et af slagsen, for sjældent er mine forventninger til et album blevet indfriet på den måde, men de er også blevet overgået med flere længder.

Listen, Pay Attention

Introen er i bogstaveligste forstand en introduktion; først og fremmest får man at vide hvem pladen er møntet på og hvad man kan forvente sig af de næste godt og vel 76 minutter - en fin start på pladen, som ikke lover noget den ikke kan holde. Næste nummer, "Raised On", er en forklaring på hvad der har gjort Static & NatIll til hvad de er nu, og der er stort set ikke det element fra hiphop-kulturen, der ikke bliver nævnt, lige fra mælkekasser og guldtænder til 3rd Bass' "Gas Face" og Raiders-kasketter. Tracket beskriver meget godt hvordan hiphop-kulturen har påvirket duoen, men samtidig rammer de plet på en måde, så man selv sidder og tænker på hvordan elementerne har haft indflydelse på Ún selv, og det er faktisk vildt at man kan proppe alle de ting i en tekst, så lytteren føler sig som en del af det.

Time to take matters in our own hands

Dette bliver ikke en af de anmeldelser hvor hvert enkelt nummer bliver gennemgået minutiøst og analyseret som en gymnasie-roman, men nogle af tracks'ne kræver dog special mention, og første deciderede banger på albummet er "GetUpGetOut", hvor svenske Promoe lægger vejen forbi og dropper lidt rim. Produktionen lægger simpelthen op til at nakken bliver vrikket af led, og med DMX indover omkvædet ("I Can't be stopped"), har vi simpelthen med noget af det mest energi-fyldte hiphop at gøre - den energi som man ellers kun oplever ved et liveshow, men nummeret er simpelthen så vildt at mine kolleger som har været tvangsindlagt til at lytte med på albummet, ikke kan lade være med at rykke hovedet og råbe med. Og de er altså normalt ikke til hiphop, så det er lidt af en cadeau... Gotta Get Up Get Out and Go For Mine!

You should salute me

På tracket "Dedicated" bliver der for alvor vist seriøse dj-skills, for dette er udelukkende Static på de to pladespillere, og ordene bliver cuttet med den præcision som man er vant til fra hans side. "DJ's are in danger" lyder det, og jeg ville nødig stå overfor Static i en dj-battle, for det er simpelthen utroligt hvordan pladerne bliver sat sammen, og det er ikke noget som man bare skal være en god DJ for at præstere - man skal også have en indgående hiphop-viden og kende sin pladesamling udenad. Det er måske ikke så svært for de fleste af os, men jeg sidder med en ret god fornemmelse af, at Static har en samling, der er lidt større end de flestes! One: Fuck you - Two: Fuck Y'all!

Do you like it?

På "The Real" bliver det slået fast med syvtommer-søm at det her er "Real hiphop", og igen sidder man automatisk og nikker med hovedet, så folk omkring en kigger lidt sjovt på en. Nat's rim ligger tight på produktionen, der har en dyb og lidt dyster tone, og man overgiver sig automatisk, når der bliver spyttet linjer som:
"I march over drums /
Attila The Hun /
The Braveheart, Shogun /
Venomous Tongue /
A poetical invasion /
To conquer the nation
"
Det lyder simpelthen så befriende udansk at man sidder og kipper lidt med det danske flag! Det lyder måske ironisk, men NatIll lider ikke af et lille ordforråd eller en jydsk accent, og det er med til at gøre dette album til en milepæl i engelsk-sproget rap fra lille Danmark.

Skills remain timeless

"Denmarks Finest" er naturligvis tiden hvor Statics kolleger fra dj-teamet af samme navn får lejlighed til at vise deres evner på de to pladespillere. Til de få der ikke måtte vide det, vil jeg da hurtigt indskyde at der naturligvis er tale om DJ Noize og DJ Shine - når man lægger Static til de to, er der tale om et veritabelt Dream Team, og det er bestemt også en våd drøm at lægge øre til de ting de får ud af vinylerne. Især Noizes del, hvor han wordcutter en hel historie om hvordan han mødte Static er for vild, og man kan ærgre sig over at Noize ikke lige tager en tørn mere i de danske farver, og vasker gulvet med al modstanden til de internationale konkurrencer. Både Shine og Statics dele er også utrolige, og nummeret viser hvorfor folk ude i verden snakker om Danmark som en af de førende nationer indenfor DJ'ing, selvom vi aldrig rigtigt hoppede med på "turntablism"-bølgen, hvor det handlede om break- og effekt-plader.

The wrath shall be felt

Mit yndlingstrack på "Teamwork" må dog være "The Fury of Nat", hvor Nat går i aggro-jeg-smadrer-dig-og-dine-venner-mode. Der ligger noget musik bag som er strictly hardcore, og i omkvædet bliver Chuck D passende cuttet ind: "Go boom and Pow" imens der kører noget storslået, filmtema-agtigt indover beatet. Nummeret er rendyrket aggresivitet og man sidder nærmest og får et ondt ansigtsudtryk på. Rimene passer perfekt indover det hårde beat, og man sidder med en fornemmelse af at man ikke skal møde Nat efter en våd tur i byen:
"I'm quick to snap at the drop of a dime/
The temper temper's in my blood line/
mixed with the liquor trigger my mind/
the wrath of wolverine and hulk combined
!"
Jeg erindrer desværre ikke at have set dette nummer fremført live, og det ville ellers passe perfekt til live-sættet, så hermed en opfordring! Here comes the crazy drunken style!

One MC One DJ

Sidste nummer der fortjener special fremhævelse er "One MC One DJ - the tribute", som er Static & NatIlls hyldest til alle de duo'er der har inspireret dem gennem årene, bl.a. Eric B & Rakim, Show & AG, Low Profile, Gangstarr og Cash Money & Marvelous. Først kører der et klaver som sidstnævnte duo har brugt tidligere, og indover det dedikerer Nat nummeret til One MC One DJ-konceptet. Når nummeret for alvor går igang, er det med "Microphone Fiend"-beatet, og NatIll genbruger adskillige af Rakims linjer, blandet med egne giver det den ønskede effekt: Dette er ikke biteri, men hyldest! Til andet vers af nummeret er det Low Profile der lægger beat til, og hvor er det dog fedt at den duo får noget respekt, for det er uden tvivl en af de mest undervurderede plader nogensinde. Pay Ya Dues! Pete Rock & CL Smooths klassiker "T.R.O.Y." er næste track under NatIlls rim, og man sidder og føler sig taget tilbage til de glade 90'ere, hvor Pete Rock var den førende producer og CL var den perfekte mc til at spytte over hans beats. Show & AG's baslinje kører 4.vers i stilling, og man begynder at fornemme hvor meget styr Static & NatIll egentlig har på deres hiphop-historie, for det er de samme numre som man selv har gået og tænkt var klassikere, som de river frem på dette track. Gangstarr er næste i rækken af duo'er til at levere et beat, og som rosinen i pølse-enden rundes der af med et hjemmeproduceret beat, og på den måde kan man sige at Static & NatIll er kommet med i det fornemme selskab.

Overdose

Som anmelder er det oftest let at tage virkelig kritiske briller på, men denne gang har jeg overgivet mig helt og holdent. Nuvel, albummet kan være måske monotont, hvis man ikke gider høre om "keep it real" og "one mc one dj", men dette lagde jeg først mærke til, da jeg blev gjort opmærksom på det, så det er åbenbart ikke belastende for mig, og derfor ikke så relevant for min anmeldelse. Mit bud på denne plade er at den er en sand klassiker i det danske hiphop-katalog, og i mine ører er det et af årets allerbedste albums, måske kun overgået af The Games "The Documentary", som den deler en egenskab med: Numrene kommer i den helt rigtige rækkefølge og det er med til at skabe et fuldkomment album, istedet for 18 numre samlet på en skive.
 
"Teamwork" er den plade som alle fremtidige engelsksprogede danske acts vil blive målt på, og derfor får den også den fortjente karakter: 5 hoveder ud af 5 mulige. Respekt!

11/11/2005 - Lagt online af KimBlim

Relateret indhold på hiphop.dk

Denne artikel er en del af f°lgende tema(er):

Anmeldelsearkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]