ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

5 svin og 5 svar med Strøm fra Røgslør

Han har vundet DM i Rap, han har vundet MC's Fight Night og sammen med sin tidligere gruppe Jyder Mæ Attityder var han nomineret til en Grammy. Alligevel er han nok mest kendt for en af de højest profilerede beefs i dansk raps nyeste inkarnering. Selvom han er krøbet udenom radaren det sidste stykke tid, betyder det bestemt ikke han har ligget på den lade side. Sammen med crewet Røgslør ligger der nu et album i støbeskeen, og med en ærlig, ligefrem og hårdtslående stil, er Strøm tilbage.
 
Der har været stille omkring dig på udgivelsesfronten temmelig længe, hvad skyldes det?
 
Det skyldes primært, at der er sket utrolig meget for mig på det personlige plan de sidste par år. Jeg havde stort set færdiggjort et album sammen med Talkback, men så skete der en masse ting, som var med til at udvikle mig i en sådan grad, at jeg ikke længere kunne genkende mig selv i mange af de numre, vi havde indspillet. Jeg følte i hvert fald, jeg havde noget nyt på hjerte, som krævede, at jeg startede forfra med debut-albummet.
Nu arbejder jeg sammen med DJ Knud og K-side i Røgslør, og sammenholdet og samarbejdet er noget helt specielt! Albummet er godt undervejs, og vi har givet smagsprøver ved forskellige live-optrædener, og responsen har været rigtig god!   
 
Hvor vigtig er integritet for dig?
 
Enormt vigtig! Vigtigere, end jeg troede. Jeg har et nummer på den kommende plade, hvor jeg starter et vers med at sige "Da jeg var lill' var jeg vild med at rapp' om, hvor vild jeg var/ - selvom jeg nok skull' ha' rappet om, hvor lill' jeg var/ Den dag i dag er jeg stolt over den stil, jeg har/ - det' mere ægte, end de fjolser jeg vil skill' mig fra/" På pladen bestræber jeg mig på ikke at sige Ún eneste linie, som folk vil kunne betvivle. Med førnævnte citat mener jeg, at jeg før i tiden kunne finde på at lave overdrevet, karikeret battle-rap for sjovs skyld, men når jeg skriver mine tekster i dag, har det hele relation til den person, jeg er, det jeg tror på, og de ting jeg gør. Men meget af det er stadig battle-rap, tro mig!
 
Alt for mange rappere tænker ikke over de konsekvenser, de ting de siger på plade, potentielt kan have. Lige pludselig er de blevet landskendt på at spille en rolle, som de ikke kan holde ud at leve. Det er fordi, vi bare adopterer traditioner fra amerikansk rap-kultur, men herhjemme vil man hurtigt blive konfronteret med dansk virkelighed, for afstandene er meget mindre. Med den plade, I kommer til at høre fra mig, mener jeg, at jeg har min ryg fri, og det er en virkelig god følelse!  
   
Når du ser tilbage på din rapkarriere foreløbig, inkl. DM i Rap mesterskab, Fight Night mesterskab, Grammy nominering, er der så noget du er særlig stolt af?
 
Jeg vil ikke sige, jeg er ekstraordinært stolt over Ún af de ting, du nævner. Jeg ser de forskellige bedrifter som dele af den proces, det har været at komme dertil, jeg er i dag. 
 
Hvad kan man forvente sig af dig og Røgslør på Roskilde og fremover?
 
På Roskilde spiller vi udvalgte numre fra pladen, hvor jeg vil bestræbe mig på at få vokalen igennem så klart som muligt. Så du vil nok ikke se mig springe rundt og lave "ormen" under showet, men til gengæld tror jeg, folk vil få en god oplevelse af det lyriske udtryk.
Efter Roskilde gælder det først albummet fra mig, som jeg håber, vil bringe en masse godt med sig. Jeg har en masse på hjerte, som jeg glæder mig til folk hører, så det bliver fedt, at få det ud.
  
Hvis du skulle beskrive din drømmevision for dansk rap, hvordan så den så ud?
 
Jeg er opmærksom på, at jeg er en del af noget større, og om tyve år vil jeg gerne kunne sige, at jeg var med til at føre dansk rap i en retning, hvor det blev taget mere seriøst. Mange ældre ser kun stereotypen af den danske drengerøvs-rapper, der spiller smart for at narre teenagerne, men jeg vil gerne være med til at vise alle - teenagere som old-bucks - at rap er mere end kvindenedsættende bandeord. Og det er ikke fordi, rap skal være kedeligt eller mondænt. Men det skal være ægte!
 
Strøm og Røgslør spiller mandag på Skate Scenen, læs mere på Røgslør.dk.

24/06/2006 - Lagt online af PTA

Denne artikel er en del af f°lgende tema(er):

Interviewarkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]