ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Duel: Dwele vs. DJ Power - Part 1

Boulevarden triller mod det svenske for at fange soulknægten Dwele, der skal optræde i Malmø med live band og hele svineriet. Typhoon, Jahi, Skovhat, Rune og Power finder endelig klubben hvor det hele skal gå ned senere, og mens Dwele's band gør klar på scene, får vi snakket med ham backstage...
 
Dwele er en erfaren ung mand fra Detroit, der i 2003 udgav debut'en "Subject" (med hittet "Find A Way") og igen i slutningen af 2005 var pladeaktuel med skive nummer 2, "Some Kinda..." (check singlen "I think I love you"). Han var for en kort tid rapper - connected til Slum Village - inden han fandt sin rette hylde som soulsanger, med stærke inspirationer som Donny Hathaway, Stevie Wonder, Sam Cooke og Marvin Gaye. Hans musik er hip-hop inspireret soulbeats med bløde soul-vokaler, som selv hardcore hip-hop heads kan nyde, når rimene har taget overhånd og man bare vil chillé tilbagelænet i sofaen!

Velkommen tilbage til det noget kolde Europa!

Hey, hva' så? Fedt at være tilbage!

På dit nye album, virker det som om du både er politisk inspireret og stadig en såkaldt "loverman for the ladies", er det rigtigt konkluderet?

Jeg har altid skrevet sange omhandlende forhold mellem mand og kvinde, da de fleste mennesker har erfaring i den del af livet. Men denne gang har jeg også et par politiske sange, eksempelvis sangen "My Peoples" der kort sagt handler om den uro der er i verdenen i dag. Der er blandede issues, krigen i Irak, men mest fokus på de Black Communities i USA der er mere imod hinanden i dag, end hvis man sammenligner med gamle dage hvor man holdt sammen. Det er egentlig sørgeligt at vi er "frie" i dag, men arbejder imod hinanden, i forhold til gamle dage hvor vi var slaver men i det mindste holdt sammen!
 
Jeg håber stadig jeg kan udtrykke min politiske tanker og følelser på det næste album. Jeg er på et major label nu (Virgin), og jeg blev introduceret som en såkaldt loverboy med "babymakin' music" om relationships og jeg forstår hvis de synes at jeg skal blive i denne genre, men det er stadig vigtigt at jeg kan udtrykke mig politisk engang imellem, når jeg skriver sange!

Hvis man tænker lidt tilbage og tager udgangspunkt i nutidens soulgeneration er det jo sørgeligt at kunstnere ikke kan udtrykke sig ligeså stærkt som i bl.a. Vietnamkrigen og lave klas-siske politiske sange med stærke melodier samt en powerful message - i dag gøres det kun underground (bl.a. af Raheem DeVaughn der selv må trykke CDen), hvorfor tror du det er sådan i dag?

Jeg tror at pladebranchen er mere business fokuseret i dag end musikken. Jeg var ikke født dengang, men det virker som musikken var i centrum og ikke pengene. Det handlede mere om sangen og dens budskab, og sådan er det ikke i dag. Lytterne gik mere om i sange og virkede mere følelses- mæssigt engageret. I dag - især i staterne - virker vores generation mere tiltrukket af det materiale, - eksempelvis er alle bekymret om krigen i Irak men det er ikke "heavy on their minds". Da Marvin Gaye dengang skrev "What's Going On?", var man måske mere bekymret for de dengang få politiske situationer og deres effekt fremover? Det er ihvertilfælde mit gæt på forskellen fra dengang til i dag!
 
Men det er sjovt at vores tids såkaldte Neosoulkunstnere er meget tiltrukket af den vibe fra slutningen af 60erne - start 70erne, hvor der var mere "message"-songs! Det virker som om at de største klassikere ofte opstod p.g.a en stor politisk hændelse. God soulmusik samtidig med Vietnamkrigen, Mordet på Martin Luther King ændrede også den nuværende soulmusik etc. Dengang så kunstnere en masse inspiration og selv i dag lever vi i "hectic times", men det kommer ikke til udtryk i nutidens soul. Er det fordi vi ikke forstår at vi er i ligeså "trouble times" som dengang?
Det er helt sikkert noget som nutidens kunstnere også må reflektere. Selvom tiderne skifter, er musik stadig aktuelt om mange år og det er vores måde at fortælle historier fra det virkelige liv. Det gjorde bl.a. Marvin Gaye og Donny Hathaway i deres sange og jeg synes også det er lige så vigtigt i dag. Jeg tror det er nødvendigt for musikere/kunstnere at samles og lave politiske sange og virkelige udtrykke hvad der sker i vores verden, måske ikke direkte på min plade, men et side-projekt måske...
Men i dag har nogle kunstnere, allerede gjort det. Raheem DeWaughn gjorde det og også en af nutidens legender havde mod til at gøre. Gerald Levert "Do I Speak For The World?", han lavede en Marvin Gaye lige foran os og ingen lyttede - eller meget få lyttede?
Damn, jeg har ikke haft tid til at nyde det album, så det må jeg checke asap!

Sidste år, da Frankrig "gik" i ild, bringer det ikke minder tilbage til riots'ne i Detroit i 1965?

Jo, det er noget som jeg først hørte om for nylig og det er noget som ikke fik den store opmærk-somhed i staterne. Mange mennesker i Detroit/USA ved faktisk ikke hvad der foregår udenfor deres normale rammer, måske fordi det er så langt væk og ikke har nogen direkte virkning på dem. Min mor er faktisk bekymret lige nu, fordi jeg er tættere på Frankrig end jeg plejer - ha ha ha. Hun ringer og checker op på mig, men som du selv siger, det er vigtigt at kunstnere fortæller om dette gennem deres musik!

Er du dagligt bekymret om Detroit, arbejdsløsheden, ghettoen, sorte vs. hvide, fattigdom etc. ?

Det er ikke kun i Detroit, også hele Michigan, hele USA har det generalt ikke godt og det ser ikke lovende ud. Det er noget jeg tænker over  og faktisk er hver dag et "riot", for der er mange mennesker der er arbejdsløse og i USA gør man hvad der nødvendigt for at overleve og det er ikke et kønt syn!

Kan du give os nogle eksempler på det fra Detroit?

Well, der er folk der har haft et solidt job i mange år, og pludselig mister deres job - det er ikke en let situation. Unge mennesker der aldrig har haft et rigtigt job, der tjener mange penge ved at sælge drugs, stjæler etc. Det gør unge mennesker i dag, fordi deres hverdage er fyldt med underholdningsinput fra materielle goder og hvis de ikke har det, gør man hvad der er nødvendigt for at få sin del af kagen. Det er altså ikke kun vigtigt at overleve, men også at vide at man har alle disse ting, ny bil, nye sko etc.  og hvis det er fremtiden, så er det sgu' scary, så der er "war everyday" imellem os selv, you know?...

Tror du at the American Dream er empty words i disse dage, som det blev nævnt på Freeways første plade "We strive from the bottom, just to get to the bottom"?

Nu har jeg ikke tænkt mig at give en hel præsident tale, men ingen kan spå om fremtiden! Forhåbentlig vil det hele ændre sig i fremtiden, også gennem vores regering og dens politik!

Hvis man nu kigger på New Orleans og katastofen omkring Hurricane Katrina, og at det hele bliver en stor kloak og dens aftercare, tror du at det har nogen effekt på bl.a. jeres African-American music?

Det er stadig en kæmpe katastrofe og desværre har vi mistet en kultur og dens musik. Ikke kun musikken, men for hele folket i og omkring New Orleans. Selv var jeg bare i Detroit da det skete og kendte ikke mange i det område (kun få gennem mine shows), men bare det at havde været der og prøve at sætte sig i deres situation. Ingen kan forestille sig dette uden at have været der "in person". Det eneste gode ved denne situation var/er at det bragte en masser personer sammen for én grund. "That's the beauty that came out of the heartache". Jeg håber stadig at se byen vende tilbage...nu snakker jeg bare og bliver helt forvirret, gentag lige dit spørgsmål...

Tror du at det har nogen effekt på bl.a. jeres African-American music?

Hmmm, det eneste gode er måske at nu er en masser New Orleans kunstnere, spredt ud over hele landet og ikke kun omkring dette område. Nu har de måske et nye øre til inspirationer, der kan påvirke deres musik. Så det er måske den eneste fordel for deres musik, der nu kan gro i andre retninger og skabe ny musik. Men det bliver også hårdt for disse musikere at skabe en ny base for deres familier. Endnu en følelse som disse kunstnere forhåbentlig kan bruge i deres musik!

Som Bounce Musikken for eksempel?

Yep, Jeg er fan af denne musik og det er der mange der synes er morsomt, når de får det at vide. Men stort set er jeg faktisk fan af alle former for musik!

Er det rigtigt at du startede ud som en ghetto tech freak, der gjorde sin business hos The Strip Clubs, mens du løb med pizza'er?

Hahahaha, gjorde min business at the Strip Clubs!!!!! Jeg kan bedre lide at kalde dem Ghetto Ballets. Well, let me put it like this, jeg var der engang imellem og nød atmosfæren...ha ha ha ha. Pizza-delen af dit statement er dog korrekt...

Lad os snakke om dit nye album. Kan man sige at du bringer liv igen til den stil som D'Angelo introducerede for nogle år tilbage? Eller er det en forkert måde at omtale din musik?

Jeg synes at D'Angelo var på et andet niveau end mig, jeg vil hellere betragte mig som en hårdt arbejdende kunstner, der laver god musik. Jeg håber at jeg stadig udfylder de emner som han omtalte. Men jeg er stor fan af hans musik og glæder mig til at han vender tilbage. Jeg håber han snart er tilbage!?

Men numre som "A Pimps Dream" udvikler sig meget som D'Angelo's "Voodoo"?

Du synes at det nummer har en "Voodoo feel to it"? Det nummer var originalt lavet til et Movie Soundtrack for John Travolta's film "Be Cool", og de havde brug for en åbningssang, den skulle være lidt oldschool med blæsere etc., men samtidig med en new schoolvibe to it. Så jeg gik tilbage til studiet og legede. I starten af filmen med John Travolta triller han i sin Cadillac med et fedt jakkesæt gennem L.A., senere går han ud af bilen og bilen  bliver skudt, totalt smadret, så de tager hans bil og giver ham en lejet vogn, som er en lille "buggy looking" car og han hopper ind i den, ironisk nok til samme beat, så dertil lavede jeg "A Pimps Dream". Det første vers er om mit fede suit, min blærede bil, damer og alt er bling-bling . Det andet vers er det hele væk, så det er det jeg synger om. Men når jeg bruger ordet "Pimpin'" er det ikke i den normale betydning. Hér bruger jeg ordet i den betydning at selvom jeg er bling-bling på den ene side og derefter en fattig bums, er jeg stadig den samme person som hviler i mig selv og min personlighed!

Men du virker stadig utrolig stærk som story teller lyricist når du performer sange som dette. Ser du en sammenligning med dig og eksempelvis Willie Hutch?

Hey, han var perfekt til det han gjorde, med hensyn til forbindelse om Pimp gamet - hmmmmm, I don't know...Det kan jeg ikke rigtig udtale mig om, det er hans område, jeg bruger kun ordet i forbindelse med min musik!

Men den måde du flipper ordene på, for at score damerne?

Det er en anden form for Pimpin,  Well....det er måske ikke Pimpin, jeg ser det mere som en vibe til at kun fortælle disse historier. For at skabe denne følelse...

Nå, tilbage til albummet. Det virker lidt som om der en rød tråd igennem albummet - er der nogen egentlig forbindelse mellem sangene?

Jeg prøver at lave en forbindelse mellem sangene på albummet. Men her gjorde jeg det mere "loosely". Jeg lader der være en åbenhed i slutningen af pladen, så lytterne selv kan udnytte det i sangene, og udfylde hullerne. Det gør det også lidt mere personligt for dem. Jeg starter historierne, de kan selv sætte ting ind og danne en slutning. Sangen "Continue" er faktisk en forsættelse fra "Subject". "Holla" er symbolsk med mig ang. at være på tour, derefter "A Pimps Dream", hullet mellem "Holla" og "A Pimps Dream" er, når jeg kommer hjem og en af gutterne ringer og siger at vi skal gå i byen, men jeg er rigtig træt og falder i søvn og derefter "A Pimps Dream", så den drømmer jeg faktisk, så vågner jeg og går på natklub og møder en ung dame på sangen "Know Your Name"  - fra den sang til "My Lover", den unge dame kommer hjem til mig privat, jeg prøver at få hende til at slappe af, så at hun får det dejligt etc. Så - ha ha ha ha (you really wanna know all this?), så interlude til morgenen, fuglene synger, radioen i baggrunden,  og hun sniger ud for at lave morgenmad. Samtidig får jeg et opkald fra en anden dame og nu kommer hun tilbage, begynder at skændes bla bla, så starter "Flap Jacks". Denne sang skabte lidt kontrovers i USA, da det er det samme ord for en slags pandekager, jeg ved ikke om det er det samme ord i Danmark, men i England blev jeg konstant spurgt om hvad jeg mente med ordet "Flap Jacks", men jeg troede de mente hvordan man flipper pandekager, men åbenbart er det i England en snack, så de fattede ikke hvad jeg snakkede om (jeg mente en kvinde i netop denne sang).. Nå,jeg var nødt til at få det sagt, thank you very much!

Er det ok at snakke om nogle ting der ændrede dit liv fuldstændigt? Jeg har læst at du oplevede at se din far blive myrdet i dit barndomshjem blot 10 år gammel. Hvad skete der og hvad gik gennem dit hoved efter denne forfærdelige hændelse?

Det var en meget traumatisk oplevelse for mig og vores familie, og i starten gav jeg mig selv skylden i de unge år og det tror jeg mange børn gør, når sådanne ting sker. Min far var læge og arbejdede for et firma der hed Varie X, før det arbejdede han for Harper hospital og jeg lærte hans medarbejdere at kende. Jeg sagde til min far at han skulle gå tilbage til sit gamle job istedet for Varie X.
Så en dag besluttede han sig for det og stoppede først hos min "plain uncle", egentlig ikke en rigtig onkel, men jeg voksede op med ham. Så han kiggede forbi ham for at stoppe et skænderi som onklen havde med sin ene nabo. Jeg så dem i deres baggård, og så faktisk naboen skyde, men jeg vidste ikke hvem han skød efter, jeg så også min fars bil i garagen og tænkte ikke mere over dette. Jeg kan ikke huske hvor lang tid der gik, omkring en time, inden der kom flashlights, ambulancesirener etc., så tænkte jeg at der var noget galt og fik fat i mor udenfor, og efter dette er det meste faktisk "blankt". Det er svært at huske, som sagt synes jeg det var min skyld i starten, fordi hvis han ikke havde skiftet arbejde den dag, var denne situation ikke opstået etc. Jeg synes at min familie var der for mig da det skete, de hjalp mig igennem den svære tid og man siger jo at "things happen for a reason" og nogle ting er man ikke selv herre over og jeg er meget taknemmelig for min families støtte, men uden denne hændelse ved jeg ikke om jeg havde lavet musik den dag i dag, for det var netop min far der fik mig ind i musik og lærte mig lidt hist og her og efter han døde var det min måde at have ham med mig og forsætte med musikken. Jo ældre jeg blev fandt jeg også musikken som et værktøj til at release stress og frustration, glæde, vrede etc. Som tidligere nævnt er musik jo mest om følelser...

Har du stadig noget skyldsfølelse tilbage i dig i dag?

Næ, når jeg kigger tilbage i dag, tror jeg ikke jeg ville ændre noget, hey, det er "life you know" og jeg fik i det mindste 10-11 pragtfulde år med min far og jeg har kun de gode minder, når jeg tænker tilbage. Han døde alt for tidligt, men gav sin søn alt hvad han havde brug for, for at komme videre i livet!

Men det er en stor kunst at kunne acceptere det?

Han var en god mand, en god far, god ægtemand - gode minder alt i alt, jeg kan ikke bede om mere!

Hvad skete der med naboen?

Han blev senere sendt i fængsel - uha, det er lang tid siden, han prøvede vist at spille sindssyg i retten, men det virkede ikke!

Det er underligt at tænke at der næsten altid er en eller anden form for tragedie hos nogle af de største soulkunstnere gemt i deres fortid , jeg ser en forbindelse i det bl.a. med Willie Hutch, Luther Vandross, Lynn Collins etc.?

Jeg er ikke sikker, døden er noget vi alle skal se før eller siden. Vi har mistet en masse kunstnere i år, men de nåede heldigvis at lave deres legacy og det er dét det hele handler om. Det fortæller jeg også om på pladen, at finde ud af hvad man er god til og give noget "legacy", så at verden bliver et bedre sted!

Da jeg tidligere mødte Pharrel Williams, talte vi lidt om hvem vi mistede i år og han vidste intet om Willie Hutch's død? Er det fordi informationen ikke kommer ud i staterne eller bliver sort musik ignoreret? Overskrifter hvis Suge Knight bliver skudt i røven, men når Willie Hutch død ingenting?

Det er desværre sandt. Pressen snakker mere om det negative først, når det handler om sort musik. Hellere omtale de negative rappere end de kunstnere der står sammen og indspiller en støtte single for New Orleans katastrofen - det ER - som du nævner - en skandale!!!

Andre ting der ændrede dit liv?

Det er sgu et godt spørgsmål. Det må ha' været at udgive "The Rize" Album. Musik var altid en stor del af mit liv, men da jeg udgav "The Rize"-albummet var det første gang jeg udgav mit eget musik for andre. Indtil da var jeg mere en skabsmusiker - jeg lavede musik for mig selv og det var det. Albummet trykkede jeg i 100 eksemplarer for at se reaktionerne og jeg troede aldrig at de ville blive solgt, men de var væk på en uge og rygterne begyndte at sprede sig , DJ's spillede den på klubberne og jeg var meget overrasket, derefter mødte jeg så Slum Village Management,  de prøvede dernæst at få den afsat, den kom ud i Europa, blev senere bootlegget og det er faktisk det der fik mig signet på Virgin Records. Det var et stort spring for mig at hoppe til Virgin i en alder af 20 år. Jeg kan huske at jeg var meget i tvivl og battlede med mig selv og min beslutning, "jeg er 20 år og ung, så hvis det går galt, så kan jeg prøve noget andet....".
Det er det tids-punkt hvor man skal satse. Jeg kan huske min supervisor sagde du skal ikke gøre det, branchen er hård bla bla, men jeg hoppede ud i det, de første par år var hårde (I'm not gonna lie), men jeg laver musik og det er det jeg elsker, jeg rejser og ser verden!

Du var vist en pioner, når det kommer til Mixbånd i soulmusikken. Hip-Hoppen har jo gjort det længe, men du var en af de første der gjorde det for soulen i 98?

Wauuuu, I'll take that pioneer stuff you bring up, I'll take that - ha ha. Det er sandt og jeg var faktisk meget overrasket over hvor mange der lyttede til den slags. Jeg fik bla. min første samtale fra London, jeg kan ikke huske hvem det var, men jeg hørte denne accent og jeg spurgte hvem det var !??!?! Jeg havde kun hørt den slags engelsk på TV og det var overraskende at se/høre at folk var interesseret i min musik  - damn, my music made it. Et af mine mål var at få min musik ud i hele verdenen!

Andre vigtige punkter i dit liv, som du vil dele med os?

Hmmmm, jeg kan sikkert relatere det tilbage til da jeg lærte at stå på rulleskøjter. Jeg kunne ikke finde ud af det og keglede rundt. Så en dag faldt jeg og da jeg endelig kom op, kunne jeg så stå på rulleskøjter. Det føles bare så godt at endelig kunne gøre det rigtigt, nu var det lige pludse-lig let og jeg elskede det. Det er faktisk meget lig mine live perfomances. Da jeg først blev signet hos Virgin, var jeg en jomfru "to the stage" og jeg var ikke just mig selv på scenen, mit generthed kom tydeligt frem før alt andet og det tog et par toughe shows i starten (hvor jeg virkelig faldt på næsen), men en dag rejste jeg mig og gjorde det endelig og havde "fun on stage" og hvad der end sker, sker bare og hvis der sker fejl under vores live performance, så lærte jeg at tackle det som kunster. Så blev jeg med tiden mere sikker on stage og i dag elsker jeg det og det er blevet min favorit del af musikbranchen...

To be continued...

05/04/2006 - Lagt online af Power

Interviewarkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]