ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

En midnatstime i selskab med Roy Ayers

Navn: Roy Ayers
Alder: 63 år
Status: Levende legende
 
En større præsentation kræves vist ikke! Vil man vide mere om manden, må man læse dette interview og fluks bagefter defilere ned hos nærmeste pladepusher og erhverve sig nogle af Mr. Ayers’ legendariske plader.
 
Efter at have ventet backstage på Vega efter Mr. Ayers, og kørt med på deres hotel, og ventet der i 2 timer, lykkedes det mig endelig at få et interview med Mr. Roy Ayers ud på de sene natte timer.

RH: Såååå Roy! Er du klar til en tørn mere? (Roy nikker). Lad mig først sige tillykke med koncerten, det var en særdeles mindeværdig oplevelse.
 
RA: Åh tak, glad for du kunne lide det.
 
RH: Jeg var vist ikke den eneste! Hvor længe har du turneret?
 
RA: (Roy tager en slurk af hans diet cola, for at lindre stemmebåndet) undskyld!
 
RH: Helt fint, tag dig tid..
 
RA: Det er et interessant spørgsmål, fordi jeg har gjort noget på denne turne, som jeg ikke har gjort før. Jeg tog et arrangement i Japan, hvor vi fløj fra New York. Det tog 14 timer! Der spillede vi i 5 dage. Morgenen derpå fløj vi til Fankrig. Igen 14 timer! Der spillede vi i Paris i 7 dage. Dagen efter fløj vi til London, hvor vi spillede på Ronnie Scott’s (Londons største jazzklub) i 3 uger. 6 dage om ugen. 2 shows hver aften. OG så kom vi hertil i morges...
 
RH: Puhaa!
 
RA: Ja, men din krop kan tilvænne sig til meget, og mange forskellige ting. Og for det meste ender det godt. Vi har vel alle prøvet at spendere nætter uden søvn, og man har det af helvedes til! Og du siger til dig selv, det gør jeg aldrig igen! Jeg tror at jeg har kommet til at booke touren lidt forkert. Men så har man lært det. Det sker nogen gange. Man overanstrenger sig via for mange forpligtelser.
 
RH: Man bliver jo helt udmattet bare at høre om det!
 
RA: Det kan også være rigtig hårdt. Fordi din dagsrytme skifter hele tiden. Og man bliver helt desorienteret. Åbningsaftenen på Ronnie Scott’s var et sandt inferno! Der opstår altid uventede komplikationer, men det er alt sammen en del af det, og jeg er cool nu. Fik lidt søvn idag, en 3-4 timer, og har indhentet det forsømte! Det var et fantastisk publikum i aften.
 
RH: Ja, og det var meget begejstret for koncerten.

JAZZMATAZZ........

RA: Jeg har jo været her tre gange før.
 
RH: Var sidste gang ikke i slutningen af 90’erne på jazzfestivalen ?
 
RA: Ja det tror jeg nok...ja, med Guru og Donald Byrd!
 
RH: Kan du fortælle lidt om hele den oplevelse?
 
RA: Ja, jeg kunne godt lide at spille de jobs, alle steder vi spillede havde vi et rigtig engageret og entusiastisk publikum. Både unge og gamle. Fordi det appellerede både til hiphop- og jazz-elskerne. Det jeg ikke kunne lide ved det, var at Guru ikke ville give også tid til at spille soloer. Jeg sagde til ham: ”We are not soloing long enough!”. Ikke fordi det kun handler om soloer, men vi burde i det mindste kunne give en solo på længere end en et minut.
 
RH: Det må da være minimum.
 
RA: Donald og jeg, fik kun begrænset tid til at ”spille” i.
 
RH: I er jo to af de største nulevende!
 
RA: Han forstod os ikke rigtig.
 
RH: Han ville have det fast struktureret?
 
RA: Ja, fordi han skulle rappe, og så ville der være en bestemt struktur, og så fik vi lidt (får lidt!) tid at spille i. Vi prøvede at snakke om det, men han ville ikke ændre det. Jeg forlod Jazzmatazz projektet i München (Tyskland). Det var beklageligt og ærgerligt, ”but you got to do, what you got to do”. Jeg sagde til Donald at jeg syntes at han også skulle tage af sted, men han blev. Han er diabetiker, og der var flere gang, hvor vi burde være blevet transporteret med fly, når man tager vores aldre i betragtning, og Donalds lidelse. Jeg prøve ikke at tage sætte Guru i miskredit, men nu har du fået historien. Donald sagde også på et senere tidspunkt til mig at jeg havde ret.

ENGLAND.........

RH: Nu blev jazzklubben Ronnie Scotts nævnt. Det virker som om at især England, har været meget begejstret for din musik, og med New York Jazz explosion koncerterne i tankerne...
 
RA: så du dem?
 
RH: For ung!
 
RA: Det var ærgerligt!
 
RH: Jeg har læst mange anmeldelser. Det var virkelig eliten du havde samlet til de arrangementer! (Tom Browne, Jean Carne, Lonnie Liston Smith, Bobbi Humphrey etc..)
 
RA: Det var nogle fantastiske oplevelser.
 
RH: De koncerter bliver stadig nævnt..
 
RA: Det var historiske begivenheder. Og jeg ville ønske at jeg havde fået optaget noget fra de shows. Vi havde skrevet en kontrakt på det, men Lonnie Liston Smith ville ikke.
 
RH: Han ville ikke?
 
RA: Nej, han følte ikke rigtig for det...Det var ellers en rigtig god handel...Men nu fortryder han selvfølgelig!
 
RH: Det kunne have ført dem ind i 90’erne..
 
RA: Ja, og havde vi lavet en video/dvd, kunne det have været noget der kunne blive markedsført og solgt for evigt! Men England er virkelig i mit hjerte, de forstår mig og hvor jeg vil hen. Men jeg føler det også i andre lande, rundt om i verdenen. Asien, Europa, Afrika... Det føles som om jeg har fået en hel ny generation af lyttere. Og som jeg fortalte publikum i aftes, så har jeg sandsynligvis spillet for deres forældre, og deres børn! Hvilket er en skøn ting at opleve.
Jeg havde gang i den da jeg var i starten af tyverne, og her er jeg nu, 63 år gammel. Ikke dårligt hva?
 
RH: Respekt! Størstedelen af din aldersgruppe sidder på deres veranda, og kigger på deres 4 kvm græsplæne i et rækkehus, og triller tommelfingre, mens du underholder publikum rundt om i hele verdenen.
 
RA: Ja det har været en så interessant karriere for mig. Selvfølgelig er alder bare et tal, men jeg er selv forundret over den kontinuitet min karriere har haft.

STILL GOING STRONG......

RH: Og det er faktisk en af de spørgsmål jeg gerne ville stille dig.
Du har formået at undgå karriere truende problemer i musikbranchen, stadig populær,  hvad skyldes din succes?
 
RA: Jeg tror at jeg har overlevet på grund af min musikalitet. Mange har sagt til mig at jeg har været foran min tid, og at mange har prøvet at kopiere min musik. Som for i øvrigt er blevet kaldt mange ting, gennem tiderne: ”Acid jazz”, ”Jazzfunk”, ”Raregroove” etc.. Erykah Badu sagde til mig at jeg var Neo soulens konge.. Hvad er det? Spurgte jeg. Det er en musikstil som bl.a. Jill Scott, Badu, the Roots og D’Angelo har skabt udfra gammel soul musik de var inspireret af.
 
Det forstår jeg godt.. Jeg var inspireret af Miles Davis, fordi han kunne genopfinde sig selv, hvilket er en ting jeg også har prøvet at formå. Og det tror jeg også er en stor del af min succes. At være ”consistent”. Det er virkelig vigtigt. For mig er det succes! Det handler ikke om hvor mange penge man laver.. Selvfølgelig er det dejligt med penge, men det er ikke alting.
Jeg blev interviewet forleden , og jeg blev bare ved med at sige ” I’m so happy man!” Sådan har jeg det! Og lykke er en dejlig følelse. Der er så mange ting der kan forstyrre din lykke i det her liv, men jeg føler mig velsignet, og jeg takker skaberen for muligheden at trække vejret, og få lov til at leve og spille musik. Det er dejlig følelse at kunne de ting.
 
RH: Er du en religiøs mand?
 
RA: Jeg tror på Gud, og på en højere kræft. Jeg tror på luften, livet, havet, alt det der er. ”I’m so happy!” glad for at eksistere. ”so many people are messed up!”
Min gode ven, Dennis Davis, er lige begyndt på  kemo terapi.
 
RH: Trommeslageren?
 
RA: Ja, man. (Roy’s faste janitshar igennem mere end 30 år)  
   
RH: Håber han klarer den.
 
RA: Ja, jeg beder på hans vegne. Kræft er noget lort. Jeg tror det har noget at gøre med det individuelle tolerance niveau i ens dna struktur.
Men lad os håbe at man i den nærmeste fremtid finder en kur. Lad os ikke snakke mere om det, jeg får kuldegysninger!

NYE LYDE, NYE OPLEVELSER

(Roy skifter boldgade): Hvert eneste show, som jeg laver med mit band er vidt forskellig. Og det fascinerer mig. Alle spillesteder, lydteknikere og publikums er forskellige. Så det er altid en ny oplevelse for mig. Og forskellige ting bliver fremhævet for hver gang. Nogle gange spiller mit band anderledes, nogle gange er det lydteknikerens mix. Nogle gange hører man nogle ting, som man ikke hørte aftenen før.
 
RH: Med aftenenes koncert i tankerne, ville jeg nok have sænket det hele i volume!
 
RA: Ja, det syntes jeg også. Men jeg var ikke til lydprøven.
I dag blev jeg nød til at sove imens der var lydprøve. Jeg bliver også nødt til at tage hensyn til min alder, og passe på mig selv.... Hvad har du ellers brug for at vide omkring mig?
 
RH: Jeg tænkte at vi kunne snakke lidt om hvordan du skriver sange..
 
RA: Ved du hvad der er interessant? Folk ved ikke det her om mig...
Jeg er en spontan person, så de fleste af mine sange er skrevet på en spontan impuls. Og jeg fortæller dig det har virket! ”Everybody loves the sunshine”, ”Running away”, ”Searching” - alle de sange er kommet til på den måde. Ofte i selve studiet. Og på det tidspunkt betalte jeg 130 dollars i timen af egen lomme. (Roy brugte primært Jimi Hendrix’sElectric Ladyland” studie i New York, og Record Plant i Los Angeles.) Så der er også et tidspres. Typisk ville det være mig på et klaver, William Allen på bas, og Bernard Purdie på trommer.

THE SOUND

RH: Hvordan skabte du den lyd? Hvordan kom den til?
 
RA: Alle spørger hvordan jeg får den lyd. Jeg planlagde det ikke! Jeg har aldrig tænkt over hvad der gjorde at det lød som det gjorde, og hvorfor alle de her mennesker sampler min musik.
 
Men så gik det op for mig, hvad det var, da jeg blev interviewet i Frankrig sidste år, hvor vi snakkede om hvordan jeg optog numre.
 
RH: Hvordan optager du?
 
RA: Jeg går i studiet og lægger akkorderne med høretelefoner på
Vi havde alle høretelefoner på, og jeg havde en cue-mic, så man kan tælle for. Men i stedet for at bruge den til det, så snakkede jeg til dem under hele indspilningen.
 
Og hvis man lytter til den nye cd, Roy Ayersthe ubiquity years -previously unreleased" , så kan man høre mig snakke på nogle af numrene. Fyren der  ejer pladeselskabet ( Peter Achakwah) der har kompileret den, har ladet det ligge på nogle af numrene. Jeg tror at  det  er det der er forklaringen på den feeling der er i numrene fra den tid. Det fik numrene til at flyde mere naturligt. Jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Normalt tæller man jo bare 1,2,3,4 og så kører man uden at kommunikere.
 
RH: Fordi man koncentrerer sig om at gøre det godt?
 
RA: Ja, netop. Men der sker altså noget, når man snakker til dem.
 
RH: En form for dialektik..
 
RA: Og det er forklaringen.. tror jeg! Jeg syntes at man bør gøre den slags mere. Og disse musikere sampler min musik! Jeg ved ikke engang hvor mange gange ”Everybody loves the sunshine” er blevet samplet!
 
RH: Mange gange! Og jeg tror at det er fordi det nummer repræsenterer det diametralt modsatte af hvad vores generation er blevet opdraget med.
 
RA: Ja, lige præcis, og det var hvad Gilles Peterson (famøs dj med radioprogram på bbc one der hedder "worldwide") sagde: ”The sound, man, the sound!”

KOMPILATIONS

RH: Disse dage er der stakkevis af kompilationer med din musik, som for det meste rummer de samme 10-15 klassikere. Hvad hvis du selv skulle kompilere et album? Hvad ville du inkludere?
 
RA: Auuwww man! Det ved jeg ikke.. jeg har måske 7 albums med nyt materiale som ikke er kommet ud endnu! Men først og fremmest ”Everybody loves the sunshine”..
 
RH: Okay, fordi jeg tænker altid på hvordan det må være at stå og spille de samme sange, aften efter aften, dag ud dag ind. Og folk nævner de samme 5 numre, når du nu har et kæmpe sangkatalog. Man kan selvfølgelig tillægge ens sange nye værdier, lave dem anderledes osv, men der må da være sange som du føler ikke fik den opmærksomhed og ros som du havde forventet eller ønsket?
 
RA: Ved du hvad der er pudsigt? Alle de sange vi snakker om, ”Everybody..” etc. Jeg havde aldrig troet at de ville blive hits. Ikke i mine vildeste drømme. Og det er det dejlige ved musik. Jeg lavede de numre udfra min kærlighed til musik. Ingen af de numre jeg virkelig godt kunne lide var hits!

OBJEKTIVITET

RH: Lytter du nogensinde til dine egne albums?
 
RA: Ja nogle gange, men det er tilfældigt. Nogle ting kan jeg godt lide.
 
RH: Gode sange er tidsløse!
 
RA: Ja
 
RH: Det tror jeg også har båret frugt for dig.
 
RA: Enig
 
RH: Jeg ved Luis Armstrong optog sine egne koncerter, og lyttede altid til dem bagefter.
 
RA: Virkelig?
 
RH: Han skulle efter sigende også kun have lyttet til sine egne plader.
 
RA: Miles kiggede aldrig bagud.
 
RH: Kan du være objektiv og værdsætte din egen musik?
 
RA: Ja, så meget som man nu engang kan. Der er altid nogle fejl undervejs som sikkert er ubetydelig for andre, men som man selv kan høre. Men hvis det passer godt ind i resten af lydbilledet er jeg ligeglad.

MUSIKBRANCHEN

RH: Hvad er dit syn på musikbranchen som den er idag?
 
RA: Et af problemerne idag er at de store pladeselskaber, dropper deres kunstnere! De frigiver dem, fordi de allerede har en masse musik med dem, og så tænker de hvorfor skal vi blive ved med at betale dem, når vi har en masse musik de har lavet, som vi tjener på, og kan blive ved med at tjene på. Vi har musik med Roy Ayers, George Benson, Al Jarreau etc. Vi har deres albums, så hvorfor skal vi blive ved med at betale dem? Og hvis de får en kontrakt med et andet pladeselskab, så udgiver vi bare noget de har lavet før, med et extra nummer, eller noget andet bonusmateriale. Det er logisk! Hvis jeg var en forretningsmand havde jeg gjort det samme.
Sådan har det altid foregået, men det er blevet et større og større problem.
 
De erstatter deres kunstnere med nye talenter, og på et tidspunkt ryger de så også! Og det betyder jo at der er en masse kunstnere, nye og gamle, der ikke har noget pladeselskab. Og jeg tror det vil få en masse kunstnere til at finde sammen, og samarbejde uafhængigt af pladeselskaberne.
Lad os sige rent hypotetisk at mig, Sting, George Benson osv. satte os sammen, og dannede et selskab som hed...Mubu! og før pladen lavede vi promovering selv, og vi har også vores egen distribution, og vi har også vores egen outlet hvor pladen bliver solgt fra. Det tror jeg kommer til at ske i snart. Fordi der er ikke plads til alle kunstnerne på selskaberne.
De(pladeselskaberne) ved også at det kommer til at ske, og det kommer til at blive hårdt.

FELA KUTI

RA: Har du nogensinde hørt ”Africa Center of the world” med Fela Kuti ?
 
RH: Ja! Mange gange!
 
RA: Det er sådan et interessant og informativt album! Og jeg kan tydelig huske at jeg virkelig gerne ville have at folk skulle blive beriget og lære af det. Jeg var derovre (Nigeria) i 7 uger for at indspille og turnere med ham. Det var en stor oplevelse.
 
RH: Hvordan var han, og landet ?
 
RA: Forholdene derovre er anderledes. Og nogle af mine musikere kunne ikke håndtere det. Faktisk kunne størstedelen af mine sorte musikere ikke klare mosten, og tog hjem før tid. Mine to hvide musikere havde ikke noget problem med forholdene. Men det var en stor oplevelse at møde at møde ham (Fela Kuti). Og jeg tror at jeg er den eneste amerikanske kunstner der har kollaboreret med ham.
 
Hugh Masekeela har vist også arbejdet med ham, men han er født i Afrika, og først senere blevet en amerikansk statsborger! Han var gift med en af de store afrikanske sangerinder...
 
RH: Miriam Makeeba?
 
RA: Ja det tror jeg nok...det bliver din opgave at finde ud af det!
 
Nu var øjenlågene på Mr. Ayers næsten ved at lukke for omverdenen, og jeg kunne fornemme at sandet i tidsglasset kun havde et par enkelte sandkorn tilbage..
 
RH: Tak for interviewet nu vil jeg ikke tage mere af din tid.
 
RA: Selv tak, og skriv til mig når du finder ud af det! Jeg har en hotmail, som min datter administrerer...
 
 
Og med de ord, forlod Roy Ayers, den ukronede konge af den poleret jazzfunk, den tomme restaurant sal for at få et par timers søvn, inden han skulle op og forsætte sin musikalske krydstogt.

27/05/2004 - Lagt online af Robin Hannibal

Interviewarkiv

næste >< forrigeHer vises [31 - 40]
næste > < forrige Her vises [31 - 40]