ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

I solen med Joe True

På en torsdag aften begav jeg mig mod Nørrebronx' flækkede brosten for at mødes med manden de kalder "Den Ægte". Efter et hurtigt scan af navnene på døren fandt jeg det rigtige og to minutter senere stod Joe True på gadeplan sammen med undertegnede, og vi begav os - efter et hurtigt stop i den lokale kiosk - over mod Nørrebro-parken, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og stemningen lugtede af engangsgrill og fodbold. Vi fik sat os på toppen af parken med udsigt over det hele, og første spørgsmål faldt helt naturligt:

Hvad sker der med albummet?

Haha, jeg har lavet en aftale med selskabet om at det kommer til september, starten af september. Det er Noiz Music under EMI, der skal udgive det.

De numre der kommer på albummet, er det så de samme der har ligget klar i et par år?

Nej, det er det ikke. Hvad kan man sige, jeg havde jo egentlig en plade klar for to somre siden, men jeg har hele tiden været i studiet og lave nye ting, og vi har hele tiden remixet og pudset op og så videre, ikke? Så der er masser af nye tracks, der er stærkere end dem vi havde dengang. Så er der nogle ting som er bibeholdt, men som er blevet slebet skarpere, så den er up to par, ikke.. Pladen kunne godt være smidt på gaden dengang, det havde været cool, men til gengæld er det en bedre plade, et bedre stykke musik fordi den er modnet to år yderligere. Jeg kunne godt sidde og ærgre mig over det, men istedet for glæder jeg mig bare over at produktet er så meget bedre nu.

Men hvorfor har det taget så lang tid?

Fordi det er utaknemmeligt at være undergrundsartist, at lave rigtig rap-musik. Det er lidt nemmere, hvis man laver rap-musik for folk, der ikke hører hiphop, forstår du hvad jeg mener? Jeg har fået masser af god respons rundt omkring men jeg har også fået masser af bullshit, ligesom "Du er en rigtig god rapper, det er rigtig fedt, men du mangler nogle hits". Det har ligesom været det gennemgående tema. "Vi skal have nogle hits, vi skal have nogle hits". Jeg tænker ikke i hits, når jeg laver et nummer, jeg laver det jeg føler for at lave . Selskaber er ikke specielt visionære, vel? De har skabelon-briller på, og hvis det ikke lige passer ind i skabelonen, så tager det noget tid. Så hopper de ikke bare på den med det samme, vel?

Såvidt jeg ved var du da tæt på at blive udgivet af et selskab tidligere?

Jeg har haft en masse ting. Jeg har også haft kontrakter liggende lige foran mig, hvor det eneste der manglede var at jeg skrev under på sidste side, og så lige før det skete blev tilbuddet trukket tilbage. Jeg har også haft den der med "Det er fedt, men kom lige med en håndfuld nye numre, nogle hits" og så videre. Og når man så går i studiet og laver nogle numre, man ved ikke om det er hits, men nu må de høre, og så har jeg  oplevet at vedkommende, som jeg har snakket med overhovedet ikke var til at komme i kontakt med! Jeg er ikke imponeret over pladeselskaber, vil jeg så sige, haha..

Du har jo opnået god hype med nogle af dine numre, men den hype er jo så nået at fade ud, fordi albummet ikke kom..

Præcis. Der har været masser af punkter, hvor det kunne have været fedt, hvis vi havde haft hele maskineriet klar til at rykke, men det er jo også en reaktion på det, der gør at jeg udgiver det her mixtape ("Tilbage I Solen"). Netop for at sige at jeg havde noget god buzz, ikk'. Forrige sommer var folk var folk virkelig nede med det, og jeg blev spurgt overalt om hvornår albummet udkom - folk bød mig virkelig velkommen med åbne arme, og jeg følte virkelig, at der var meget love til Joe True. Jeg ved selvfølgelig godt, at det bliver sat over styr, når der går så lang tid, og derfor har jeg lavet det her mixtape, fordi jeg vil bruge sommeren på at få den gryde i kog igen, og for at få nogle flere mennesker til at kende Joe True inden pladen kommer, for jeg vil jo gerne sælge nogle flere plader.

Har du på noget tidspunkt mistet tiltroen til at du kunne udgive den plade, du gerne ville udgive?

Det er sjovt, ikke, for når man er i forløbet, så tager den ene begivenhed den anden, men det har hele tiden virket som et naturligt forløb. Man siger til sig selv, "Ja, nu er der gået så lang tid, men lad os lige prøve den her ting, for det er værd at prøve". Det har hele tiden virket meningsfuldt. Set i bakspejlet kan jeg godt se at det kunne have været fedt bare at smide den skive, og lave den næste, men pladen er blevet meget federe og det er et federe debutalbum, som kan meget mere end den kunne for to somre siden. Mixtapet har jeg til gengæld taget helt hånd om selv, bortset fra pressen, som selskabet tager sig af. Tilblivelsen, salget osv. er det mig der render rundt og hustler. Det er til gengæld også en befrielse, for fra da jeg fik idéen for to måneder siden og til nu, føles det som om der er sket mere end der er sket de to sidste år, hvor jeg har været afhængig af andre. Lektien er vel bare, at hvis man vil have det gjort, må man gøre det selv.

Mange lærte dig at kende gennem den bøf du havde med F.I.P., men føler du at du fik noget positivt ud af det eller ville du helst have været foruden?

Som udgangspunkt var det ikke noget at jeg, eller os i Helt Sikkert, var interesseret i vel? Der er jo ikke nogen der er interesseret i at blive kaldt ud, at blive svinet til, og vi stillede os i det hele taget uforstående overfor hvad det gik ud på. Jeg var harm og forurettet, og mine disses kom fra hjertet, men nu er der gået lang tid og alle som var involveret i den beef imod mig, har jo trådt op til mig og bedt om pænt vejr. Der var jeg lidt et spørgsmåltegn, for jeg troede jo vi havde beef, ikke?
Tiden går, og så lad os squashe det, så det går jeg ikke og hænger mig i længere. Jeg var harm over at blive disset, men set i bakspejlet har de jo kun gjort mig en tjeneste rent spotlightmæssigt, for jeg blev profileret som en hardcore mc, som godt kunne steppe og gøre tingene ordentligt. Jeg fik en masse shine på det, der viste at jeg ikke kun er en teknisk lyriker, så de gjorde mig vel i grunden en tjeneste. Som MC er det da også fedt at have det med blandt oplevelserne, og jeg sad lige og bladrede i Rune Skyums bog ("Nr.1 - Dansk hiphop-kultur siden 1983"), og der lå vores battle top-3, så det fik jeg grineren over, haha.

Helt Sikkert nedlagde for et par år siden selskabet bag, og lige nu er der nærmest kun fokus på Joe True og O.R.?

Ja, så var der Sheriff-drengene, Porno-Per og Machacha, der udgav en plade forrige sommer og Klumpen sidder og laver musik sammen med Pilfinger. De lavede noget for Alias og fik chancen for at gå i en helt anden boldgade, hvor der var et major-label bag. Vi arbejder stadig tæt sammen, og al min musik er produceret af Machacha og Klumpen, og så har Dejen også lavet et nummer på mix-tapet. StikOp fra Sphaeren er med på mixtapet, og det er Twajs også, så der er masser fra crewet med. Sphaeren udgiver også plader og rykker, og SuperDejen laver - under navnet Martin J - en masse solonumre for tiden.

Så der er måske ikke den store forskel i forhold til da I havde selskabet?

Jo, altså... Vi holder ikke de der store ugentlige møder mere, og vi styrer vores egne ting hver for sig. O.R. laver deres ting, og jeg laver mine ting og vi er ikke involveret som sådan i hinandens ting, og det har også været en befrielse at alt ikke skulle igennem stordemokratiske beslutninger. Det var tungt at være et pladeselskab og vi udviklede os i forskellige retninger, så det har været positivt nok, men vi er stadig et crew, og vi arbejder tæt sammen mange af os.

Hvad har du fået ud af Teamwork-touren, som du var på sammen med J-Spliff og Static & Nat Ill?

Jeg er blevet eksponeret for en masse mennesker på et perfekt tidspunkt. Touren sluttede en uge før mit mixtape kom og jeg har været rundt i hele landet og vise flaget. Jeg har ligesom fået vist at jeg stadig er her, fået fortalt folk at der kom et mixtape, som skulle varme op for pladen. Det har været en ære og en fornøjelse at være rundt med Static & Nat Ill, og ikke mindst J-Spliff, for jeg synes det er nogle sindssygt dygtige mennesker. Static & Nat har jo det ypperste liveshow du kan opdrive, så jeg er selvfølgelig beæret over at de synes at jeg kan hænge i den liga - vi er meget på bølgelængde, og vi digger hinandens ting, hvilket jeg selvfølgelig er glad og stolt over. Det har været en fed oplevelse, og det er kommet på et belejligt tidspunkt, hvor jeg har opbygget noget hype, samtidig med at vi har fået oparbejdet den rutine med at spille så koncentreret. Og så har det været skideskægt, ikke?

Har du kunne mærke på folk om de stadig er tændte på tanken om et album, eller vil de bare gerne høre "Gadeplan", "Hey Joe" osv.?

Haha, det ved jeg ikke rigtig. Man vil vel altid helst høre det musik man kender i forvejen, det er jo nemmest at fyre den at til musik man har derhjemme. Jeg har jo heldigvis nogle numre, som folk kender og kan fyre den af til, men samtidig har jeg jo lidt et job, for mange af tingene er ikke udgivede. Jeg synes vi har et skidegodt og dynamisk liveshow, og jeg er rigtig glad for at Jett fra O.R. er med som dj, for han er superdedikeret og en idérig fyr, der elsker at lave detaljer der gør det til et godt liveshow. Desuden viber Machacha og jeg rigtig godt sammen og vi har det sjovt når vi er på scenen sammen.

Jeg har hørt dig lave et nummer om sneakers et par gange - er det noget du går meget op i?

Kan alle hiphoppere ikke godt lide gummisko? Jo, jeg elsker gummisko, og jeg har svært ved at komme ind ad døren derhjemme, fordi der er så mange gummisko i entreen, ikke? Jeg bliver hurtigt grebet, og finder hele tiden et par sko jeg skal have, men jeg mangler ikke ligefrem sko - jeg har mad mange sneakers. Ja, jeg kan virkelig godt lide gummisko, og det kan alle hiphoppere altså, så jeg regner med at det er et nummer de kan relatere til. Det er jo ikke den store samfundskritiske tekst, men det er sjov og ballade, og man kan lave nogle fede ordspil og sjove betragtninger, hvilket er en ting jeg rigtig godt kan lide. Jeg kan godt lide at tage et eller andet emne som jeg kan putte ned over et nummer, og lave mine punchlines og ordspil henover. Gummisko er et fjollet emne, men der kommer et positivt og glad nummer ud af det.

Men tænker du meget på dit image og din appearance? Er Joe True måske lidt et helt koncept fra din side?

Det føler jeg ikke - det hele falder mig naturligt. I det hele taget kan jeg godt lide at være velklædt og fresh and clean, ikke? Så det er kun oplagt at jeg også er det på scenen. Jeg er meget bevidst om helheden, og der er ikke noget opstyltet eller manipulerende i det. Det er helt naturligt: "Ok, her har vi musikken, og hvordan ser det ud på billeder? Sådan lyder Joe True, hvordan ser Joe True så ud?". Helheden, det visuelle, lyden i det - det er sjovt at lave hele pakken. Jeg elsker at lave musik, men jeg synes også det er fedt at pakke musikken godt ind.

Der har været lidt snak om en dansk supergruppe, hvor du skulle teame op med Dejen og Kongkret - er det noget du kan uddybe lidt?

Det kunne være rigtig fedt at gøre det. Vi havde nogle møder og vi var også en tur i studiet, men det lå bare på et ubelejligt tidspunkt for alle. Der var ikke nogen, der havde tid til at gøre det og lægge fuld engagement og hjertet i det. Og skal det laves, skal det være gennemført, for så kan det blive sindssygt vildt. Jeg vil bare gerne føle at jeg kan lægge 100% i det, ellers så er det usselt overfor de andre og mig selv.

Nu snakkede vi før om at du fik chancen for at vise dig fra den hårde side overfor F.I.P., men du er vel en af de mest tekniske herhjemme - er det noget du tænker meget over, når du skriver?

Det er jo en naturlig udvikling udfra hvad for noget musik jeg har dyrket, hvilket rap jeg har lyttet til. Jeg er ud af den skole, hvor teknik og skills er i højsædet - det er nogle af de rappere, de teknisk dygtige rappere jeg har digget, så det har været naturligt for mig at følge den vej. Det er også meget det musikalske i det at lave rapmusik som jeg godt kan li', det er ikke så meget for at stille mig op og sige "Hey, jeg er sådan og sådan, jeg er en banger, jeg er en stodder" eller whatever, så kan man jo bare have en t-shirt hvor det står på.
Når du dyrker flow og rytme og rim osv., er det en rappers måde at være musikalsk på. Jeg er ikke sanger og jeg kan ikke synge, men jeg vil rigtig gerne være en dygtig vokalist på samme måde som en sanger er dygtig, men jeg må finde nogle andre ting indenfor det at lave vokaler, som jeg kan dyrke for at tage det til the next level. Tingene skal bare ikke kun være tekniske, de skal også være fængende første gang man hører dem, og det må jeg sige at jeg er blevet meget bedre til med tiden. Det skal også bange!

Hvem specifikt har inspireret dig?

Der er nok en håndfuld. Altså jeg kan høre al slags musik, hiphop-musik og musik i det hele taget, jeg fronter ikke på nogen genrer af musik. Der er selvfølgelig en håndfuld rappere som jeg har på min top-et-eller-andet, og det er fyre som Redman og Common - jeg var også helt blæst væk af Run DMC da jeg var knægt, for da de kom var de jo helt next level i forhold til alle andre, der var ude på det tidspunkt. De er født med skills, men i nyere tid synes jeg Camron er sindssygt stilsikker, han er en fyr der lukker tilpas meget lort ud, men han er sikker på mikrofonen. Men skal man koge det ned til én rapper, der gør det hele godt, så er det Redman.

Hvad med danskere?

Jeg lytter sgu ikke så meget til dansk rap, og det siger jeg ikke for at være hoven eller noget. Men der bliver da lavet masser af fed rapmusik, og jeg var da mega-meget nede med MC Einar da jeg var knægt, og Rockers.. Så synes jeg selvfølgelig at alle de drenge jeg har arbejdet sammen med og er i crew med er pissedygtige. Så må man tage hatten af for Jokeren, for han tog sgu dansk rap - ja, Madness i det hele taget - de tog dansk rap til et helt andet niveau. Da de kom ud med deres første plade, var der ingen der kunne gøre det på den måde, vel? De havde været en tur i USA og lært hvordan man gjorde, og alle os andre rendte rundt herhjemme med børne-rim i forhold til. Jokeren var jo årevis foran alle os andre. Han siger det selv bedst: "Du kan repræsentere, hvad kan du mere - en stodder som mig kan producere, tage mig af mine forretninger". Præcis, det er nemlig det der skiller fårene fra bukkene, og det er det der gør at han er Jokeren. Så synes jeg faktisk også at Ataf gjorde det godt med sin plade, og Rent Mel-pladen synes jeg også var god, da den kom ud.

Men nu kommer din plade så til september?

Ja, det er aftalen. Albummet er færdigt. Jeg vil selvfølgelig gerne sælge så mange plader som muligt, men jeg gør det jeg gør. Jeg forsøger ikke at konstruere mig til numre eller tænke mig frem til hits, jeg laver det jeg føler, og sådan er det.

Men når du er på et selskab som Noiz, så er forventningerne vel også skruet lidt ned i forhold til hvis du havde været på Universal f.eks.?

Der er helt klart mere bevægelsesfrihed, og mere rum til at lyde som sig selv. Man bliver ikke bare stoppet ind i skabelonen.

Hvad skal du så bruge sommeren på?

Mixtapet. Jeg skal ikke spille på nogen af festivalerne, men der kommer måske nogle efterdønninger af Teamwork-touren, hvor der kommer et par løse shows med samme konstellation. Men min tid kommer til at gå med at rode med mixtapet og få det så langt ud i krogene som muligt. Få spredt navnet rundt i landet.
 
 
Og det var de sidste ord fra Joe inden vi begav os tilbage mod hans blok. Husk at tjekke hans hjemmeside på www.joetrue.dk og støt op om mixtapet. Og husk det nu: september, folkens! Ingen grund til at spørge mere, nu ligger det fast! Den Ægte..

18/06/2006 - Lagt online af KimBlim

Relateret indhold på hiphop.dk

Interviewarkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]