ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Johnson kiggede forbi...

Johnson storhitter for tiden over det ganske land med singlen "Kig forbi". A-rotation på Danmarks Radios P3 og en video der ofte dukker op på både Boogie og The Voices tv-kanal. Det kører for den bilglade jyde med de mange tatoveringer. Og det er der flere gode grunde til. Jeg satte ham i stævne for at spørge ind til hans indtryk af den megen omtale og den dundrende succes, samt ikke mindst hvilke perspektiver og muligheder samme succes giver...
 
Jeg møder Marc Johnson og Rune Bøje hos ArtPeople ved Vesterport. Efter at have fået lukket en vand op og i fællesskab er blevet imponeret over en forbikørende godt stylet amerikansk pick-up, begynder jeg så småt at stille hovedpersonen nogle spørgsmål. I første omgang om albummet "Det passer..." der netop har ramt gaden.

Hvordan opstod idéen til albummet, og hvilke tanker lå bag det?
Der er ikke en egentlig idé bag det, men det er klart, at tiden var kommet til at lave noget solo, og at få udgivet en plade. Det er min tur nu, efter at have medvirket på en masse andres projekter. Albummet er et mix af gamle idéer - og sammen er de med til at danne "min lyd"

I den forbindelse: Hvad er forventningerne til albummet, og er det en lyd du regner med at arbejde videre med?
Forventningerne er nået allerede. Det var målet at nå et salgstal der ligner udgivelsen fra Johnson & Malone, og det er nået - efter første uge vel at mærke. Men ellers er mine forventninger til albummet da, at det er et springbræt til at komme videre. Nu har jeg slået mit navn fast, og tiden må så vise, hvad jeg kan bruge det til.
Hvad angår lyden, så er jeg ikke så konservativ... jeg går efter det der er oppe i tiden og som jeg synes lyder fedt, så hvis der pludselig er en eller anden producer der laver et fedt track der indeholder en xylofon f.eks., så lader jeg mig gerne inspirere. Lige i øjeblikket er min lyd den man hører på "Det passer...", den lyd er vi gået målrettet efter.

Hvilke numre er singleprojekterne?
Det har vi ikke besluttet endnu. Jeg tror at vi har haft 8-10 numre oppe at vende som næste singleudgivelse, og indtil videre er det altså ikke sikkert, hvilket af dem det bliver. Men der er jo heller ingen grund til at smide næste single på gaden nu og her, "Kig forbi" klarer sig fint, og det vil kun "dræbe" den, hvis der udkommer en ny alt for hurtigt.

Efter at have fået svar på nogle spørgsmål omkring albummet, bevæger jeg mig ud i nogle emner omkring Johnson selv.
 
Hvad betyder hip-hop for dig, og hvilken tilgang har du til kulturen?
Jamen hip-hop betyder da rigtig meget, men det er svært at sige hvad kulturen som sådan betyder for mig. Og det er det fordi, at kulturen er svær at definere. Hvad der er hip-hop for en, er ikke hvad hip-hop er for en anden, og jeg har svært ved at se fællesskabet udover lige det, at man måske synes at de samme numre er fede. Og hvad betyder kulturen så? Jeg er rapper, og det er det jeg tager udgangspunkt, selvom jeg da også godt kan lide at producere, og arbejder på at blive bedre til det.
Min tilgang til hip-hop stammer tilbage fra starten af 90'erne, hvor jeg optog MTV-raps og åd programmet og videorne råt.
 
Sådan havde jeg det også... jeg tror jeg har alle singlerne fra de programmer!
Hahaha, ja, lige præcis. Man skulle bare have de numre der blev spillet. Det var for fedt.
 
Derfra drejer snakken ind på en vurdering af, hvordan hip-hop var dengang i forhold til nu, og Rune Bøje kommer til den konklusion, at man dengang var samler, hvor der i dag mere hersker en slags brug-og-smid-væk kultur. Måske på grund af, at alt er så let tilgængeligt i dag, hvor man førhen måtte lægge meget arbejde i det at være opsøgende, så man kunne spore sig frem til, hvorfra der var blevet samplet, hvem der havde produceret osv.

Hvilke inspirationskilder mener du selv er tydeligst i din lyd/måden du rapper på?
Jamen det er Lil' John selvfølgelig. I hvert fald når det kommer til lyden. Men rapmæssigt håber jeg at man kan høre, at jeg har lyttet meget til Big Hutch aka Cold-187um fra Above the Law. Han satte nye standarder og han gør tingene på sin helt egen måde - så kan folk acceptere det eller lade være. Det kan jeg godt lide.

Nu spurgte jeg før hvad hip-hop betyder for dig, men hvad betyder du for hip-hop (dansk rap)?
Jeg er en ny variant til den 3-farvede is. "Det passer..." er et album der ikke, stilmæssigt, findes sidestykke til i dansk rap, så jeg håber da at albummet kan give folk mod på at prøve noget nyt, i stedet for at det hele kommer til at ligne hinanden.

Er crunk på dansk levedygtigt?
Ja, det tror jeg på at det er. Det er jo en fed genre, som bare passer rigtig godt til f.eks. clubs og diskoteker. Men det tager selvfølgelig tid før det kommer til at fungere på dansk - sådan har det jo også været i USA. Og måske er det stadigvæk. Ud af 100 crunkudgivelser fra USA, er 5-10 af dem fede.

Hvad betyder hjemstavnen for dig i forhold til perspektiverne for en karriere indenfor musik?
Jeg bor i Åbyhøj, og det vil jeg blive ved med lige så lang tid det er muligt. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at det kan blive nødvendigt at flytte her til København, hvor der sker så meget mere - eller et andet sted, hvem ved? Men helt sikkert at mit hood betyder meget for mig, det er ikke for sjov at jeg claimer det.

Møder du modstand som kunstner/rapper i branchen, fra journalister eller internt i hip-hop kredse?
Nej, det synes jeg ikke jeg gør. Branchen og pressen har modtaget mig og albummet meget positivt, og internt i hip-hop kredse, synes jeg at folk er gode til at give hinanden plads, også mig. Det er svært at sige hvordan det havde været, havde jeg været et helt ukendt navn, men sådan forholder det sig jo heller ikke.

 
Interviewet er ved at nå til vejs ende, og vi runder snakken af med lidt spørgsmål om den nærmeste fremtid.
 
Hvad er der af koncert- og/eller tourplaner?
Hmm, ikke noget lige nu og her - jeg starter en tour til november, men indtil da er det bare enkeltstående jobs og jeg medvirker også på "Læg den hater ned" når LOC optræder på Roskilde Fetsival. Ellers er Hangar-festival vist det eneste...
 
Har du gang i andre projekter for tiden, enten som soloartist eller som medvirkende på andres?
Nej. Jeg koncentrerer mig kun om "Det passer..." for tiden - nå ja, og som sagt øver jeg mig også på at blive bedre til at producere, men ikke noget fast.

Efter det sidste spørgsmål er både stillet og besvaret, skilles vi ved et busstoppested, hvor de bil- og motorcykelglade jyder venter på linje 5 for at blive transporteret videre ud i byen, for som Johnson tørt konkluderer: "Så mange plader har jeg altså heller ikke solgt, at jeg er blevet for fin til at tage bussen".

08/06/2006 - Lagt online af Matias

Interviewarkiv

næste >Her vises [1 - 10]
næste > Her vises [1 - 10]