ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Per Vers - drømme, udvikling og Vers 1.0!

"Islands Brygge" lyder det skingert fra speaker-anlægget... dette er dagens stop. Jeg kanter mig atletisk ud af den tætpakkede metro i sidste sekund før dørene lukker bag mig. Endelig er jeg ude i den frie friske luft og i det jeg kommer op skinner solen fra en skyfri himmel - byen er fantastisk hyggelig og smuk denne formiddag! Ikke langt herfra ligger mit mål... nærmere præcist Per V's residens. I anledning af hans nye cd - "Vers 1.0" - besluttede vi os nemlig på Hiphop.dk for, at sætte ham i stævne til et interview for at lære mere om manden bag de mange titler. Per V har jo rappet siden 1991 og har bl.a. taget Årets Rapper '93, freestyle-konkurrencerne De Otte Bedste samt dobbelt op på MC's Fight Night. Han er blevet kåret til "Årets danske rapper 2003" ved Danish Hiphop Awards samt meget andet. Men hvordan blev denne knægt fra Gram egentlig pludselig til dette stjerneskud på den danske Hiphop himmel? Vi forsøger, at grave lidt dybere og hører mere om drømme, ambitioner, udvikling, inspiration og ikke mindst hans nye debut-solo-plade: "Vers 1.0". Jeg er endelig nået frem og hilser på en veloplagt Per Vers. Selvom der stadig er to uger til udgivelsen får jeg en kort sniglytter til albummet, og jeg siger "glæd jer!" Hiphop-Danmark. Så hiver jeg diktafonen op og starter interviewet... selvfølgelig over en kande kaffe!
 

Hvorfor er Hiphop blevet din udtryksform og hvad er det der tiltaler dig ved Hiphop?
Det har faktisk virket naturligt lige fra starten, at det var sådan jeg skulle udtrykke mig. Jeg har været glad for ord lige siden jeg lærte at læse, og jeg lærte allerede at læse da jeg var tre år gammel. Min far elsker at komme med historier om hvordan jeg læste højt for de andre i børnehaven. Så jeg har altid interesseret mig for ord - både som kommunikation og for lyden af ord. Så det har ligesom altid ligget i mine kort - og så snart jeg hørte rap-musik, og den måde som man formulerede sig på dér, var jeg solgt. Jeg begyndte nærmest at skrive rap, så snart jeg havde fundet ud af at det fandtes.

Hvem har været dine inspirationskilder?
Jeg havde ligesom to grundlæggende inspirationer i sin tid. Den ene var de amerikanske rappere, som var fremme på det tidspunkt... som jeg oprindeligt fik præsenteret igennem radioprogrammet "Mandags Hiphop", som kørte i efteråret '89. Så jeg kan faktisk datere det rimelig præcist til, at det var her jeg mødte Hiphop for første gang. Det er også bl.a. det jeg fortæller om i "City of Dreams", som omhandler min opvækst i Gram og hvordan jeg pludselig fandt det her rap-shizzel. DJ Soulshock spillede jo så alle de grupper, som var fremme på dette tidspunkt... Juice Crew, NWA, De La Soul og derudaf. Den anden store åbenbaring var så, da jeg få måneder senere som 13-årig var i København - for første gang på egen hånd - og så MC Einar live. Han var pauseklovn til Sjællandsmesterskaberne i Mix. Her fandt jeg ud af, at man også kunne gøre det på dansk og at det var mindst lige så fedt - og noget, jeg selv kunne gøre. Og derefter begyndte jeg så at skrive med det samme.

Du har jo været et navn i den danske undergrund længe, men slog for alvor igennem hos den bredere skare da du vandt Fight Night et par gange... Hvilke forcer har du, som gør at du er en god freestyler og hvad kræves der generelt?
Det virker som om, at nogle hjerner har en medfødt indstilling på den rigtige frekvens. Helt grundlæggende er det en eller anden evne til, at kunne tænke noget mens du siger noget andet - altså det man kalder "multi-tasking" på computersprog. Men jeg vil mene, at den vigtigste force og evne du skal besidde som freestyle-rapper er, at du skal have situationsfornemmelse... hvad er det der venter på at blive sagt, som ikke er blevet sagt endnu? Et af mine yndlingseksempler på hvordan man ikke skal gøre, er fra da jeg var dommer til Fight Night, hvor vi var i Oslo. Her var der en, som fik emnet "smølf". Vi befandt os på spillestedet "Blå" - hans modstander havde en blå trøje og en hvid hue - og alligevel, så smed han mikrofonen og sagde: "Det her kan jeg ikke rappe om". Han var nok helt opslugt af sine hjemmelavede "motherfucker-linier" og syntes det var "maaad u-gangsta" at rappe om smølfer. Han så slet ikke den gavebod af punchlines, der stod foran ham.

Hvorfor brød du med Sund Fornuft og hvorledes har du udviklet dig efterfølgende?
Vi har aldrig brudt op, men det er ligeså stille sket af sig selv - Geert bor 1000 kilometer væk i Sverige, og Møller kører god stil sammen med Rent Mel, samtidig med at han tager sin drømmeuddannelse i "music management" på konservatoriet. Det tog os fire år at komme fra den første til den anden plade, og jeg ville gerne se om jeg kunne være mere produktiv hvis jeg selv prøvede at give den en skalle. Og hvor at den faste aftale i Sund Fornuft var at lave alting internt, så var der mange dygtige folk, jeg gerne ville arbejde sammen med. Og det har været fuldstændigt overvældende at alle dem som jeg approachede, rent faktisk gerne ville være med. Alle producerne, Kristoffer og Jens fra Nobody Beats The Beats som har stået for live delen, Odense Symfoniorkester, Youngblood Brass Band osv... Ole Thestrup, Povl Dissing. Jeg har været meget ambitiøs omkring detaljerne, men jeg synes det har været sliddet 100 % værd. Så der er endnu engang gået tre og et halvt år, og dette er den første rigtige plade der kommer ud af det.  Men jeg har jo faktisk lavet to et halvt album udover det i perioden: EP'en "Nul Zero Ingenting" i '03, "Interim" i '04 og i denne uge lægger jeg sidste hånd på "Re:Vers". Sidstnævne bliver solgt som bonus-CD i forbindelse med "VERS 1.0", de andre er blevet solgt sort - hej Skattefar! - uden at have gjort nogen form for reklame for dem. Men det har alt sammen givet erfaringer indenfor den ædle kunst at gøre ting helt færdige - halvfærdige projekter er noget af det der kan give mig allermest udslæt, det er så synd. Altså, jeg vil snart se den Static og Nat Ill plade ude i verden, og jeg vil helt vildt gerne høre alle de Boulevard Connection numre med sindssyge US-rappers, som ligger i to-tre forskellige studier og er indspillet og er klar. At gøre ting færdige er virkelig psykologisk set en god idé, at få dem ud og lade dem møde nye mennesker - i stedet for at de kun eksisterer oppe i ens hoved som store ideer om "når jeg engang udgiver en plade".

Hvilke emner behandler du på din nye plade og hvad vil du gerne ud med?
Den eneste ordentlige årsag til at lave musik er jo at have det sjovt med det. Men lige nu, hvor vi lige har hørt pladen igennem hurtigt, kan jeg godt høre, at jeg har prøvet at lave en plade hvor den gode historie er i centrum. Forhåbentlig er de historier universelle og langtidsholdbare, men der er ikke nogen direkte rød tråd for emnevalget. Det er hvad jeg lige har tænkt på: "hvad har jeg haft nederen over" eller "hvad har jeg haft grineren over". Der er numre som har været tunge og hårde at skrive og svære at få helt styr på - hvordan laver jeg det her nummer om min mor, som døde da jeg var lille? Jeg har gået og skrevet på det i to år og jeg har skrevet fire forskellige forslag, før den var der - de to vers som endte på skiven. Det er virkelig noget hvor jeg har skullet skrive mine linier om flere gange fordi det er et svært emne. Andre tracks handler om regeringens Christania- og rusmiddel-politik, og om indiske piger, der danser for blege mænd med talefejl.

Hvem har produceret til dit album?
Det har Noize, Static, Context og DJ Large fra Sverige, som også producerer for Promoe... han kommer også og spiller til mit release-party.  Udover beat-meisters er der tre numre, som er baseret på live-instrumenter. Det er Jenno og Stun Gunn, som står bag de tracks. Jeg lærte dem at kende under den første Nobody Beats the Beats-turné... lige nu spiller Jens også i Ikscheltaschel og Kristoffer spiller i Booty Cologne.

Hvem gæster ellers på "VERS 1.0"?
Jeg er den eneste rapper på pladen. Jeg har i samme periode lavet en masse numre med andre rappere, men fordi det her er min første solo-plade, så skal det bare være mig og mine tekster. Det var ideen lige fra starten. Til gengæld er der næsten gæster på hvert eneste nummer i form af sang, speak eller instrumentalister. Jeg har parret de her forskellige produceres beats med musikere, som jeg kender og har spillet sammen med. Når et beat skal gå fra at være en instrumental til at være et helt nummer kan jeg som regel høre, at der mangler enkelte ting for, at der er nok fylde i det. Og så er det jo superfedt at hive nogle live-elementer ind. Så på den måde har jeg ikke kunnet lade være med at blande mig musikalsk.

Du kom lidt ind på din Bonus-CD, "Re:Vers" tidligere... hvorfor har du lavet den og hvad er det for materiale?
Jeg har lavet den for at give folk en ekstra god grund til at købe skiven. Det er jo nemt nok at brænde den - det er derfor vi har lavet deluxe-cover med 8-panels folde-ud digipack og booklet med alle tekster. Når du køber "VERS 1.0" ligger der en kupon i som gør at du kan få tilsendt "Re:Vers" billigt - den kan ikke købes i butikkerne. Indholdet er diverse "skæve" ting som f.eks. "Rim City" som jeg netop har lavet på P3 - fire numre skrevet på fire døgn. Remixes, gøgler-tracks og ting, som aldrig ville blive clearet.  Afslutningen på historien om "Singlepigen" med Ole Thestrup ligger slet ikke på det "rigtige" album, den ligger på bonusskiven. Og jeg har også lavet et "resumé" af "VERS 1.0", som er eet langt vers hvor jeg har skrevet fire linier om hvert nummer. Så det er nogen numre, som er sjove set i forbindelse med det rigtige album, men som måske ikke kan stå alene - derfor skulle de puttes derover på en CD for sig selv. Og altså... man prøver at finde en eller anden form for sammenhæng til sin plade og jeg havde i hvert fald halvanden times musik færdig. Og "VERS 1.0" skulle ned på en time (den er 62 minutter, red.), det synes jeg er max for en plade. Jeg synes at der er alt for mange plader, som er alt for lange. I sin tid var det vinylen der satte standarden for, at et album kun kunne være 45 minutter, og det synes jeg stadigvæk giver mest mening i mit hoved. Altså, de der 80 minutters plader - det er jo virkelig sjældent, at folk kan holde niveauet. Og det er meget sjældent, at man har lyst til at sætte den på igen, men hvis man laver en komprimeret plade, så får folk lyst til at starte forfra når den er færdig - og det synes jeg er superfedt.

Du har som sagt haft nogen store kapaciteter med inde over din produktion... hvordan har selve arbejdsprocessen været?
Vi har gået meget i detaljer med alle numrene, så det har været frem og tilbage imellem alle de her producere. Man kommer hjem til dem og deres store pladesamlinger og hører beats og får nogen ideer. Så tager man beats med hjem og begynder at skrive eller finder en halv tekst, som passer til den her stemning. Tilbage igen ugen efter og præsentere teksten, og man begynder at finde scratches og man finder ud af et omkvæd osv. Så er det ned og indspille en demovokal i The Planet, som jeg så kan sende til produceren, så han kan lave det færdige arrangement med breaks alle de rigtige steder - der er nogen ting man først kan høre når rappen ligger præcist hvor den skal. Og når arrangementet så er der, så lægger jeg den endelige rap, med flowet og betoningerne tilpasset de nye detaljer i arrangementet, og helt sikkert skrevet lidt om. Jeg skriver mine tekster igennem mange gange før jeg er helt tilfreds. I de fleste tilfælde har der jo også været den her ekstraproces med at hive en instrumentalist ind over. Det har så enten været i midten af processen - hvor musikeren har spillet nogen ting, som er røget tilbage til produceren, som så har klippet det op og integreret det, som en samlet del af hans lyd - eller i et par enkelte tilfælde har instrumentalisten lagt sig oven på produktionen til sidst, altså mere som solist. Så det er et samlesæt frem og tilbage indtil den er der. Man kan sige, at det er den gyldne evne til at blive ved indtil den er der... og så stoppe. På de tre live-numre var vi samlet set omkring to uger i Superstar-studiet. På Povl Dissing-nummeret brugte vi en hel dag på at lægge strygere ned, en stryger-kvartet fra Det Kongelige Kapel. Jeg ved ikke hvor mange der lægger mærke til at det er rigtige mennesker og tænker "hold kæft hvor er det vildt". Men vi har gjort det alligevel.

Hvad er dine drømme og ambitioner indenfor Hiphop?
Da jeg var lille drømte jeg om, at komme til at leve af Hiphop... og det er lykkedes. Det havde jeg jo aldrig nogensinde troet skulle ske fordi jeg laver den type rap som jeg laver - det er jo på en eller anden måde definitionen af undergrunds-rap. Men det er så alligevel lykkedes via en masse hårdt arbejde, fede samarbejdspartnere og en stor bunke held, og det er jeg jo selvfølgelig superglad for. Så det er jo den største drøm der er gået i opfyldelse! Det her, at udgive min egen plade og arbejde sammen med de bedste i Danmark er en anden drøm der er gået i opfyldelse. Jeg kunne selvfølgelig godt nævne flere. Jeg vil jo også gerne være ligeså stor som Nephew og få 100.000 kr. per koncert og kunne sige nej til 90% af dem der ringer, fordi vi selv bestemmer hvor og hvornår vi vil spille. Men hey, Simon Kvamm skrev en mail til mig om, at han synes det var fedt det jeg lavede, så det er vel et stykke af vejen. Og jeg vil aldrig ændre min musik for at opnå alle de her mål, det er mere langtidsholdbart at følge sin egen vej.  Egentlig handler mine ambitioner også meget omkring live-koncerter. At kunne levere nogen fede live-oplevelser for folk og få den der umiddelbare respons... Så den største fordel ved at denne plade bliver bredt kendt er, at folk vil bounce med på numrene, når de hører dem live. Men selvfølgelig ønsker jeg at lave en plade, hvor folk vil kigge tilbage og tænke: "Hey Per V lavede sgu en af dette års fedeste plader"... det er helt klart min ambition.

Nu får du lige 5 hurtige!

Black Power...
Ugens uundgåelige.

Irak-krigen...
Nederen.

Bedste album nogensinde...
Main Source - "Breaking Atoms".

Første gang på scenen...
Skolefest i Gram - 1990.

Frygt...
Er din bedste ven!

Helt sikkert! Kommer der en Per V Tour som opfølgning til albummet?
Ja da, jeg er lige kommet på Offbeat Booking, som er rigtig cool. Jeg er sikker på at de nok skal varetage det godt. Jeg har været hos dem i 14 dage nu, og der er allerede booket over 20 koncerter til efteråret.

Til sidst - 3 ord om "Vers 1.0"?
Kvadratisk, praktisk og fresh!
 

Og med disse ord afslutter Per Vers dette hyggelige og personlige interview, mens han tager den sidste tår af kaffen, som dermed afslutter dagens første kande! Jeg er personligt godt tilfreds og synes, at vi er kommet godt omkring personen og performeren Per Vers. Nu mangler vi bare at få tjekket hans debut-album "Vers 1.0" ud, som udkom d.18. maj. Jeg takker Per V for interviewet og bevæger mig igen ud i de solbeskinnede Københavnske gader...
 
For mere info og opdatering tjek: www.per.tv !
 
(Alle billederne er taget da Per V var i Rundfunk tirsdag d. 24. maj.)

25/05/2005 - Lagt online af Quist82

Relateret indhold på hiphop.dk

Interviewarkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste > < forrige Her vises [11 - 20]