ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Under Masken på 8210

"Så hva’ så der alle sammen, er i klar på (klik klik). Er I klar på (bang) alle sammen. Så hva’ så der. Det er den fattige populære player, der prøver og prøver på at blive millionær. Det er svært; er det lovligt ta'r skatten over halvdelen. Lige så kompliceret som krigen om benzinen. Så jeg tar' og stjæler, røver d hele, ikke til at dele. Føler mig alene, står midt i det hele" - Marwan: "D er helt i orden" fra "I er selv ude om D" (2003).

Et ’bemærkelsesværdigt stykke dansk rapkultur’ blev der skrevet i Politikens anmeldelse af de notorisk berygtede Pimp-A-Lot’s andet album "I er selv ude om D". På drevent århusiansk ’helt sikkert’. Jeg er enig. Pimp-A-Lot repræsenterer uden tvivl og komplet uafhængigt af, hvad der nu en gang defineres som ’godt’ indenfor genren - ny dansk rapkultur. Pimp-A-Lot ruller rundt - helt uden om systemet, hvad angår samfund, smør på brødet, politisk korrekthed, rim kodeks og ’beef kontrol’. Og som medvidende kan jeg hilse og sige, at dette er absolut autentisk i ordets realistiske forstand. Pimp-A-Lot er, hvad de siger de er. Endda meget ’bedre’ og ’værre’…I hvert fald så ærlige, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt de ryger direkte ind i himmelen eller helvede.

Pimp-A-Lot’s hang out, spillestedet Under Masken ved domkirken, har jeg aftalt at mødes med Khaldon Muhammed aka Abu Malek, der er producer, manager, storebror og big boss i Pimp-A-Lot - et crew, et label, venskab og broderskab, som jeg stadig ikke kan overskue, hvor mange mennesker der i virkeligheden er indblandet i… for der kommer hele tiden flere!
Under Masken kører Kaldhon afrikansk tid. Jeg er cool, det undrer mig faktisk ikke. Pludselig - ind ryger i stedet lillebror, rapper, ’den værste perker, der kører god stil’ Marwan sammen med Mia Maria Angelica aka rapper Angie - og alt ro og orden tipper over for de næste tre timer. Marwan og Angie er tilbagelænet hypet, og jeg mistænker dem for at have fyret en lille pind. Det har de ikke, men Angie har alligevel ikke fået mad siden i går. Rapper-parret er bedste venner, hænger ud - altid - og bor sammen 500 meter fra Kaldhon i ’to fængsels celler’ af en lejlighed. Alle er velkommen til at droppe forbi, hér hvor man får æggekage med chili i, imens Al Pacino stirrer ned fra væggen i skyggen af Scarface.

Vi forlader Under Masken. Jeg er i bil og spiller "I er selv ude om D". Vi snakker om anmeldelsen i Politiken, som Marwan var overrasket over – at de ku’ li’ pladen. Og ganske rigtig, Marwan og Angie varmer også op for den efterhånden gamle kontrovers med anmelder Christian Grubert. Dagen i dag skal gå med action!! Vi kører ud til Stadions Allé, hvor Kaldhon bor med sin kæreste Katerina. Bliver overtalt til at holde ulovlig parkeret - for Marwan betaler. Suser op af trapperne og vælter ind i lejligheden på tredje... "Hvad sker der"!

Vi skal bare forbi

Hos storebror Kaldhon hersker der en langt roligere stemning end i bilen. Tekst-tv står meditativt på skærmen og vi skal ha' kaffe. Underligt at vi ikke er flere, når Pimp-A-Lot er så mange. Men okay, hvem kan fange alle de drenge på samme tid.

Kaldhon sammenligner gruppen med Wu-tang Clan, nok et af de nærmeste East Coast træk vi kommer - for "East Coast, kan selv en 6 årig rappe over" og "jazz ,det er musik for dem, der har det godt og kan lide at hygge. Jeg tror ikke jeg vil få det godt af jazz", svarer bossen.

Pimp-A-Lot har kastet W lige siden Kaldhon opsnappede NWA, og Pimp-A-Lot blev dannet i 2001 med Shine som første producer. Når alle dem i Århus V rækker hænderne op, er de rigtig mange - vokset op i Trillegården, Bispehaven og Gjellerup parken. Grupper og folk som ÅVP Århus Vest Players der er Mo-J, Mo, Isho, nordmanden Millo. S.L.P - den ’Statsløse Palæstinenser’, GFP, Jøden, Uden om Systemet - Marwan og nogle af hans venner, Angie den eneste homegirl, Juju da Killah, der fik navnet "fordi han har skudt efter nogle somaliere og kørte en mand ned med vilje" - er med i Pimp-A-Lot crewet, og flere: LOC, USO og Niggeren i Slæden hører og så med på den venskabelige vestfront, ligesom Pimp-A-Lot sender respekt til 2620; Tabu-teamet efter de har masteret det nyeste album.

En del af rapperne er hentet lige fra gaden straight ind i studiet:
Marwan: "Vi har bare tilkaldt alle mulige, som aldrig nogensinde havde drømt om, at de skulle rappe. Vores venner og nogle fra gaden, og ham der, ham der og ham der. Og lige så snart vi kom op i studio og vi stod foran mikrofonen - lige siden har vi rappet. Og plus - der er ikke en der kommer fra Århus og rigtig repræsenterer Århus, forstår du. Så dér kommer vi ind i billedet, og derfor føler vi, at vi har lov til at gøre det, fordi der er jo ikke nogen… - ja ok. vi har USO, der rapper rigtig pimpet og LOC, han repræsenterer Århus V, men ikke det rigtige, hvis du forstår hvad jeg mener, så'n Århus Århus."
Angie, som rapper på Pimp-A-Lots første album men ikke det andet "fordi der gik for meget stress i den", fortæller videre om baggrunden for Pimp-A-Lot: "Der var mange af os, vi hang bare rundt, vi lavede ikke en skid, vi hang bare og spildte vores tid, forstår du? Så vi manglede noget at gå op i, et eller andet at gå op i. Og vi har altid hørt rap musik og blevet inspireret ik’. Der var mange af os, der bare lavede åndssvage ting, bare meningsløse ting."
Angie går også under navnet "Den rullende Pusher", fordi hun har pushet hash på gaden på rulleskøjter. Jep - penge. Penge til at "komme forbi med". Og hænderne op eller bukserne ned, Angie er blevet taget så mange gange, at hun ik’ gider det lort mere. Marwan og Angie prøver hver dag at få det til at køre rundt. De går sammen rundt og spørger om jobs, får ingen støtte. "Sælger kameraer til junkiepriser, 200 kr", når der ikke er til dagen.

Gadepolitik

"Vi de syge unge players, der fortæller om hvordan det er at leve i en ghetto, der fortæller om hvor hårdt det er at leve i dette samfund med sort hår og en anden etnisk baggrund -yaa!" - "Gettoliv" fra "I er selv ude om D" (2003).

Én af reglerne hos Pimp-A-lot er, at der ikke må overdrives. Ingen i crewet tør at lyve på albummet, for "hvad snakker du om!, du lyver". Ellers er der dømt lovløse tider i produktionerne på "I er selv ude om D". Sproget er ”pære-perkerjysk”, som mange "perkere selv ikke altid kan forstå".

"Det er southside, dirty south"... "blandet sammen med West", forklarer Kaldhon, da vi snakker stil og inspiration. "Ja, blandet ind i Århus V", afslutter Marwan, imens han shaker armene som i "Cocktail". Marwan stikker Cruise i look med overarme og vaskebræt, der kommer fra hans ’ghetto fitness’ sessioner hjemme på gulvtæppet i lejligheden. Og jeg tror på, at Marwan player den om natten i byen, hvis han da ellers kan komme ind på klubberne med en solid karantæne, der spænder over hele City:
"Fordi jeg ikke fatter noget, når jeg er fuld. Det er ikke sådan noget med at slås og så'n noget. Jeg er bare fucked op, når jeg er fuld. Der er kun én klub, jeg ikke har karantæne i... Og i morgen, den klub jeg har karantæne i, der kommer jeg ind i morgen, fordi ham vagten ikke står der, det er ’Den Sidste’. I morgen er der konkurrence i, du ved, sea walk, crip-walk, og jeg skal være dommer, og så skal vi have sådan noget fængsels-suit på, og jeg skal og så rappe på Trillegården, de holder en kæmpe fest i morgen. Men Århus er ikke en så stor by, der er DNA, Den Sidste og så de andre steder, hvor de fine kommer, sådan noget med stramme bukser, smarte folk. Der tager vi ikke hen. Men hallo, jeg har festet så meget, hvor skal vi hen med det? Om vi fester i næste uge eller om vi ikke fester, det er det samme for os, forstår du? Pimp-A-Lot hader generelt dørmænd, og de bliver bagt i ovnen på et nummer som "Gettoliv": "Han står bare der fuldstændig nedern, han ved godt han får slag, så han sveder", rapper ÅVP, som et snapshot af den aktuelle krig, der foregår på dørtrinet.

Kaldhon: "Prøv lige at hør, hip hop, i hvert fald for perkere her i landet og mange andre steder... Hip hop det er sorg, det er had, det er kriminalitet, det er aggressioner, det er demonstrationer, og derfor er der mange af os, der føler os trygge ved det musik. Man føler, man har oplevet noget lignende. Og det er og så fedt, ligesom når du f.eks. læser en kriminalitets historie eller drama, eller du kan lide kærlighedsbøger, sådan ser jeg også musikken".
Kaldhon sætter pris på, at albummet lyder farligt. Han vil have sin helt egen stil og undgår de arabiske samples, der for ham ville lyde som om de kopierede Outlandish:
"'I er selv ude om D' er farlig, f.eks. der er mange rappere der har udgivet noget med Stop Volden. Stop Volden?? Hvordan kan man være hip hop’er og ville stoppe volden? Det kan man ikke. Hvis vi siger vi skal elske hinanden, og det hele bare er lyserøde blomster, så ville folk spytte på os."

Hvorfor det?

Kaldhon: "Fordi det er ikke det de vil høre - de vil høre sandheden."
Marwan: "Sandheden, men hvad er sandheden?"
Kaldhon: "Ja, men det er ikke lyserøde blomster.."
Marwan: "Det er had..."
Kaldhon: "Forstår du, livet er ikke lyserøde blomster. Lige meget hvor du er. Jo måske for nogle der bor i Risskov og ved stranden, og så kan de jo snakke om det. Men når vi skal repræsentere det lort, der er dernede…så skal vi rappe om sandheden. Grunden til jeg laver sådan noget musik, er at det skal ind i folks hjerner. Og gangsta rap det går ind i vores sjæl. Og det er meningen. Vi gider ikke efterligne nogle, vi vil gerne have vores egen stil, hvis det er en dag, vi passer out, så bliver vi husket", fortæller Kaldhon, hvorefter tre hårde bank under bordet sendes fra kæresten Katerina ved siden af ham. 7, 9, 13 – livet skal bestå. Pludselig synes jeg, at stemningen bliver meget følsom.

Marwan bryder op. Fortæller om at de allerede er klar med det tredje album, men venter med at slippe det til sommer: "Prøv at se hende der", Marwan peger på Angie, "hun skal være med næste gang, det er 100 procent. Og mit næste album, det skal være solo, forstår du. Folk de skal tro, det er solo, men der kommer til at være endnu flere med end der er på denne her!! Jeg kommer til at hooke alle mulige folk op. Alle dem der rapper med os, det er ikke sådan nogle der rapper, eller har forstand på musik, eller nogensinde har drømt om at rappe! De har bare lige pludselig rystet noget. Og så er det bare helt okay, de er helt sig selv! Nogle af dem er blevet tvunget til at rappe, forstår du? Der er ikke nogen der kan finde ud af en skid. Vi går bare ind og buster noget shit". Marwan er insisterende og lægger en stolthed i ikke at være en officielt defineret musiker. "'Gadepolitik', det er også det vores næste plade hedder. Så politiske, ja - i gaderne. Ja gadepolitik, totalt! Som jeg har sagt før, sådan én som Anders Fjog ik’. De kommer ud og snakker, han får det at vide, han ved det og det, og han er på fjernsynet, sådan har vi det også - vi er bare på gaden. Vi gør det og vi gør det, og det - og fortæller det til jer igennem musik. Så politik, måske ikke så meget med lande, og sådan noget der, men gadepolitik - 100 procent."

"Jeg glæder mig til at høre dig Angie, fordi jeg har ikke hørt det første album, hvor du er på" siger jeg..
Kaldhon: "Det skal du heller ikke ønske dig.."

Nå, det album er I ikke glade for?
Kaldhon: "Det er rigtig rigtig amatør."
Angie: "Men et eller andet sted skal man jo starte. Et eller andet sted skal folk jo hookes op. Hvis ikke det første album havde været der, så havde det her heller ikke været der. Aldrig."
Kaldhon: "Hvis du hører LOC’s første, så er den faktisk dårligere end vores første. Alle starter et sted, men det er gode minder. Det blev jo bare en rygerklub."
Marwan: "Ja, vi blev smidt ud af studiet."

Kærlighed kvalmer!

Hvis I nu skulle rappe om noget, der er godt?
"Det har vi også på nummeret 'I dag er en god dag'. Vi har også gode dage. Men 'en god dag' viser også at endelig har vi en god dag, og det er så'n rigtig, for selvom det er sommer, så er der stress. Der er mange ting her, du slapper ikke helt af, især ikke når du ikke har penge, og når du kaster et vildt liv, når du ikke har et job... Det der liv, du er bare ude; du ved ikke hvor du er, du ved ikke, hvor du ender om aftenen, du ved ikke hvor du ender dagen efter. Du lever bare for i dag. Du lever ikke for i morgen, det er sådan det er" , svarer Kaldhon alvorligt.

Marwan er mere easy going og fortæller løs: "Det jeg snakker om, det er ikke lort, men jeg snakker ikke om kærlighed, jeg snakker om kriminalitet, da da da ik også, Og jeg har mange dæmoner, forkerte ting jeg gør, f.eks. kriminalitet, jeg kan skaffe penge, røv det, gør det, gør dat, dadadadat, skaf det, fuck ham, fuck hende. Sådan noget; det er dæmonerne, jeg har - med dem kan jeg skaffe millioner -ah ha." Marwan refererer til nummeret "D er helt i orden", som jeg ellers tænkte var en 'rags to riches'-historie, første gang jeg hørte det. Men det hænger ikke sådan sammen med Pimp-A-Lot, for de fiktive millioner bliver ikke skaffet via salg af albums. "Kender du nogle, der har brug for en bil?", spørger Marwan spontant, hvorefter vi bliver enige om, at det er lidt for risikabelt.

Hvad er en bitchperker?

"En bitch perker er een der lyver. Man kan også sige, det er min kæreste; en bitchperker snakker bag om din ryg, en bitchperker lyver, en bitchperker stjæler fra dig, fra sin ven. En bitchperker er en fuckin'.. falsk, der bare snakker lort! En bitch, man behøver ikke sige perker", forklarer Marwan. Kaldhon udvider betydningen: "Det kan også siges til hankøn. Bare en der snakker lort. Det er både til en pige og til en fyr, ligesom perkere, du ved, det kan både være til danske piger og udenlandske piger."

Hvad med dig Angie, skælder du også ud?
"Ja for satan .Det er det. Man hører så meget om bitch, ho og luder og alt sådan noget, men jeg bruger bare alle deres ord for at svare tilbage. Jeg mener, det er min største inspirationskilde, det er dét som fyre siger om piger. Jeg mener, det er også det pigerne vil høre."

I mellemtiden har Marwan tænkt lidt mere over romantik... "Prøv lige at hør, jeg vil gerne lave en sang om piger, der er rigtig sød. Men jeg sværger, det vil jeg gerne. Men det kan jeg bare ikke, for der er ikke nogen. Ok, jeg har lavet en kærlighedssang, den er ikke udgivet. Du brækker dig, hvis du hører den, så meget kærlighed er der. Jeg sværger, du brækker dig... Jeg kan huske, da jeg gik ind og lavede den, så kom USO så'n.. han grinte."
Angie: "Jeg har i hvert fald masser af historier at fortælle efterhånden. Jeg har det sådan, jeg har mærket en hel masse ting på min egen krop, og det er det jeg kan skrive ned allerbedst. Og det er jeg sikker på, der er tusind andre tøser, der også har oplevet. De vil også gerne have noget at recognize på og sige 'hey jeg er sgu da ikke den eneste i verden der har fået en flad, hey!'."

"For eksempel.." kommer det fra Marwan.
"For eksempel" svarer Angie roligt tilbage og fortsætter: "Så kan pigerne tænke, de ikke er de eneste i verden, de skal ikke føle sig fucked up. Der er så mange piger, der bliver deprimeret i de her tider, og det skal de ikke være. De bliver deprimeret og går ned... Især udenlandske piger, der er gået epidemi i det, der er bare så mange, der har det dårligt med sig selv."
Marwan: "Ja udenlandske piger, de har det meget hårdt, jeg lover dig det, de har det rigtig hårdt. De er forvirret totalt. Bare os mænd, perkere, wuuuw, hvad sker der ik’ også!"

Hammel - et happening place

På nummeret "Fuck jer Perker" giver Pimp-A-Lot den så meget op og så meget ned for perkere, at de fleste af dem, der virkelig hater på Pimp-A-Lot er "udlændinge, perkere selv":
"De har følt sig disset. Og vi snakker om perkere med slik hår, og de der perkere med solarium, der træner. Rigtig shady... Vi sviner dem til og giver dem op for nogle" fortæller Kaldhon.
Marwan: "En perker der kører dårlig stil, er sådan én der kommer og spørger 'øhh hvorfor går du rundt med hip hop bukser, er du hip hop’er eller hvad?'" - Marwan spiller den ondeste, dummeste ”jyde-perker”: "Sådan en der ikke fatter en SKID, de fatter ikke noget!"
Kaldhon: "Prøv lige at hør, sådan nogle der ik' - Det er faktisk det jeg gerne vil sige, altså danskerne har det meget med, at udlændinge har svært ved at integrere sig... Sådan nogle der, de kan ikke engang integrere sig DERNEDE i deres eget Land!! De er så fuckin bonderøve ik'. Hvordan fanden skal de integrere sig her så? Hvorfor skal de så komme her, hvem har givet dem opholdstilladelse, det forstår jeg ikke."
Jeg refererer til Juju da Killah, der skød efter nogle somaliere, et folkeslag der altid synes at stå nederst på ranglisten...
Kaldhon: "Nu skal jeg fortælle dig hvorfor. Magadishu, somaliernes hovedstad, der sker mere i Hammel end der sker dernede!!"

Marwan: "For en dansker, når han hører nummeret 'Fuck jer Perker', jamen han tænker: 'Det er jo det jeg tænker'!!". Marwan lyser op og sender et stor smil: "For nogle danskere vil gerne sige det, men det bliver sagt for dem, så de er bare så'n 'helt sikkert!!'".
Kaldhon: "Den eneste by i DK hvor udlændinge er imod hinanden, det er Århus. Det har ikke noget med danskerne at gøre, for de tør ikke komme i Århus V mere. Og det er derfor der er mange, der ikke forstår, hvad det betyder - dem fra andre byer."
Marwan: "Ja, de disser perkere og er perkere selv??"
Kaldhon: "Du skal tænke på, at én af de største fejl er at blande for mange udlændinge sammen. Hvis du tager til USA eller London, dér er sorte for sig, pakistanere er for sig selv.."
Katerina, Kaldhons kæreste bryder ind: "Det har ikke så meget med det at gøre. Men alle har været igennem noget meget hårdt, og så lægger de bare dem alle sammen sammen og de kigger bare på hinanden med sørgelige øjne, så der er ikke så meget håb. I stedet for at lægge dem steder, hvor der er gladere mennesker, og folk går på arbejde og de ligesom følger med. Derude kan de bare sidde og de kan ikke snakke, og de integrerer sig ikke, altså nogle af dem. Man kan ikke lægge minus og minus sammen!"

I har fucket med hele Århus V

"Hvad! Jeg er en perker der ønsker had? Kan du huske dengang du fik en flad!" rapper Marwan på nummeret "Til alle jer Haters" produceret af USO; et nummer der egentlig var ment som en 2Pac reproduktions gimmick. Ikke desto mindre har Kaldhon valgt at gøre det til albummets samlede hadehilsen til folk indenfor branchen. På top fem listen af beefs - placeres Christian Grubert som Saddam, med Clemens, Per Vers, gruppen Perker for Livet, Nik og Jay i en vilkårlig rækkefølge.

Jeg spoler lige et album tilbage, for dem som ikke er helt med. Grubert anmeldte Pimp-A-Lots første album med bl.a. denne kritik: "Det her pis er noget af det mest pinlige jeg har hørt længe. De kalder sig selv for perkere, og det er helt tydeligt, at de selv tror de er hvad negerne er i USA. Men det kommer nok bag på dem, når jeg siger, at det kan de ikke. Det er ikke nok, når man ligner. Når man kun ligner, så er man ikke andet end en rigtig ringe kopi".
(vokal sample fra Gruberts oplæsning på DR fra introen til nummeret "Til alle jer Haters").
Pimp-A-Lot ville ikke have været Pimp-A-Lot, hvis de ikke havde taget denne beef op igen. De er stadig gale men har strøget de mest hårdtslående modsvar på albummets endelige udgave.

Kaldhon: "Jamen det Christian Grubert har gjort, det var derfor han ikke turde at sætte anmeldelsen i Gaffa bladet, det er fordi han ikke anmelder musikken, men han anmelder os personligt, og det må man faktisk ikke. Jeg ved ikke hvorfor Gaffa gav ham lov til det, det er også derfor vi sviner Gaffa til. Han går personligt og det værste er, at han lyver. Det værste han siger er, at vi skyder hinanden, og det passer ikke. Vi skyder ikke hinanden, det er bare ikke nævnt. Så den fuck, han har ingen gang hørt pladen, og han har solgt 50 cder i hans egen butik... det er det værste ved det. Du hørte interviewet, så du hørte det med FUBU tøjet f.eks? Han siger, vi er wannabees, fordi vi har FUBU på, og så har den hvide fuck det selv på. Han skal slet ikke snakke. For hvis FUBU står for 'For Us - By Us', så betyder det da, at de hvide ikke skal have det på. Så kan han da ikke selv have det på... Er man så dum, eller er man?"

Katerina: "Og det er ikke fordi, de ikke kan finde ud af at tage kritik, men det er bare, når man gør det til noget personligt, de må gerne sige noget om musikken."

Marwan: "Rigtig mange danskere, de er glade, fordi de bare kan sige perker til dig uden du bliver sur! Forstår du, Og jeg kan se de bliver glade, og jeg bliver glad, hvis de er glade. Men sådan en som Christian Grubert, som jeg ikke kender. Jamen hallo, bare hans stemme. Jeg har aldrig nogensinde set ham. Bare hans stemme, hver eneste gang, der er nogen der har hørt ham, har de bare sagt 'hvem fuck er ham der, han skal bare smadres'! Han har dummet sig meget.
Prøv lige at hør, os fra Palæstina.. jeg ved ikke hvad der er i Europa, der har den der med 'sort og hvid' - der hvor du kommer fra, det er der du er. Vi har det ikke mere sådan 'at ok du er lysere og du er lidt mørkere'. Sådan en som Christian Grubert, der siger 'ja I efterlignere negere bla bla', det tænker vi slet ikke over sådan noget. Det tænker I over, at man prøver at efterligne en neger. Det gør han fuckin’ selv."

I rapper også om Per Vers på 'Til alle jer Haters'..
Kaldhon: Ja "Sund Fornuft" og Almindelig Brand, hvad Fanden er det for noget?
Marwan: "Alle dem vi nævner, dem du skal til at nævne.. jeg sværger, jeg kender ikke nogen af dem. Det er bare noget jeg har fået at vide. Jeg har bare fået at vide, at dem der - de er fucked up, dem der, de er fucked up og dem der, de er fucked up. Og så er jeg bare gået ind og sagt det.. Jeg kender kun Clemens."
Kaldhon: "Jeg vil lige sige, at det der dis-nummer, det var faktisk mig, der sagde 'I skal disse dem og dem'. Marwan kender ikke nogen af dem. Og jeg kan huske vi kom op at skændes, så sagde han 'hvorfor skal jeg disse dem? Jeg kender dem ikke engang'. Men det skal du gøre, for jeg har noget imod dem! Ha ha. Vi er enige om, at ham der (peger på Marwan) han ved ikke noget om dem, han hører ikke en gang noget som helst. Så han skal bare stole på mig og disse dem.
For sådan én som Clemens - altså, han render med en 9 millimeter??, altså han har ikke engang holdt en patron af en 9 millimeter, det ved jeg. Og Sund Fornuft? Altså ejj, sådan nogen..."

Altså hvorfor det?
Kaldhon: "Meget af det rap går ud på at disse hinanden. Og Jyder Mæ Attituder, hvorfor??"
Marwan: "De har også disset LOC.."
Kaldhon: "Nej ikke Liam, men de har disset USO.. Og Helt Sikkert? Og sådan nogen, hvad sker der? Og så er der mange, der har noget imod, at vi har Jøden med, fordi han er den rapper, der bliver disset mest i Danmark. Men han er vores homie, han har altid boet her, så vi har altså og så lidt virus af noget East Coast."

Indrømmet. Det er underholdende at høre på Pimp-A-Lots forsvar og angreb her i halvlegen på Stadions Allé. Beef er som reality shows; man bliver draget af det – men finder det ufint, fordi det er det. Måske er det ikke så morsomt for de indblandede i huset eller dem der bliver hevet med ind – men igen, der er flere grader af beef; fra det mere uskyldige til det meget upassende. Diskussionen om ’rette færden’ vil nok altid været en gråzone, der synes at være aktuel som aldrig før. Måske fordi der hele tiden kastes bolde op – og man kan da ik’ bare lade dem falde til jorden?

Sidste runde

En kæmpe røgsky er ved falde ned over sofabordet. Kaldhon skal snart på arbejde, og da Marwan spørger "skal vi snart ud at køre?", så tager vi ud og ruller igen – i højt tempo. "Jeg viser dig det hele... Det er mit hood, jeg skal passe på" - Marwan, Angie og jeg tager ud til Århus V. Vi snakker om Afghanistans afhængighedsforhold til heroin produktion, og dengang Pimp-A-Lot spillede i Vollsmose for nogle perkere, der ikke forstod dem - og så er vi fremme, udenfor City til first stop Trillegården, hvor Marwan og Kaldhon er vokset op. Jeg får hele rundturen. Marwan viser mig endda den lille parkeringssten, "han sad sin røv i laser på" for nogle år tilbage. Vi tager videre til Bispehaven og snakker om gangstere i området. Marwan fortæller om Brabrand og Bispehavens gangstere. Og Marwan kender dem alle sammen; han står midt imellem Trillegårdens og Bispehavens, fordi han har boet begge steder. "De unge laver kriminelle sager, og de er ved at vokse sig store, hard core". Selv har Marwan ikke været inde at sidde - "har det og så meget bedre med friheden" - men i morgen skal han i retten og vidne på, at hans "straffeattest er fyldt med sorte pletter".
Vi ender op i et snevejr. I slud stopper vi på Bazar Vest, en stor sportshal, der er lavet om til 'den fem-stjernede ghettos’ handelscenter: teleshops, tæpper, frisører, grill spyd, hælervarer og masser af skrammel og mænd. Vi slentrer rundt, får mad og Marwan gi'r "fordi han er perker". Angie finder ud af, hvor sulten hun i virkeligheden er og bestiller en ekstra omgang. Dagen er ved at være slut. Vi kører tilbage til playstation paladset på ’(H)Assensgade’ . Fader ned - game over.

21/03/2004 - Lagt online af Metz

Relateret indhold på hiphop.dk

Interviewarkiv

næste >< forrigeHer vises [31 - 40]
næste > < forrige Her vises [31 - 40]