ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Suge Knight beskudt i Miami!

28/08/2005 - Lagt online af Quist82

Den berygtede og frygtede grundlægger af Death Row Records - Marion "Suge" Knight - blev i går aftes (lørdag nat) skudt på en natklub i Miami under en opvarmningsfest til "MTV Video Music Award". Selve højtideligheden var et "G.O.O.D. Music Party" afholdt af Kanye West, Common og John Legend, men det hele endte altså brat og dramatisk da der pludselig lød pistolskud. Skuddene affødte følgelig kaotiske tilstande med paniske folk - nogen løb forvildede rundt, andre kastede sig mod jorden - mens Suge Knight blev såret via et skud til benet. Han blev straks indlagt på et hospital i nærheden, hvor han hurtigst skulle gennemgå en operation for at få fjernet kuglen, men ellers meldtes han i god bedring og fin form.
 
Visse kilder fra festen fortæller, at skuddene blev affyret i klubbens "Red Room" og at gerningsmanden straks blev pågrebet. Andre kilder fortæller dog stik modsat, at politiet ikke havde anholdt nogen, men stadig var på udkig efter synderen og at de endnu udspurgte og interviewede vidner fra festen. Der var omkrig 600 mennesker til festivitasen, heriblandt kendisser som Jessica Alba, Eddie Murphy, Alicia Keys, Joss Stone og The Game. Lige netop The Games optræden kan nok give stof til spekulationer på rygtebørsen, da han og Knight jo har et temmelig anstrengt indbyrdes forhold.
 
Et anonymt øjenvidne fra festen fortæller: "Vi hørte skud og alle kastede sig mod gulvet. Det var umuligt at se noget... jeg så det ikke selv, men jeg mener Suge blev skudt i benet - det er hvad folk siger". Yderligere supplerer Julia Beverly fra OZONE Magazine: "Jeg tror ikke, at der er nogen som præcist ved hvad der skete. Jeg kom gående ind da en betjent pludselig skubbede mig tilbage og fortalte mig, at Suge var blevet skudt. Visse personer snakker og røven går og rygterne svirrer over alt i luften...". Den norske instruktør Reinert Olsen stod blot et par meter fra Suge Knight da skuddende faldt. Han fortalte til VG: "Jeg hørte noget der lød som pistolskud, men troede, at det var en del af festen. Sekunder senere begyndte folk at skrige og løbe væk. En kvinde i en hvid kjole havde blod ud over det hele...".
 
Den mægtige Death Row boss har uden tvivl mange fjender i landskabet. Selv har han afsonet adskillige fængselsdomme bl.a. for vold og afpresning. Det er også blevet insinueret fra flere sider - bl.a. fra familien til Biggie - at Suge skulle have haft en finger eller to med omkring Tupac Shakurs død i 1996, men dette er indtil videre blevet ved konspirationsteorierne. Hvem bagmanden til drabsforsøget på Suge Knight er, og det bagved liggende motiv, kunne være interessant at kende nærmere... indtil videre jagter politiet angiveligt en mørk mand, som var tilstede under skyderiet og som bar en pink trøje... men de modsigende oplysninger gør dog, at situationen virker lidt uklar i øjeblikket, så indtil videre må vi bare vente til der evt. kan kastes yderligere lys på sagen!

Relateret indhold på hiphop.dk

Nyhedsarkiv

næste >< forrigeHer vises [581 - 590]
næste >< forrige Her vises [581 - 590]