ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Kommunalvalg: politics and bullsh*t

04/11/2005 - Lagt online af PTA

Det er ikke så lille et islæt af hiphop, der er kommet i årets kommunalvalg. Mens Pindy og Ritz-Ritt battler om borgmesterkæden i København, er andre tyet til kulturen, der startede som et social og kulturelt oprør i Bronx for efterhånden 30 år siden.
 
I Århus har MC's Fight Night fænomenet Jøden sammen med Marwan fra Pimp-A-Lot og CAK, der tidligere repræsenterede Alzheimer Klinikken, og nu er aktuel i teaterstykket Deadline, indspillet nummeret "På Tryg Afstand". På nummeret tager rapperne bladet fra munden omkring de problemer og konflikter, der hersker i byen, og det går næppe stille af sig. Der er præmiere på single og video sidst i november.
 
Kaospilot-rektoren og byrådskandidaten Uffe Elbæk har også taget hiphoppen i brug i valgkampen, og har på nummeret "Tag Stilling" til lejligheden forfattet en rap/spokenword tekst, der hylder de kulturelle højdepunkter i byen. Den 51-årige hiphop entusiast siger bl.a.: "Natkø hos falaffel-butikken i Guldsmedegade / Århus took it, Henning Winther gav det!" og har også lovprisninger til bl.a. FoZZ, Sneakershop og andre fede steder i byen før han afslutter: "Hip hop scenen som virkelig sætter Århus på danmarkskortet, som rimvugge nummer 1."    
 
I København er det SFU'er Torben Kastrup, der er tyet til rimordbogen i kampen om magten. Ud over at være hjemsted for den sjove superhelt SFUpermand, der til forveksling ligner Torben selv, har den unge politiker med bedre folkeskole som mærkesag fået rapperen Andy til at bidrage med tracket "Din By, Dit Valg". Her langer Andy, der i øvrigt er identisk med en af redaktørerne hos vores venner Flavourz.dk, ud efter de andre partier, som kun en hiphopper kan gøre det, og det er ikke kun højrefløjen, der får på frakken. Bl.a. rapper Andy:
 
"Det' mig en gåde at det er blevet trendy/ At gi' til de rige og ta' fra de elendige / Bondam vil lette skatten på café latten / Ta' ikk' fejl, det' overklassen, der får rabatten!"
 
Der vil i øvrigt være mulighed for at fejre 2. J-Dag og høre nummeret live på Hip-Hop Bodegaen Saxons ved Nørrebro Runddel i morgen lørdag.
 
Det er ikke som bekendt ikke første gang SF har brugt hiphop i politik, tidligere har Holger K og Clemens lanceret anti-krigsnummeret "Krirak" og under sidste folketingsvalg arrangerede partiet også Rim mod Regeringen, der mobiliserede ikke mindre end 13 forskellige hiphopnavne i fællessag mod de daværende (og jo også nuværende) regeringspartier. Det bliver spændende at følge udviklingen i tak med flere rappere bliver politiske og flere politikere bliver rapfans.
 
Hør "Din By, Dit Valg" her.
Hør "Tag Stilling" her.
Besøg Andy's website.

Relateret indhold på hiphop.dk

Nyhedsarkiv

næste >< forrigeHer vises [591 - 600]
næste >< forrige Her vises [591 - 600]