ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Produceren og rapperen Jay Dee død. RIP!

11/02/2006 - Lagt online af PTA

Produceren Jay Dee aka J-Dilla fra Detroit døde ifølge sin manager, Tim Maynor, om morgenen i Los Angeles, fredag d. 10. februar 2006. Han blev 32 år gammel. Sidste år kæmpede Jay Dee med alvorlige sygdomme, bl.a. i leveren samt en sprængning i nyren. Om dødsfaldet er relateret til disse sygdomme er endnu ikke offentliggjort.
 
Jay Dee lod først høre fra sig som en del af The Ummah, der stod bag produktionerne på A Tribe Called Quest's senere album, og han har ligeledes arbejdet med folk som Common, De La Soul, Busta Rhymes og Proof fra D-12.
 
Det er dog primært gennem sit arbejde med sin egen eklektiske "boom clap" producer stil, Jay Dee er blevet kendt. Først som del af gruppen Slum Village og senere med rapperne Frank N Dank, har han gjort den specielle Detroitlyd verdenskendt, ikke mindst med det fabelagtige produceralbum "Welcome 2 Detroit". Også albummet "Champion Sound" udgivet med Madlib under det fælles alias Jaylib står tilbage som en milepæl.    
 
Til trods for sine helbredsmæssige problemer turnerede Jay Dee i Europa i 2005, og der var konstant rapporter om han nu skulle være i bedring. Så meget desto mere er det et chok for fansene verden over, at Jay Dee nu er borte.
 
Jay Dee har været forgængeren for den Detroitlyd, der nu også via f.eks. Boom Clap Bachellors er blevet stor i Danmark og han efterlader sig et gigantisk bagkatalog af både beats og rap-optrædener. Man må håbe den arv bliver værdsat, nu hvor han ikke selv kan føje til den længere.
 
I aften lørdag sender Stonies Show hosted af Copenhagen Most Blunted et J-Dilla memorial show på 90,4/87,7 Mhz fra kl. 18-21, så de der bor i Københavnsområdet kan tune ind og høre, hvad CMB kalder "en af musikverdenens største og mest innovative producere".
 
RIP.   

Relateret indhold på hiphop.dk

Nyhedsarkiv

næste >< forrigeHer vises [961 - 970]
næste >< forrige Her vises [961 - 970]