ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Masta Ace og Static & Nat Ill i Amager Bio.

03/08/2006 - Lagt online af Smølf

Selvom han efterhånden har været i Danmark en del gange, er det altid en stor fornøjelse at se Masta Ace live. Sidst han var her gav han et af de bedste shows undertegnede til dato har set som opvarmning til KRS for et års tid siden. Der proklamerede han ellers, at det sidste gang, vi så ham - han ville retire.
 
Nu er han her så igen. Denne gang som hovednavn med ingen ringere end DKs bedste liveact Static & Nat Ill som opvarmingsband, så man er godt dum, hvis man ikke er at finde på Amager Bio den 11.aug.
 
Ain't you the Masta? Yep I'm the Masta!
Hiphop har haft mange mestrer gennem årene, men ingen har så konsekvent levet op til titlen som Masta Ace. Den eminente rapper formår både at skabe skelsættende albums og tryllebinde publikum når han optræder live, to kvaliteter der har været med til at holde ham konstant relevant i den efterhånden 17 år lange karriere. Født og opvokset i Brownsville, Brooklyn, har Masta Ace endda hårdere opvækst i bagagen end så mange gangstarappere. Han har dog gennem årene valgt at fokusere på et underholdende udtryk, og har ikke været bange for at lange ud efter konkurrenterne, men altid på en begavet facon.
Hvor andre rappere er gået i glemmebogen når de har ændret stil, har Masta Ace formået at variere sit kunstneriske udtryk, så han nu har fem vidt forskellige album under bæltet, der alle sprudler af originalitet. Masta Ace har haft en enestående evne til at omgive sig med de rigtige mennesker. Hans officielt første nummer var "The Symphony" med Juice-Crew kammeraterne Kool G Rap, Craig G og Big Daddy Kane. Det blev en en hiphopklassiker og en brugsanvisningen for hvordan et godt possecut/gruppenummer skal skæres, og selvfølgelig var det unge Ace der lagde ud. Senere har han samarbejdet med alle fra superstjernen Eminem til hiphopguruen Common, og med Common var det endda med dansk islæt, eftersom nummeret udkom gennem vores egen Boulevard Connection.
 
Men det er ikke bare mikrofonen har Masta Ace været fremragende til at dele. Da han albumdebuterede tilbage i 1990 med "Take A Look Around" - den gang han stadig stavede sit navn Master Ace - var det med producerlegenden Marley Marl som mentor og producer. Masta Ace var selv manden bag musikken på opfølgeren "Slaughtahouse", men først efter DJ-geniet Premier fra Gang Starr lærte ham at betjene sampleren. Med albummet "Disposable Arts" fra 2003 viste Ace, at han sagtens kan bide skeer med de yngre konkurrenter, og forrige års stegende hede "A Long Hot Summer" var om muligt et endnu mere helstøbt album.
 
Hvor han tidligere selv har fået en hjælpende hånd fra hiphoppens legender, er mesteren ikke sen til at give faklen videre til unge rappere som Punchline & Wordsworth og Big Stricklin, der på det seneste har været en integreret del af Masta Ace's optræden. På scenen, som på plade, kan man forvente Masta Ace tager publikum med ind i showet, og han kæder altid sine historier sammen med en energi og fortælleglæde, det kun er de bedste rappere, der kan matche. Selvom han altid har et fast greb om crowden og underholdningsværdien, repræsenterer Masta Ace et intelligent alternativ til den indholdstomme rapmusik, der plager MTV.
 
You're listening to a crew, who paid they dues!
Der kunne næppe være valgt en bedre gruppe til at åbne for Masta Ace end Århus-duoen Static & Nat ill. Med en stil der indeholder alt det gode den klassiske hiphop lyd har at tilbyde er de nået langt ud over landegrænsen. Static's utrolige præstationer som DJ og Nat ills evne til at angribe med mikrofonen som var det et samuraisværd har givet internati onalt anerkendelse som et af verdens bedste bud på den klassiske kombination: MC DJ = god hiphop.
Efter at have finpudset materiale ved liveshows og i studiet i årevis udgav de i 2005 endelig debutalbummet "Teamwork". Når de to står sammen på scenen er det garant for show i verdensklasse, der kommer langt ud over scenekanten. Med næsten teatralsk præcision giver de hver gang en fremvisning i, hvor imponerende det kan lyde når en DJ og en MC begge står i forgrunden. Det er derfor ikke nogen overraskelse de i år fik prisen som bedste liveact til Danish Hip Hop Awards prisuddelingen.
Med Ace at åbne for, er der ingen tvivl om gruppen, der har gjort publikum kogende i såvel Tyskland som USA, nok skal varme scenen op.
 
"Give me some of that good old love". Med både Masta Ace og Static & Nat ill på plakaten er det altså det bedste hiphopverdenen har at tilbyde, når det kommer til ren og ærlig kærlighed til hiphop - råt for uforsødet. Begge acts har allerede for længe siden vundet de danske hiphop fans' anerkendelse på scenen, og mon ikke der er dømt hedebølge når "A Long Hot Summer" kulminerer den 11. august i Amager Bio.

Relateret indhold på hiphop.dk

Nyhedsarkiv

næste >< forrigeHer vises [391 - 400]
næste >< forrige Her vises [391 - 400]