Julen er ved at være over os. Efter reklamekatalogerne at dømme har den endda været her et par måneder. Med den følger en masse traditioner og gøremål, der hurtigt kan sende en tidligt hjem fra arbejde pga. stress. Der skal bl.a. købes gaver, spises julemad og ses julekalender. Vil man overleve helt indtil selve festen, skal man huske at slappe af og nyde den fritid, man nu har. Og som på enhver anden tid gøres det naturligvis bedst med lidt hiphop.
Det er heldigvis gået op for folk de seneste år. Rap-julekalendere er efterhånden en lige så fast del af julen som klejner og kreditkortsvingeri. Ballerup-crewet 2 3 Kvarts ikke særligt julede "Jul I 2 3 Kvart" er blevet en undergrundsklassiker, og Rapspot.dk havde en vellykket detektiv-julekalender. Folket skal selvfølgelig heller ikke snydes for rap-julegodter i år!
Vi har allerede nævnt, at Martin J (aka SuparDejen) vil lægge et dobbeltalbum op til gratis download. Men julen er ikke grådighedens højtid for ingenting - jo flere gaver, jo bedre er det! Heldigvis er gavmilde sjæle ikke just det, den danske hiphopscene mangler mest.
Også de finurlige fynske fyre fra Fler' Farver fejrer festmåneden. Deres bidrag til julestemingen er ikke mindre end alle crewets fire gratis albums! De vil hver især blive tilgængelige klokken 15.00 hver søndag på deres hjemmeside, www.flerfarver.dk. Planen over, hvilke albums der lægges op hvornår, er som følger:
1. søndag i advent, den 2. december: "En Elsk - Juelsgademodspil"
2. søndag i advent, den 9. december: "Fup & Dambo - Ni For en Fiffer"
3. søndag i advent, den 16. december: "pmjacob - Deadline"
4. Søndag i advent, den 23. december: "Fler' Farver - Bekender Kulør"