Helt Sikkert crewet som har stået bag en ordentlig røvfuld udgivelser over de sidste 5-6 år, har besluttet sig for at lukke deres fælles pladeselskab, for istedet at starte en håndfuld små, der skal arbejde tæt sammen. Selskabets første udgivelse kom i 1998 med "Pinocchio Teorien", og crewet er siden vokset sig stort og stærkt, men nu er der altså nye tider på vej. Helt Sikkert ligger inde med fire albums, der endnu ikke har været ude i offentligheden, og især Joe True forventes der meget af i den kommende fremtid - desuden er Sphaeren også igang med opfølgeren til deres forrige album.
Helt Sikkerts talsmand, Twajs, udtaler:
"I dag er vores relationer med hinanden og omverdenen ændret, og vores styrker og svagheder er helt anderledes end for fem år siden. Vi står ved en ny skillevej. Derfor har vi besluttet en opdatering af organisationen. Da Helt Sikkert-kollektivet blev dannet, gjorde vi alt i fællesskab, men efterhånden fandt vi alle vores nicher og vores egen plads i puslespillet. Vi har udviklet os som mennesker og som musikere samt opnået en større forståelse for de arbejdsopgaver og de muligheder, som følger med en semiprofessionel musikkarriere."