Yeah yeah ladies and gents, jeg ved godt at I helst så mig skrive en ny omgang Cypher, men det kapitel er lukket for altid. Jeg nåede vist 117 stykker på Rapspot, og man skal stoppe mens legen er god, noget jeg var tæt på at glemme i min iver for at viderebringe nyheder fra den verdensomspændende Hip Hop-scene. Slut er det dog, og i stedet introducerer jeg ”The Nod Factor” , stedet hvor jeg skriver løst og fast om stort set alt der falder mig ind. Det være sig udgivelser eller emner, I dont care, så længe jeg stadig har spaltepladsen hos www.hiphop.dk slipper I ikke for mine skrevne udgyldelser.
So whats on the menu in the first ever column, jamen vi kan da checke temperaturen på kvaliteten af rap-udgivelser, og den er bestemt ikke god for tiden! Patienten har haft det dårligt længe, men jeg syntes det bliver værre og værre, for det er sandt for dyden ikke mange kvalitets-album, der kommer om året efterhånden. Jeg kan huske dengang hvor jeg hver mandag formiddag troligt troppede op hos Street Dance, for at være den første der checkede hvilke udgivelser der var kommet, og som næsten hver uge opdagede nye og fremragende amerikanske rappere i butikken på Vestergade. Det var heller ikke ualmindeligt at man fik gåsehud over numre man hørte, og når man har haft det sådan med Hip Hop, begynder man selvfølgelig at sammenligne dengang og nu. Tro nu ikke at det er endnu en omgang ”altingvarsådejligtigamledage”-klumme, for der er mange positive ting omkring dagens udgave af rap-musik.
Det er blot en konstatering af at Hip Hop har ændret sig radikalt siden 90’erne, og at den i dag lyder helt anderledes end den gjorde engang. Se, jeg er fra den skole der syntes at Primo er indbegrebet og definitionen af Hip Hop-lyd, og hvis man tænker over det, er det lydbillede han skaber nærmest ikke eksisterende i dag, det findes stort set kun når Gangstarr smider et album ud, eller når Primo selv producerer for diverse rappere. Lydbilledet jeg taler om er samples, cuts, og finurlige breakdowns, noget som de færreste producerer vægter højt i dag. Efter min mening ændrede Hip Hop sig, den dag sample-clearings blev en industri, for hvem fanden gider bruge et halvt år på at cleare en bassline man selv kan spille efter på keyboardet? Ganske forståeligt, men samtidig med denne udvikling, forsvandt noget af stemningen og intensiteten fra produktionerne, og en hel ny generation af ikke-samplende producere var pludselig de store navne i industrien. Bedste eksempel er vores gamle ven Swizz fra RR, som jeg ikke kunne udstå i starten, men som jeg med tiden fik mere og mere respekt for, selv om nytænkning nok ikke er nøgleordet for ham når han programmere beats. Jeg havde egentligt ikke tænkt så meget over hvor stor betydning jeg syntes samples har for ”rigtig” Hip Hop, indtil jeg hørte ”Total Eclipse” fra Blackmoon og tænkte; ”se, det er et rigtigt Hip Hop album”.
Hvorfor jeg havde det sådan med ”Total Eclipse” tænkte jeg ikke nærmere over, før jeg havde en snak om det med KV, og det var der det slog mig hvor meget samples betyder for mit forhold til et dope album. Der er selvfølgelig altid undtagelser der bekræfter reglen, men i bund og grund er jeg kommet frem til at jeg føler, og finder størst glæde ved albums hvor producerne ikke er bange for at sample. Hvad I kan bruge mine tanker til skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg håber at det hos nogen måske vil sætte nogle tanker i gang om nutidens Hip Hop, så kan I for min skyld være enige eller uenige. Jeg håber at 2004 vil blive et år med masser af mindeværdige udgivelser, men i skrivende stund har jeg mine tvivl. Tvivl som jeg håber er blevet gjort til skamme den 31. december i år. And on that note, peace everybody.