For at fejre at have solgt mere end 100.000 solgte plader, udsender L.O.C.'s nu sin seneste skive, "Cassiopeia", i en special edition.
Den 6.juni udkommer den nye version i et begrænset oplag, der udover artwork i verdensklasse også kommer til at indeholde tre nye numre:
"Din Eneste Ene", hvor L.O.C. stemningsfuldt akkompagneres af Radioens Underholdnings Orkester. "Sangen er en hyldest til Frank Sinatra, som er én af de sangere i verden, jeg har stor respekt for. Jeg er fascineret af hans timing og melankoli, som jeg kender fra mig selv. Jeg tror det sørgmodige kommer fra det irske i mig. Ligegyldigt hvad der sker, så si'r vi: Fuck det, vi har stadig musikken og galskaben", griner L.O.C..
Trods irsk islæt er L.O.C. opvokset i Århus. Det smitter af på "Få Din Flask' På". Han forklarer: "Få Din Flask' På" er århusiansk for at fyre den af. Den remixede single skulle med, for jeg fået Suspekt drengene til at rappe et vers på den alternative version. Og hvis der er nogen, der synes, jeg er dumsmart og anderledes i skabet, så er det fordi, de ikke har hørt Suspekt. De er det største i dansk undergrundsrap."
"Mig og min paranoia 2006": "På min første plade var "Mig og min paranoia" et ekstra nummer på vinyl-udgaven. Jeg har skrevet sangen om, så den passer til mit liv i dag. Jeg er selv ekstremt mistroisk overfor andre, og synes, jeg er blevet bedre til at beskrive, hvordan det er at være paranoid. Det er meget ærligt og måske lidt ubehageligt at høre om, men der er humor i sangen. Der skal være noget sjovt med, ellers ender jeg som en selvhøjtidelig tudeprins."
Selvom sådanne udgivelser normalt er en kunstners måde at score en hurtig omgang kontanter på, afviser L.O.C. dog at dette skulle være formålet: "Jeg vil ikke røvrende dem, der har købt pladen én gang. De tre nye numre skulle bare ud nu, for jeg ved ikke, hvornår der kommer et nyt album. Der kan gå alt for lang tid, og jeg har aldrig villet lave singler. Heller ikke nu. Så pladen står til små penge i butikkerne og de tre tracks kan hentes billigt på nettet."