ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Black Moon aflægger besøg i Danmark

17/07/2008 - Lagt online af KimBlim

Vi har modtaget følgende pressemeddelse fra Scratch Entertainment:
 
"Man må forvente fans af ægte, uforfalsket hiphop, står klar når Black Moon kommer til landet i efteråret. For det er en af east coast hiphoppens mest elskede og anerkendte grupper, der rammer Lille Vega fredag den 12. september.
 
Black Moon fra Brooklyn, New York består af rapperne Buckshot og 5ft Accelerator samt DJ'en Evil Dee. Iklædt camouflagetøj og med backpacken fyldt med hardcore beats og rim skabte de deres egen unikke stil. Deres debutalbum fra 1993, "Enta Da Stage", var et mørkt, tungt og atmosfærisk svar på den poppede hiphop, der allerede dengang dominerede. Få numre kan give hiphoppere gåsehud og tårer i øjnene som Black Moons klassikere "Who Got Da Props", "How Many MC's" og "I Got Cha Opin".
Gruppen udgør samtidig kernen i Boot Camp Clik, et af hiphoppens mest respekterede crews, hvorfra navne som Sean Price og Smif N Wessun ligeledes er blevet legendariske.  
 
Siden debuten er der kommet to album og en opsamling fra Black Moon. Det har ikke været uden kamp, at Black Moon er kommet hertil. Et fællesalbum med 2pac, der kunne have været et vendepunkt i east coast / west coast konflikten måtte skrinlægges, da 2pac blev myrdet. 5ft Accelerator har af flere omgange forladt gruppen, for at besøge hotel tremmely, men hver gang Black Moon er vendt tilbage, har de vist hvor savnet deres rå, kompromisløse stil er.     
 
Buckshot overraskede mange, da han for et par år siden samarbejdede med det nye producerfænomen 9th Wonder på albummet "Chemistry", og viste at han havde evnen til at genopfinde sig selv. I år har de to for nyligt udsendt opfølgeren "The Formula" og lige nu arbejder Buckshot på en udgivelse med hiphop-guden KRS-One. I mens er 5ft Accelerator på vej med sin længeventede solodebut, der såmænd laves sammen med Evil Dee. Der er også planer om endnu et Black Moon album, så der er bestemt mulighed for også at høre nye toner til koncerten i Lille Vega.   
 
Som support er DJ Noize blevet indkaldt. Den dobbelte verdensmester i mix fra Majors/Denmark's Finest brød netop igennem internationalt i den periode, hvor Black Moon dominerede east coast hiphop. Mon ikke han tager os tilbage til den tid, når han skal varme salen op.
 
Det er bare med at være i Lille Vega fredag den 12. september, for det bliver en aften med klassisk east coast, backpacker, boom-bap, hardcore hiphop af den type vi elsker herhjemme. Det er 100 % sikkert hele salen vil råbe med, når DJ'en skråler: "EVIL DEE IS ON THE MIX, COME ON, KICK IT!"
 
Billetsalget er startet på www.billetlugen.dk eller i FONA. Prisen er 195 kr. + gebyr.
 
Mere info: www.duckdown.dk"

Nyhedsarkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste >< forrige Her vises [11 - 20]