Brian Coleman - Rakim Told Me
Faste læsere af hiphop-magasinet XXL vil nikke genkendende til Brian Colemans navn, da det er ham der står bag den faste rubrik, "Classic Material". Nu er Coleman så aktuel med en bog der har nogenlunde samme koncept (og ofte indhold) som klummen, nemlig at få en forklaring på hvordan et album er blevet til og hvilke anekdoter der er tilknyttet det pågældende album. Brian Coleman skriver selv i for-ordet at han altid har savnet tilstedeværelsen af de såkaldte "liner notes" på hiphop-albums, altså historien om albummet fortalt af kunstneren selv - en slags fortælling om det enkelte nummer og baggrunden for det. Det forsøger forfatteren så at råde bod på i denne bog som bærer titlen "Rakim Told Me".
Straks da jeg modtog bogen gik jeg igang - jeg kan ligeså godt indrømme det nu: jeg er en sucker for hiphop-anekdoter - og det gjorde ikke min begejstring mindre at de 21 albums der bliver skrevet om i bogen stort set allesammen står som klassikere i min bog også. Bogen dækker dog kun albums udgivet i 80'erne, så man skal ikke forvente de store fortællinger om hverken Jigga, Wu-Tang eller Nas - hvad man derimod kan glæde sig meget over er at få sandheden om folk, der desværre er glemt eller overset af de fleste, f.eks. Schooly D, Dana Dane, Mantronix og Special Ed. Forfatteren nævner dog allerede i denne bog at der nok bliver en efterfølger der kaster sit blik på 90'ernes bedste albums, så der er noget at glæde sig til.
Som skrevet kastede jeg mig over bogen, der vist må sige at høre til i den kategori som er letfordøjelig - jeg var ihvertfald færdig med den indenfor et par timer. Jeg havde glædet mig usigeligt meget til bogen, måske var det Rakims navn i titlen, måske var det omslaget der viser små udsnit af adskillige klassiske albumcovers eller måske var det blot forventningens glæde om at få lidt mere hiphop-historie, der ville kunne give mig svar på mange af de små spørgsmål man til daglig render rundt med. Desværre blev jeg skuffet, idet mange af de ting der står i bogen allerede har været fremme i XXL eller andetsteds, og desuden er bogen ikke super velskrevet, hvilket fik mig til at skimte nogle af afsnittene istedet for egentlig at nærlæse dem.
Uden at afsløre for meget kan jeg dog godt sige at afsnittet med Ultramagnetic MC's "Critical Beatdown" står som noget af det mest interessante bogen har at byde på, og man får alvor bekræftet at en af Ultras (og især Kool Keiths) forcer er/var at være så markant anderledes end alle andre, at man ikke kunne undgå at lægge mærke til dem. Kool Keith beskriver blandt andet Ultramagnetics stil som hiphoppens svar på PCP/Englestøv: "We was always out of the norm, yesterday and today". Netop delen om Ultramagnetic skiller sig markant ud fra de andre afsnit i bogen fordi der også er en historie om gruppen før albummet, og det er her de ekstra interessante ting gemmer sig, hvor der i de "normale" afsnit blot er info om albums'ne.
Sjov læsning var det dog også at Ice-T var millionær i dollars inden han fik en pladekontrakt! Penge som han vel og mærke havde sparet op indenfor et år ved at lave indbrud og andre kriminelle aktiviteter! Musikken var blot en måde at opretholde den flashy livsstil uden at skattevæsenet og politiet skulle blive mistænkelige.
Derudover fortæller Ice-T også at han blev vært på en lokal natklub i L.A. og at han blandt andet havde fornøjelsen af at præsentere en på det tidpunkt ukendt kunstner ved navn Madonna - "I take credit for telling Madonna to show more cleavage", som han siger med et grin.
Som sidste positive teaser for bogen vil jeg hurtigt nævne hvordan KRS-One egentlig fik sit navn. Mange - inklusiv undertegnede - har altid troet at hans rigtige navn er Kris Parker, men det viser sig faktisk at være Lawrence. Da unge Lawrence boede på et herberg for hjemløse unge gik han meget på biblioteket, men samtidig blev herberget besøgt af Hare Krishna munke der delte gratis bøger ud, og Lawrence var nysgerrig nok til at tage imod dem og læse dem for at øge sin viden om religion. Han begyndte at hænge ud med munkene og diskutere filosofi med dem, hvilket gjorde at han fik øgenavnet Krishna på herberget. Krishna blev senere til Kris som igen blev til KRS-One. Se det er fandme en anekdote man kan underholde med til den årlige hiphop-julefrokost!
Bogen indeholder masser af små interessante ting, men på en eller anden måde bliver ens hunger for viden langtfra tilfredsstillet, samtidig med at man bliver lidt små-irriteret på forfatteren fordi bogen er sat op i en masse små punktafsnit, som gør læsningen til en start-stop oplevelse. Under alle omstændigheder er jeg stadig nysgerrig, men det er måske også meget godt?
Albums der bliver gennemgået i bogen:
- Schooly D - "Saturday night: The album"
- Run-DMC - "Raising Hell"
- 2 Live Crew - "As nasty as they wanna be"
- MC Lyte - "Lyte as a rock"
- Eric B & Rakim - "Paid in full"
- Biz Markie - "Goin' off"
- De La Soul - "3 feet high and rising"
- Slick Rick - "The great adventures of Slick Rick"
- Special Ed - "The youngest in charge"
- Ultramagnetic MC - "Critical beatdown"
- Jungle Brothers - "Straight out the jungle"
- Mantronix - "The album"
- Ice-T - "Power"
- Big Daddy Kane - "Long live the Kane"
- Public Enemy - "It takes a nation of millions to hold us back"
- The D.O.C. - "No one can do it better"
- Marley Marl - "In control vol.1"
- Too $hort - "Life is... Too $hort"
- EPMD - "Strictly business"
- Dana Dane - "Dana Dane with fame"
- Boogie Down Productions - "Criminal minded"