Track72 - "Rockin'" (Good Music Records)
Hvad gør man, når man har været del af verdens bedste - og stadig aldrig defeatede - gruppe, der vandt priser for opfindsom dansk sprogbrug? Hvis man er Tue Track skifter man navn, dropper dansk rap, rejser ud i verdensrummet, og vender tilbage som Track72 med en omgang "Rockin'"-spacefunk, hvis lige Danmark ikke har set. Det klæder bestemt Track72 at rette fokus på de non-verbale skills. Som producer af broderparten af Malk-albumene, fast medlem i Booty Cologne og gæsteproducer for alle fra Per Vers og Clemens til Homebrew har han stået for nogle af de allerbedste og mest specielle produktioner herhjemme, og som DJ til livejobs og natklubgigs har vi også kunne konstatere hans scratch-skills sagtens kunne gøre sig på konkurrenceniveau.
Så alt i alt virker det som en ligetil idé at lade Track72 boltre sig i albumformat, og det er det også langt hen ad vejen. Hvor Bikstok's raggarevolution til tider trækker direkte paralleller til Langestrand, er det Track72 leverer snarere i familie med BBE's Beat Generation, hvor producere som Jay-Dee og Pete Rock sætter sig i forgrunden på albumene. "Rockin'" er en blanding af hiphop og electro. Nogle numre er ren B-boy repræsentation og andre er gennemførte throwbacks til den electrobølge inspireret af Kraftwerk, der var hot i midtfirserne, men de fleste - og de fedeste - numre bevæger i grænselandet mellem genrerne.
Med "Caught Ya Eye From A Flyin' Rhubar B Pie" lægger Track72 allerede genrefusionen an på introen, der går fra rummandsstemning over i westcoast guitar som det lød i 70'erne, og efterfølgende "Two Park" har også guitaren i centrum omkring et støvet virvar af musik. På første del er min yndling afgjort "Adult Music", der blander et klassisk break med scratch og forandrer stemning hele numrene igennem.
Numrene med gæsterappere ligger også på første del, de tæller Wild Child, J-Ro fra Tha Liks, Jahi, Maylay Sparks og NatiLL. Wild Child fra Loot Pack, der ellers er mand for masser af outrerede linier virker mystisk normal på "One Mic + Two 0-Tables" og singlen "Dat Shit", der klart har det stærkeste omkvæd på albummet. Maylay Sparks nummeret lyder som Maylay Sparks numre flest, det er flot men uden særpræg. J-Ro imponerer til gengæld med indholdet, og er fantastisk på andet vers af "We're Willing", da musikken har ændret sig til en meget ondere stemning, og den ellers sjove Liks rapper giver den fuld slæde med space-invaders illuminati-paranoia:
"They're coming after me, they want what I got / I'm the last man on earth that can rock the spot / I didn't have my gat so I ran out the back / I almost ran smack into a old Cadillac / I jumped over the hood like Edwin Moses / They were still after me, the short one was the closest / I knew they was coming but I didn't know when / It was hard to walk straight 'cause I was drunk off Hen..."
Nummeret "Best Kept Secret" er featuring de store danskere Static og NatiLL. Alt fra Static's cuts til Tue Track's boom bap produktion og NatiLL's rap er af høj klasse, men versene er lavet som en introduktion til NatiLL, og det virker lidt malplaceret, selvom der er namedropping i Game-klassen. NatiLL sammenligner sig bl.a. med hip-hip pioneren Bambaataa, tandlægen og riffel-slingeren Doc Holiday, rapperne i Ultramagnetic, Public Enemy's Chuck D & Flavor Flav, Shakespeare iklædt Nike-sko, Riddick Bowe's knyttede næve, ghettoblaster-bæreren Radio Raheem fra Do The Right Thing, krigstaktikeren Sun Su, Jesus genopstået og Mike Tyson anno 1986.
Jeg er ellers stor fan af NatiLL, og der er ingen tvivl om han har energi og nærvær som få, men jeg savner generelt lidt mere, der viser hvorfor netop disse tekster hører til på denne plade. Det er mest New York vers, med en nostalgisk golden age feel, der dominerer fra rapperne. De kommer ellers fra så forskellige steder som Los Angeles, Ohio, Philadelphia, Queens og Århus, men den sikre metode er selvfølgelig at lave seksten takters boom bap. Jeg synes alligevel ofte versene blegner ved siden af de skæve og originale produktioner. Det virker f.eks. befriende når Juice Crew legenden Craig G giver den på brækket dansk før sit vers på "We Been Here From The Start", hvor han i øvrigt outshiner co-rapperen Jahi i den grad.
Electrodelen er både nummer- og tidsmæssigt en stor portion af "Rockin'". Numrene fragter en tilbage til en tid, hvor alt handlede om robotter og rumvæsener, og det er jo skægt når science fiction virker old school, men jeg kan ikke tænke mig forbi firsernes alien-fascination. Det hele bliver så spændende og mystisk udført, man bliver grebet af stemningen på de ofte halvlange numre, og såvel titelnummeret som "Kehbrox Analysis part II & III" og "Soul Sonic" er virkelig fascinerende lytning til musik, der udover at være enormt velproduceret også er legende og udfordrende. Dog synes jeg det bliver lidt for feinschmecker artsyfartsy på "Light My Fire" remixet feat. Abdullah S, der i øvrigt også bryder illusionen af Track72 bevæger sig i sin egen virkelighed.
Jeg håber også udlandet får øjnene op for det talent, der både på produktions- og rapsiden er til stede. Når jeg ikke er helt oppe på raketten, skyldes det primært de mest traditionelle af rapnumrene, der simpelthen sidder for meget fast i den gamle B-boy freeze, til jeg kan føle det. Jeg er sikker på, der også kan være et behov, for at lave rendyrket hip-hop, efter den meget eksperimenteren i Malk De Koijn, men det burde kunne trækkes i en mere kreativ retning. Det sagt, er der er ingen tvivl om Track72 er en superdygtig producer og albummet har virkelige højdespringere i form af "Kehbrox Part II & III", "Adult Music" og "We're Willing", der skriger efter man bare tager hjælmen på, og insisterer på man svæver i rummet.
Besøg Good Music Records for mere info om "Rockin'" eller (gen)læs Double That - vores interview session med Craig G, fra indspilningen til "We've been here from the start"