Timbuktu - "Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö" (Album Re-release)
Timbuktu's fjerde studiealbum udkom egentlig allerede i februar 2005. Siden er albummet blevet en kassesucces i Sverige og Norge, og selv i Danmark har vi løftet en smule på øjenbrynet over den lille skånske rapper - særlig da han med bigband og spøgelsesoutfit væltede Roskilde i sommers. Nu bliver det så genudgivet herhjemme, så de der glemte at hoppe på "Kärlekens Bandvagn" i første omgang får en ny chance, og lad det være sagt med det samme - "Alla Vil Til Himmelen" er turen værd.
Fordi der stadig huske ham som YB's sidekick på HipHop Til Folket pladen og Rap'O'Mania 2, kan jeg fortælle, der er sket en del. Big t'ings a gwan, venner! Selvom Timbuktu ikke er bleg for at buste et vers på engelsk, har hans solokarriere været dedikeret til rap på modersmålet i årevis og han har udviklet sig til en af de bedste rappere på svensk, og bedste rappere i Sverige, og bedste rappere i det hele taget...mildest talt!
Timbuktu rapper på udpræget skånsk (en dialekt, der ligesom landsdelen var dansk engang), og har man aldrig hørt det før, kan det vel beskrives som en meget bred dialekt med syngende vokalendelser - hvis det ikke ringer en klokke, har du muligvis hørt dialekten alligevel, hvis du har set den svenske kok Tina Nordström, eller er blevet ekspederet på svensk af den flinke ekspedient i Drop Dead. Den melodiske dialekt, parret med et særdeles varieret flow, gør Timbuktu er næsten ligeså rytmisk interessant at lytte til, som han er indholdsmæssigt.
Inspirationen til musikken er hentet så forskellige steder som i afrofunken, som vi hører det på titelnummeret, og i den svenske visetradition, som man kan høre det på "Stirra Ner". Det betyder lydtæppet, som primært M.O.N.S fra Breakmekanix har stået for, godt kan minde om patchwork, men det mister aldrig den røde tråd. Numrene på "Alla Vill Till Himmelen" er meget melodiøse, og eftersom Timbuktu lægger sit flow meget stramt efter musikken fremstår albummet i det hele taget meget musikalsk. Selvom dette lyder som et ubetinget plus, betyder det faktisk at man tit fortaber sig i stemningerne og lydene, og ikke lytter efter indholdet før 3-4 gang man sætter nummeret på.
Hvor det seneste album "The Botton Is Nådd" var udpræget politisk, er det et meget personligt album. Det er der ikke så meget nyt i, med alle de selvreflekterende udgivelser vi har oplevet de seneste år, men Timbuktu formår heldigvis at gøre sine private oplevelser universelle. Sådan er det allerede fra det første nummer "Generellt", hvor han beskriver hvad, der er generelt ved sig selv og verden, for at afslutte: "men generellt generaliserar jag icke."
Herfra begynder en rejse ind og ud i Timbuktus verden, der f.eks. kan ende på "Det Löser Sej", hvor han fortæller om et barn, han kunne have haft, som blev til en abort i stedet, eller "Oavsett Vadd", som handler om at gribe chancen, og takke for, at man har gjort det.
Titelnummeret "Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö" er vel nok den største oplevelse på albummet. Med citrene trommer, og en papirtyndt keyboardmelodi danser musikken af sted, mens Timbuktu rapper teksten, der på en gang er nærværende, men stiller alligevel spørgsmål til tiden vi lever i:
"För jag ska göra det jag gör och jag ska göra det gått / Och fortsätta till min tid kommer, och beröva min lått / För vem bestämmer rätt och fel, när moralen är död / Och fått måda i varandra för sitt dåliga bröd!"
Jeg har hørt min del raptekster i løbet af 2005, men jeg tænkte næppe over nogen, så meget som over udsagnet "hvem bestemmer rigtigt og forkert, når moralen er død" i denne. Selve sangen er sådan set indlysende nok: alle vil have noget, uden at ville gøre det, der skal til, men alligevel hænger indholdet ligeså meget fast i hjernebarken som melodien gør i øret. Man kunne blive ved med at trække ting frem fra albummet, men før dette bliver en roman, må jeg blot konstatere, at jeg synes der er utrolig meget at komme efter. Også fra gæsterapperne Chords, Supreme og Promoe, hvis forskellige dialekter og stemmer står i stor kontrast til Timbuktu, og specielt Promoe leverer en pragtpræstation på det isnende kolde nummer "Fruktansvärld".
På sine egne præmisser fremstår "Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö" som et rammende og bevægende portræt af personen Timbuktu, men egentlig også af samtiden. Det er klart det bedste og mest helstøbte album fra rapperen, og det er en nydelse at gå på opdagelse og finde sproglige og melodiske detaljer i. Dog vil jeg sige, at han på det forrige album med "Ett Brev" og "Dynamit" havde en samfundskritisk aggression, man ikke nødvendigvis savner, men alligevel undrer sig over, hvad der blev af på det nye album "Alla Vill Till Himmelen". Det kunne have sat prikken over det i forvejen kæmpestore >>I<< "Alla Vill Till Himmelen" er.