ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Outkast - The Videos DVD

Historien om Outkast, er historien om en succes, der blev større album for album, og video for video. De af os, der var dedikerede Yo! MTV Raps seere i starten af 90'erne vil huske at Atlanta-duoen Outkast's tilbagelænede videoer åbnede en hel ny verden af Sydstats-billeder. Før dem fokuserede videoerne enten på, hvor mange bredrøvede piger, der er i Miami eller hvor rå Houston's 5th Ward ser ud, men pludselig ankom Andre og Big Boi som ”2 dope boys in a cadillac,” der faktisk virkede helt menneskelige.

Første gang vi oplevede Outkast universet var i ’93 med videoerne til "Player’s Ball" og "Southernplayalisticadillacmuzik". På det tidspunkt var det mest overraskende nok, at der kom lyrikere fra Georgia, der kunne måle sig med både Souls Of Mischief og Pharcyde. Efterhånden som man vendte sig til de mellow beats og tungeflippende rim, blev Outkast mere og mere sympatiske at høre på, og player blev i deres univers mere en spasmager end end en gangster.

Da de kom tilbage et par år efter med "Elevators" og "ATLiens", var udtrykket en smule mere voksent, lidt mere p-funky og pludselig kom inspirationen fra rumvæsener (ligesom hiero-) og egyptologi (-glyphics!). Videoerne er nu både flotte og sjove, og kan man komme ud over Andre har en åndet turban på, matcher de den meget originale lyd "ATLiens" albummet havde.

"Aquemini" kan man sige mange gode ting om. "Skew It On The Bar-B" er dobbelt-tempo med b-boy attitude, "Rosa Parks" blander perfekt gospel, rhythm & blues og crunked out hip-hop og "Art Of Story Telling" reintroducerede Slick Rick på fornemste vis. Men intet af dette er med på DVD’en. Skidetak.

Vi spoler frem til Outkast i år 2000. "Stankonia" pladen er på vej, og "B.O.B." videoen har netop ramt rap-programmerne, og spørgsmålet på de flestes læber er: Hvad fejler Outkast?
Nummeret kører 180 i timen, med et halsbrækkende techno beat, rock guitar og funky-worm synth. Big Boi og Dre, der nu har forvandlet sig til en mellemting af George Clinton og Prince, rapper som om det gjaldt deres liv. Videoen understreger sangens stemning, og indeholder en lækker guitarsolo, der ikke er på albummet. Selv fans skændes om det er kejserens nye klæ’r eller en psykadelisk orgasme, men faktum er de forudså en ny tid i hip-hop, da de indvarsler det er: "Time for music electric revival".

"Ms. Jackson" videoen, er ligesom nummeret en fin lille ode til afsluttede forhold, der bare blev overeksponeret. Kan du ikke se huset er ligesom et forhold, der går i stykker selvom de reparerer det, og dyrene er ligesom børn, der bare kan se til forældrenes kamp? Jo tak, sagtens.

"So Fresh, So Clean" er i min bog meget sjovere. Den handler om at være fin i tøjet, og selvom man ikke selv ville ses død i de outfit drengene sporter, fremkalder den en aura af coolness, der næsten kan få en til at overhøre Dre uendeligt taktløst rapper: "You’re so Anne Frank, lets hit the attic and hide out two weeks."

"The Whole World" er Outkast i cirkus for fulde gardiner. Nummeret er fantastisk catchy, formet som et langt omkvæd. Det er sjovt og positivt at lytte til, og cirkus-temaet passer perfekt til specielt Andre. Big Brovas syntes åbenbart også det passede perfekt til dem, men det er en anden historie.

Outkast’s karriere kulminerer ironisk med videoerne, hvor de går solo. "The Way You Move" og "Hey Ya!" er begge skabt som scener, hvor rapperne spiller fiktive personer, i deres eget univers. På "The Way You Move" ser man Big Boi i en mere konventionel hip-hop stil, han rapper sine tighte vers, har en sjov butterfly på, men er ellers hurtigt glemt. Andre’s "Hey Ya!" er derimod ubetinget top-original i sin brug af 60’er TV-show rammen og de mange karakterer fra musik-historien han spiller. Sangen er også enestående i den måde Andre forener sin vrælende sang med beat og omkvæd i et uforglemmelig skabet og dejligt nummer.

Skal man sige noget overordnet, når man har set alle Outkast videoer, har Big Boi altid lagt et solidt fundament, mens Andre optræder mere grænseoverskridende og flippet. Allerede omkring "Aquemini"-albummet fortalte de i Source om seperate tour-busser til duoen, og forskellen er bare blevet større – men videoerne er faktisk også blevet sjovere at se på. Ikke mindst fordi de er gået fra almindelige rap folk som Puffy og F. Gary Gray til instruktører som Bryan Barber og David Meyers, der arbejder med alle mulige genrer.

DVD’en kan anbefales, hvis man gerne vil se Outkast’s videoer for det er vitterligt det eneste man får, og dem får man ikke engang alle sammen - hvor er "Art Of Storytelling" og "Land Of A Million Drums"? Der er intet behind the scenes, livemateriale eller voice-over spor.

Men mangler du eksempelvis at se "B.O.B." videoen og selv dømme om de er gale eller geniale, eller kan du ikke huske, hvor almindelige de så ud i "Players Ball" dagene, så køb den endelig. Outkast laver videoer, der i kraft af deres billeder, historier og stemning kan ses masser af gange, og nydes både som godt håndværk og fin underholdning.

19/02/2004 - Lagt online af PTA

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [151 - 160]
næste >< forrige Her vises [151 - 160]