Busta Rhymes - "The Big Bang"
Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at min tro på et klassealbum mere fra Busta Rhymes var rimelig begrænset. Ikke så meget fordi han er en dårlig mc, slet ikke - mere fordi han har haft problemer med at holde et højt niveau på sine albums i en del år, faktisk synes jeg kun at hans eneste virkelig gode album er "The Coming" fra 1996; men bedst som man mere eller mindre har glemt Busta en smule, så dukker han op - signet på Dr. Dres Aftermath Records. Og hvad får man, når man kombinerer en svedig mc med westcoastens banger-leverandør nummer ét? - Et gennemført og lækkert album.
Pladen starter da også med en banger leveret af Bustas boss, Dr. Dre. Q-Tip er på omkvæd sammen med Marsha, som vi kender fra The Games "Start From Scratch" fra sidstnævntes plade "The Documentary". Samplet minder om noget kinesisk strengeinstrument med tungt klaver indover - klaver i bedste Dre-stil, som gør det en umulighed ikke at nodde med til tracket. Busta leverer et par solide "se-mig-jeg-er-fuckin-tilbage"-vers, og det kan man sgu ikke klandre ham for:
"A lot of niggaz shit sound dated /
I'm like Shaq, franchise player just got traded /
to the number one team in the league /
See I ain't on J Records /
I'm on Dre Records, Aftermath, BITCH!" - Jo tak, den er sgu i orden med mig.
Busta har som bekendt altid leveret et par gode clubnumre som "Make It Clap", "Break Ya Neck" og "Pass The Courvoisier Remix". "The Big Bang"'s svar på sådan et nummer er kaldet "Touch It". Nu har jeg aldrig brudt mig synderlig meget om Swizz Beatz, men førstesinglen "Touch It" er faktisk et okay bud på en clubklassiker, dog uden af nå de samme højder som tidligere nævnte numre.
Busta har også været nede i arkiverne og fundet at par legender at indspille med. Rick James (R.I.P.) medvirker på "In The Ghetto", og det samarbejde fungerer udmærket. DJ Green Lantern leverer en stemningsfyldt produktion med tunge trommer, og masser af blæseinstrumenter og Rick står for et vers og omkvæd.
På trods af at "In The Ghetto" er et godt nummer, så slår det dog på ingen måde "Been Through The Storm", der er et af pladens absolut fedeste numre, og som har Stevie Wonder med. Stevie kan jo ikke andet end at levere et godt omkvæd med sin fantastisk stemme, og Busta Rhymes gør det hele endnu bedre og fortæller på smukkeste vis om sin barndom, sine forældre og hvordan det var at være ung - deraf titlen "Been Through The Storm".
Hele pladen er dog ikke kun lir for øregangene. Numre som "How We Do It Over Here" med Missy Elliott, der har et omkvæd, som gang på gang får mig til at væmmes:
"See the ass? - Touch me right there /
Wanna touch my nookie baby? - Touch me right there /
Make me lose my mind baby? - Touch me right there /
Party over here, ain't shit over there!" - Poesi på højt niveau er det sgu ikke.
"I Love My Bitch" med Kelis og Will.I.Am er ligeså intetsigende, hvis ikke mere. 30% af sangen går med noget lignende:
"I love my bitch /
I love my nigga"
Det skiftes Kelis og Busta så til at sige på skift. Zzzzzzz...
Men når det er sagt, så har vi også været igennem det ringeste på albummet, og så kan man altid glæde sig over collab'en mellem Busta og Raekwon på den Erick Sermon-producerede "Goldmine", der umiddelbart får mig til at tænke på Wu fra gamle dage. Raekwon er jo en dygtig rapper, og det slår han igen fast, så man nu kun kan glæde sig til den kommende "Only Built 4 Cuban Linx 2".
J Dilla står for produktionen på "You Can't Hold The Torch". - Og gud hvor jeg dog er bekymret for hiphop, når dagen kommer, hvor der ikke er flere beats at tage af fra J Dillas lager. Han manifesterer endnu en gang hans position som en af de mest melodiøse producere igennem tiden. Han leverer som altid et produktion, der ikke kan få dig til andet end at elske hiphop. Q-Tip og Busta rapper på skift vers om hiphopindustrien - det lyder meget uoriginalt, men når man har med to enormt dygtige rappere som Q-Tip og Busta at gøre, så gør det i hvert fald ikke mig noget.
Nas spytter et på vers på "Don't Get Carried Away", og han lyder super fed over en Dre-produktion. Timbaland præsterer igen at bringe os lyttere en noget middelmådig omgang, men han skal åbenbart have en finger med i alt disse dage. Manden kan klart levere nogle bangers, men det gør han altså ikke hver gang, og heller ikke på "Get Down".
Den rimelig ukendte LaToiya Williams gør et en god figur med hendes vokal på albummets absolut vellykkede hiphop-sjæler kaldet "I'll Do It All". Pladen rundes af med "Legend Of The Fall Offs", hvor Busta funderer over tilværelsen, livet og sin karriere til den helt store guldmedalje. Produktionen er dyster udover det sædvanlige, og med et bankende hjerte og spadestik i beatet, der lyder som om der graves en grav, bliver det ikke ligefrem mindre dystert.
Busta Rhymes har endelig - efter 10 år (!!!) - leveret et virkelig gennemført album. Albummet indeholder et par ringe numre samt en lille sjat middelmådige, men hovedsagligt velproducerede numre med velskrevne vers fra en af hiphoppens absolutte sværvægtere og venner. "The Big Bang" er altså ikke bare en fuser, men et helstøbt album. Der er altså ikke ingen grund til kun at købe 12" fra hr. Smith - gå i stedet ud og køb det Busta Rhymes album, som du har ventet på i mange år.