The Game i Store Vega, 20.12.06
Jeg tog til Game-koncert med lige delt optimisme og pessimisme, og det skulle vise sig at jeg havde god grund til begge dele.
Da Game indtog Store Vegas scene kl.21:15 skete det iført "all black khaki suit", en sort hue og et rødt bandana foran ansigtet. DJ Kris Styles satte "Lookin' at you" på, og den næste halvanden times tid var vi godt underholdt af The New Jersey Devil. Hurtigt gik det over i "Westside Story", og der hvor jeg stod var det et ekstremt populært valg - der blev kastet dubs og cripwalket af folk, der havde fået inspiration af Game, og taget deres bandaner op foran ansigtet.
En af årsagerne til at jeg tvivlede lidt på hvilken slags koncert det skulle blive, var netop publikum. Game har med sin store MTV-succes nok ikke et udpræget hiphop-publikum, og det viste sig da også at publikum denne aften mere mindede om dem der var til Fat Joe, end dem der var til EPMD. Salen var fyldt med røde og blå bandanaer og folk der legede gangstere, men på en eller anden måde var det forventeligt, og man kan jo ikke bebrejde en kunstner at han er populær - det samme sker jo til Roots-koncerter hvor man ser adskillige kærestepar og folk, der normalt sidder på den lokale café og læser Information, imens de sipper til deres Café au Lait.
Hvis nogen var i tvivl om Games forhold til Dre - hvilket man nemt kan blive med alle de modsigende udtalelser der har været fremme i pressen - så lukkede Game hurtigt for det, idet han gav shout outs til Doktoren, og takkede ham for at have givet ham chancen.
Det Will.I.Am-producerede "Compton" gik igang, og det var som om at det fik rapperen op i et højere gear. Hvor han hidtil havde virket laid back, blev han nu meget animeret og kastede kroppen med ind i rimene, hvilket smittede af på publikum, som faktisk var godt med hele aftenen. Efter at have repræsenteret sin hjemby, præsenterede Game sin Black Wall Street homie, Juice, som fik lov til at være backup på et af de bedste numre på "Doctor's Advocate" efter denne anmelders mening: "Remedy". Desværre blev lyden lidt mudret af de to mikrofoner, som tilsyneladende ikke var testet godt nok, og beatet forsvandt lidt i larmen. En skam, for hvem elsker ikke Isaac Hayes' geniale klaver fra "Hyperbolicsyllabicsesquedalymistic"?
Juice blev hængende lidt, og var også med på næste nummer, hvor vi blev taget med tilbage til "The Documentary" i form af nummeret "Higher" - desværre var lyden ikke blevet bedre, og undertegnede har derfor lidt svært ved at vurdere hvor godt samarbejdet mellem de to rappere egentlig fungerede - men da jeg så Game på Roskilde i 2005 (læs anmeldelsen her) efterlyste jeg en hypeman, og det hjalp da også lidt på det, selvom Game til tider virkede som om der ikke var mere luft i lungerne.
Timbaland-bangeren "Put you on the Game" blev sat igang, men vi nåede kun kort ind i nummeret, før Game besluttede sig for at hylde to af rappens faldne sønner, nemlig Tupac og Biggie. "California Love"-instrumentalen gik igang, og det var tydeligt at publikummet til denne koncert også var store Pac-fans. Da det blev Biggies tur til at blive hyldet valgte Game "Hypnotize" som baggrunds-musik, og også dette nummer faldt i god jord. Desværre har vi bare efterhånden set denne rutine mange, mange gange, og jeg vil altså gerne snart se en koncert, hvor man ikke spilder tiden på at hylde de døde - det er ok til tider, men hver eneste koncert? Heldigvis faldt Game ikke i fælden med at skulle nævne alle de rappere, der gennem tiderne er døde, så vi kom hurtigt videre.. tilbage til "Put you on the Game", som blev fuldført.
Nu skete der noget som man normalt ikke ser til rap-koncerter, men Game mente åbenbart at det var tide til at skifte tøj - til et af de lokale tøjmærkers store glæde, er jeg sikker på, idet han tog en af deres t-shirts på i et nummers tid, hvorefter han skiftede tilbage til sin allblack t-shirt. En lidt underlig situation, hvor han da også undskyldte at han spildte tiden, men det virkede bare lidt malplaceret.
Efter lidt frem og tilbage med publikum hvor der bl.a. skulle råbes "Game's House", gik han igang med "Scream on 'em", men lyden gik desværre lidt i kage, og vi blev budt på en smule feedback, der gjorde at Game afbrød nummeret og bad lydmanden om at få styr på lortet. Vi fik ikke mere af det nummer, men nu kom en af de seancer, som selv en blind kunne have forudset: G-G-G-G-Unot tid. 50, Lloyd Banks & Co. fik pænt besked på at de kunne udføre fellatio på Chuck Taylor, og så kunne vi ellers komme videre til den første single fra Games karriere: "This is how we do", som sjovt nok havde en meget fremtrædende gæsterapper ved navn 50 Cent. Hmmm, oh well, brændte broer og alt det der.
Mit favoritnummer fra den nye longplayer var næste nummer: "Too Much", og beatet fungerer også ganske fint live, skulle jeg hilse og sige, men for fanden hvor gad jeg godt se Nate Dogg komme på scenen, for det er bare ikke det samme, når en rapper skal forsøge at synge indover Nates vokaler på pladen.
Ligesom på Roskilde Festivalen 2005, blev vi nu budt på noget af det mest urealistiske man endnu har set, nemlig at Game først bunder en flaske Hennesey og derefter en flaske Vodka. Mine penge siger æblejuice og postevand, men underholdningsværdien er god nok, og når han bagefter siger "I ain't never been this drunk in my life before" ved man jo godt at det bare er en gimmick. Især hvis man har set ham præstere præcis det samme en gang før... Han virkede da overhovedet heller ikke fuld, og det virkede heller ikke som om, at han havde blæst for meget op for The Chronic - han var nemlig ret koncentreret og fokuseret, hvilket mange besøgende rappere kunne lære noget af.
Nu fortalte Game så en historie om første gang han var i Aftermath-studiet, hvor han mødte Dre, Em, Busta, D12, 50 og så videre, og hvordan at Proof havde været den eneste der havde røget en joint med ham, så derfor skulle han naturligvis hyldes lidt ekstra. Og det blev han så med "Start from Scratch", som blev leveret ganske overbevisende, især sidste vers som blev fremført acapella. Vokalen var tydelig som en i helvede, og i forhold til sidste års koncert, er det tydeligt at høre at Game er blevet en meget bedre rapper rent teknisk.
Det sentimentale hjørne forsatte ind i næste nummer, "Dreams", som må siges at være en af de bedre produktioner på "The Documentary". Her var et nummer publikum kunne råbe med på, men det var ingenting i forhold til næste track: "Hate it or love it". Games største hit indtil nu, og jeg er da også ret sikker på, at mange af de tilstedeværende i salen er blevet fans af Compton-rapperen netop på grund af dette nummer. 50's vers blev pænt udeladt, men der var ingen højlydte protester.
Hvis Game virkelig havde drukket sig fuld, så ville han nok have lydt, som han gør album-versionen af det næste nummer, "The Doctor's Advocate". Angiveligt var han fuld, da nummeret blev indspillet, men her til aften var han om end ikke helt appelsinfri, så tæt på. Nummeret er fedt, men det fungerer ikke så godt live, da det er meget melankolsk og langsomt - desværre, for det lyder virkelig fedt når 1400 mennesker råber "When doc say it's a wrap, it's a wrap / Still Aftermath and ain't nothing after that". Igen forsikrede Game os om at han ikke har nogen bøf med Dre, da han sagde "I'm a Dre fan like all of y'all!".
Desværre så jeg ikke helt præcis hvad der skete i næste moment, hvor den guldkæde som Game havde båret hele showet igennem knækkede, men angiveligt var det en blandt publikum, der havde revet fat i den. Han bad vedkommende om at komme op på scenen, og op trådte en muslimsk pige med tørklæde og hele molevitten - heldigvis var Game i godt humør og det var all good in the hood, så han sagde at nu skulle alle piger op på scenen. Noget som jeg normalt hader som pesten, og jeg var da også pænt skeptisk denne gang. Der var vel en 25-30 tøser på scenen, da "Wouldn't get far" gik igang, og da jeg er kæmpe fan af Game indover Kanye-beat, formåede jeg at ignorere tøserne, og bare nyde nummeret.
Da det var slut, bad Game så en masse stoddere træde op på scenen, og lige pludselig var scenen proppet til sidste kvadratcentimeter - der må have været et sted mellem 75 og 100 mennesker på scenen! Det er nogenlunde lige så mange, som der er rappere på remixet af "It's Okay (One Blood)", som naturligt nok var næste nummer. Det var tydeligvis aftenens højdepunkt og publikum (både dem på scenen og dem i salen) havde armene i vejret og festede som var det 1999! En lille knægt fik sit livs oplevelse, da han sad på Games skuldre imens der blev rappet. Nummeret sluttede, men det var ikke nok: Det kom på igen, og denne gang fik knægten mikrofonen, som han brugte til at råbe "G-g-g-g-Unot!" en del gange, men han nåede da også lige en "50 Cent can suck my dick", hvilket publikum måtte give den godt op for.
Herefter forlod Game scenen, og lyset blev tændt. Der var vel spillet en halvandens times tid, og jeg følte mig godt underholdt hele vejen igennem, men samtidig stod jeg med en fornemmelse af at have overværet et total gennemøvet skuespil, bl.a. på grund af hele Hennesey/Vodka-tingen, som jo er langt mere pinlig end den er sej. Han er en utrolig hypet rapper, og det gør at man måske forventer mere af ham end han kan levere, men når alt er skrevet og sagt, så er Game nok mere en entertainer end han er en mc (ihvertfald live), og det gør han skam også ganske glimrende. Kunstnerisk set var det ikke nogen stor koncert, men materialet der blev fremført var der ikke en finger at sætte på.
Fotos: Matias