ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Per Vers: Vers 64.0

Per Vers har fødselsdag. 18 år. Altså rapperen Per Vers, ikke manden  Per Uldahl.

"Det skal fejres", tænkte Per. "Men hvordan?" Jo, ved at udsende en - med egne ord - tre-trins-raket i form af tre stk. mere eller mindre selvfinansierede freshe cder.
 
Anden cd i Per Vers' fødselsdagstrilogi er "Vers 64.0"  hvor Per Vers har udvalgt vokaler fra sin "Vers 1.0" og fået DJ Noize til at producere nyt musik til baseret på musik fra den gode, gamle "brødkasse": Commodore 64. Som Per Vers starter med at rappe: "PS3 og X-Box er haram / Gi' mig 64 K RAM - det var kram / For du stjal min ungdom Commodore / Jeg spilled' mer' en én lang varm sommer bort / På Bubble Bobble og Outrun og Bomb Jack / Det' da kun rim'ligt at den får et comeback / Så er her Pers lyrics i et Noize-mix til all' de players der sad og rev i deres joysticks!"

Load "Vers 64.0" - Press Play on Tape

Commodore 64 har en stor plads i mit hjerte (jeg var sågar med i en cracker/demogruppe som grafiker og jeg har stadigvæk tre af slagsen gemt væk i min garage - inkl. den sjældne, bærbare Commodore 64SX) så da jeg hørte om Per Vers og Noize's planer om at udgive en remix-cd med numre baseret på gammelt 64'er musik blev den slumrende nørd i mig vækket til live. Der findes flere tusinde musikstykker (SID) komponeret på 64'eren, så det er egentligt lidt sjovt at der ikke er blevet samplet fra den noget mere - altså til hip hop udgivelser; der findes jo masser af andre musikgrene der har skelet til den lille computer. Jeg har kun kendskab til et par stykker, og det er undergrundsudgivelser - bortset fra at jeg er overbevist om at Devin the Dude sampler temaet fra "Ghosts'n Goblins" på "Some of 'Em" ("Just Tryin Ta Live" fra 2002). Men når man tænker over det, så er 64'er musik mest at kategorisere som elektropop eller tidligt electronic-ish musik, og så er det jo egentligt ikke så mærkeligt at den lille brødkasse ikke er blevet hevet mere med i studiet - i hvert fald hvad angår hip hop. Derfor er det jo spændende hvad hip hop nørden Per Vers kan få ud af det sammen med sin nye makker og turntable-ekvilibrist DJ Noize.
 
"Vers 64.0" rykker fint derudad og Noize klarer den lidt specielle opgave til UG. Det er ikke alle produktionerne der fænger helt ved første gennemlytning, men lidt efter lidt sniger de sig ind på en og sætter sig fast - især hvis man som jeg har voldspillet samtlige spil som der er samplet fra på cden. Især remixet af "Fyldosof" river hårdt i ens nakkemuskel, og at der så er samplet fra "Dragon Ninja" gør jo det lille intermezzo med "Drunken Uncle Kung Fu" til sidst i sangen helt perfekt! "Pibekoncert" hører også til en af mine ny-favoritter, men når man nu har valgt at bruge min yndligs-64'er sang (temaet til "Bruce Lee", som jeg endda har som ringetone til min mobil) så kan man jo ikke fejle - ikke engang selvom sangen omhandler Christiania og hashrygning; to ting jeg som småborger ikke helt kan forlige mig selv med.
 
Generelt er DJ Noizes produktioner legende og funky på en sær, nørdet måde, og overalt er der krydret med scratches - selvom jeg dog synes DJ Noize er lidt skæv på scratchen i omkvædet på "Vagabond", hvilket er synd og virker lidt amatøragtigt. Den fordom bliver dog godt og grundigt gjort til skamme i små liveklips der binder numrene sammen, hvor DJ Noize med velfortjent arrogance viser hvorfor han er en DJ i verdensklasse - absolut et lyt værd hvis man kan li' figgy-fresh scratch fra en af Denmark's Finest!

Syntax error - sår'n lidt...

Der er ti numre på skiven, men desværre er kun fem af dem deciderede DJ Noize / Commodore 64'er produktioner, så at kalde cden for "Vers 64.0" er måske en smule overdrevet, og gjorde mig en smule skuffet. Ikke at de andre remix (af hhv. Es, Soul Theory, DJ Talkback, AC Solo og DJ Large) er dårlige på nogen måde - tværtimod er de alle freshe og anderledes remixes, men jeg savner 64'er ånden i dem. Det kunne være sjovt om de havde valgt at producere ud fra en SID-komposition.
Dernæst synes jeg også at det trækker lidt ned at der er to forskellige versioner af "City of Dreams" og "Brandalarm" på cden; en 64'er version, og en 'almindelig' remixversion af hver.
 
En 'honorable mention' herfra bør dog gå til DJ Large som har lavet et melankolsk remix af "Moder Vor" som næsten fik en lille tåre frem i øjet på mig da Per rappede "...børn forventer svar / hvorfor smuldrer mor / og bli'r til... muldjord / og blomster i fuldt flor" - smukt.
 
Så derfor: kan man huske Commodore 64'eren eller er man bare vild med eksperimenterende hip hop drysset med fresh b-boyness der er personifiseret igennem Per Vers, og kan man li' fresh scratch bør og skal man simpelthen eje "Vers 64.0" som herfra får 4 ud af 5 ho'der: det manglende hoved er fordi det ikke er nye sange per say, fordi det ikke er alle 10 sange der er Commodore 64-remixes og fordi der er gengangere i sangene.
 
"Vers 64.0" er ikke at finde i gængse pladebutikker, men kan erhverves gennem Run For Cover's webshop: http://www.runforcovershop.dk/product.asp?product=448&sub=29

31/10/2007 - Lagt online af Kaos

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [81 - 90]
næste >< forrige Her vises [81 - 90]