ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Tony Touch - Piecemaker Vol. 2

Den puertoricanske mixtape pioner Tony Touch er tilbage med mere af sin klassiske blanding af old school hip-hop, freestyle og latino gadelingo. Det var i sin tid Touch, der af 3 omgange samlede 50 rappere til Power Cyphers, hvor unge sultne rappere som Eminem og Big L delte mikrofon med legender som Big Daddy Kane og KRS-One. I 2000 udkom den oprindelige ”The Piece Maker”Tommy Boy, hvor specielt Gang Starr’s bidrag vakte opmærksomhed.
 
Til forskel fra andre DJ’s, der prøver at skræmme konkurrenterne og lytteren, går Tony Touch’s underholdning mest ud på at rocke mikrofonen som til et old school block party, hvilket gør ham meget mere behagelig at høre på end sine kolleger. Lidt som Pete Rock kompenserer han for manglende lyriske skills med en naturlig charme og evne til at tilpasse sig sine gæsteartisters stil.   

Touch blander som sagt den moderne rap-lyd med old school elementer og syd amerikanske krydderier og samler derefter alle de rappere han godt kan lide, og det er mange. Man er altid overrasket over, hvor mange gode rappere har lyst til at featurere på album af mixtape DJ’s, de må være fantastiske A&R’s.
 
Budgetmæssigt har "Piecemaker Vol. 2" nok ikke helt samme budget som 1’eren, så der er ikke blevet råd til at hive Eminem og Busta Rhymes i studiet igen. Af heavy-hitters har Tony samlet Def Squad til lejligheden. Over et klassisk Erick Sermon beat spytter E-Double, Redman og Keith Murray det bedste de kan, og det er dejligt at høre Murray er ligeså ignorant som altid: ”Yeah I been hated on, you probably heard it / I kicked a little ass, but them niggas deserved it.” Touch’s vers supplerer fint Def Squads funkfest: ”We pack ’em in, and promoters, know this / that’s why they phone us / jump all on the cojones / throw in like an extra hour for bonus / And by the end of the night we get hugs from the owners.” P-Diddy’s Bad Boy crew Black Rob og G-Dep er også i festhumør og reworker Stetsasonic’s klassiske ”Go Stetsa,” med et udmærket resultat, hvor omkvædet klart giver pil op ad.

Men ikke kun inspirationen er old school, der er også flere af de gamle helte på besøg. Bl.a. Slick Rick, der på ”Trouble On The Westside Highway” udøver sin legendariske storytelling. Denne gang følger vi The Ruler's telefonsamtaler, mens han næsten bliver carjacked. Historien er som altid en fryd, men Slick Rick’s stemme går somme tider så meget i falset rappet er vanskeligt at aflytte. Fra mellemskole generationen er Large Professor, Pete Rock og Masta Ace samlet på ”Out Da Box.” Men her er beatet fra Pete Rock, primært trommer og bass med nogle piano-stabs, mere stenet end fresh. Lyrisk er kun Masta Ace, der ellers debuterede først, i rigtig god form: ”More relaxed when, PR’s bringing the tracks in / my rap is sort after, like a porno with Tony Braxton.”

Halvdelen af det at være cool på et Tony Touch nummer er at kunne tale Spanglish, og det klarer Bucktown duoen Cocoa Brovas rigtig godt på ”Spanish Harlem”. Dead prez repræsenterer også, og bruger passende lejligheden til opfordre til sammenhold latinoer og sorte i mellem mens Fat Joe, JuJu fra Beatnuts og NORE mest opfordrer til at røve og/eller myrde. Fat Joe er rigtig i stødet (”If I ever do time I’ll probably die in the Bing”) men det meste af nummeret ødelægges af NORE’s elendige fortolkning af BDP’s ”Criminal Minded.” Wu-Tang er med ligesom sidst og ligesom Touch har de tabt en del momentum. Heldigvis er Rza-beatet super atmosfærisk og Method Man er bedre end ellers.    
 
Den største, og sikkert dyreste nye satsning er et nummer med Sean Paul, hvor klassiske hip-hop beat blandes med raggamuffin toasting. Det lyder præcis som det plejer, og lyrikken, der sjældent er særlig avanceret på dancehall numre, virker endnu tyndere ved siden af f.eks. Slick Rick’s. Og mens vi taler om lyrisk er Q-Unique, der repræsenterer Rock Steady Crew ligesom Touch, både skarp og sjov i de to minutter han spytter punchlines: ”No if, ands or buts / No clips, scams or sluts / just rip jams and cuts / and get hands’es up!"

Når man har taget pick-uppen af ”Piece Maker Vol. 2” har man fået en rigtig god, positiv hip-hop indsprøjtning. Tony Touch er blevet lidt, men ikke meget, bedre til at rappe, men ligesom ved Biz Markie og Old Dirty er noget af oplevelsen også at have det sjovt med at høre Tony Touch vrøvle sig igennem vers man kun forstår halvt. Siden 2000 er der sket meget, Tommy Boy er lukket og Tony Touch’s status som New Yorks bedste mixtape DJ er ikke længere urørlig og udfordres af både Clue og Kayslay. Men i Casa De Antonio Toca har der ikke været meget udskiftning og man må konstatere ”Piece Maker Vol. 2” følger præcis samme opskrift som etteren.  Der er et par bangere på albummet, men ikke mange. Til gengæld er der god atmosfære, som gør man gider lytte til det hele, interludes inklusiv.

29/04/2004 - Lagt online af PTA

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [131 - 140]
næste >< forrige Her vises [131 - 140]