Jamelia - Thank You!
Tidens toner indenfor RnB!
Man kan stille sit ur efter denne slags udgivelser, der for det meste er en potpourri af diverse beatsmede der leverer deres svar på det mest hotte. Men det går næsten altid udover albummets koncept. Og Jamelia’s ”Thank you” er ingen undtagelse.
Højdepunktet må vel være pladens første nummer ”Superstar”, som er pladens single, og flagskib, der er produceret af Cutfather og Joe. Nogle kan måske fremkalde noget genkendende i nummeret, eftersom danske Christina Milton lancerede nummeret i Danmark sidste år, men det var for stort til vores lille land, så det blev overtaget af Jamelia, og blev oven i købet nomineret for bedste r’n’b single i England.
Uden at iføre sig klaphatten og iklæde sig de rød-hvide briller, så man konstatere at en af pladens højdepunkter klart er danske Copenhaniacs "Club Hoppin’" med Bubba Sparxx som gæst. Produktionen er glitrende, og af international karat. Bubba Sparxx leverer hvad der er forventet, og passer rollen, med et par gøgler rim.
Det efterfølgende nummer, ”Cutie”, leverer også noget af den eftertragtede dynamik til dansegulvet, med sine eksplosive horn, og pitchet sample.
”Off da endz” prøver lidt at bryde ud af det stramme mainstream koncept, men Jamelia’s vokal holder idéen nede, ved at levere en for konservativ indsats.
Jamelia er på jagt efter det lidt kantede, men stadig poppede, med vægt på ørehængere..
Og det er nok det der giver maskinproblemer. Alle bestræbelser er for påtaget, og planlagte.. Alle pladens sekunder virker for tilrettelagte, og koordineret. Der er nogle flirtende numre (”Superstar”, ”See it in your eyes”), der er en nogle historier om at fyre den af på en klub, med fede dj’s etc. (”Club hoppin”, ”Bounce”, ”Dj”) og så er der lidt selviscenesættelse om hvor fræk Jamelia kan være( ”Dirty”, ”B.I.T.C.H”).
Der er et rimeligt bundniveau, men det er næsten værre, fordi at der ikke er noget der hæver sig over middelmådigheden. Så kunne man nok have blevet mere ophidset hvis der var nogle svipsere, men så også samtidig noget originalitet, hvor man ville have bidraget med noget nyt til musikscenen i stedet for at lave samlebånds-r’n’b.
Jeg vil ikke gå ind i Jamelia's tekst univers, fordi jeg ikke vil nedværdige mig selv til at lave en hater-anmeldelse. Der er simpelthen ikke en eneste god tekst, et godt rim, en god metafor, symbolik eller noget andet af den karakter der kan stimulere ens tanke proces.
Pladen hedder ”Thank you”, hvilket jeg syntes burde være en besked til køberne for at de gider at høre denne plade igennem, for vil man have mere end kridt til danseskoene, er det svært at høre hvor man skulle få det. Når dette er sagt må man ikke misforstå mig, det er dejligt at have nogle gode ”gå i byen” plader, men det er der heller ikke nok gas til på ”Thank you”.
Det er den samme gamle svanesang, med en dejlige laber dame, med nogle tynde stænger, masser af krigsmaling i fjæset, tøj i et nummer for småt, nogle beatsmede der prøver kræfter med at plagiere deres yndlingsproducere. Innovation er jo heller ikke en absolut nødvendighed, men så skal der i hvert fald være nogle kontemplerende tekster, nogle fraseringer der skaber nye nuancer eller nogle produktioner der tør at tage nogle chancer.