Joss Stone - The Soul Sessions
For en gangs skyld har et TV-show banet vejen for et virkeligt talent. Joss Stone, vinderen af den britiske udgave af “Stjerne for en aften”, har en vidunderlig, varm og ualmindeligt smuk stemme, som får en skeptiker til at glemme alt om Jon og de andre reality-flødeboller, hvis musikalske evner er til at overse, og hvis navne de fleste for længst har glemt.
Den unge dame har lavet et album fyldt med nyfortolkninger af soulklassikere, og en enkelt outsider i form af en omfortolkning af White Stripes’ ”Fell In Love With A Boy”, der er produceret af ?uestlove. Albummet ”The Soul Sessions” har til formål at etablere Joss Stone som et navn i kraft af hendes kompetente sangstemme, der understøttes af en solid platform af sikre, kendte numre.
”Fell In Love With A Boy” har selveste Angie Stone på kor, men det bemærker man næsten ikke. Nummeret står, i al sin coolness, som et sjovt eksempel på, hvor langt en coverversion kan ligge fra originalen, takket være ?uestlove himself.
Når man hører ”Victim Of A Foolish Heart”, står det klart at Joss Stone er stærkest i den dybe ende af registret. Til gengæld rammer hun de højere toner med en klædelig sårbarhed, der gør hendes sang levende og legende. Betty Wright, som har sangtrænet den unge Joss Stone, og fungerer som en slags soul mama mentor for hende, burde have en slags medalje for at have gravet et så nuanceret udtryk frem i en britisk teenagepige. Hun kan med rette tage sin del af æren, når Joss Stone får sin første Brit Award.
På ”Some Kind Of Wonderful” har man tilladt vokalen at overstyre en smule. På denne måde tilføres den sexede kant, der gør nummeret til et af albummets absolutte perler. Her spilles på alle sangtekniske tangenter, når Joss Stone går fra hviskende killing til skrigende soul-sirene. Man bliver også nødt til at sende bandet, bestående af erfarne soulmusikere, og backup-sangerinderne, heriblandt Betty Wright, en kærlig tanke. De danner en yderst professionel ramme, der gør at Joss Stone præsenteres fra sin allersmukkeste side.
Albummet er mesterligt mixet, ethvert åndedrag høres, og enhver tone får lov til at klinge ud på perfekt vis. Vokalen ligger i forgrunden af lyden, og det giver et sjældent nærvær, en helt unik fornemmelse af at Joss Stone og hendes band er på besøg i ens egen stue/bil/badeværelse, eller hvor man nu befinder sig, når man tjekker ”The Soul Sessions” ud. Bedre lyd fås ikke, det er helt sikkert!
Joss Stone's stemme bliver til noget helt specielt på grund af hendes begejstrede approach til det at synge, og hendes intense indlevelse i sangene. Hun tager soul tilbage til dengang, hvor der virkelig var sjæl i musikken, og Aretha stadig kunne synge R.E.S.P.E.C.T, uden at man fik lyst til at tilkalde en halslæge. ”The Soul Sessions” er ikke et Christina Aguilera-agtigt fraseringsmaraton, og heller ikke nogen perfekt ensformighed, som man kan høre det hos den til tider lidt for fantastiske Beyoncé. Joss Stone synger faktisk bare, og det er hun usædvanligt god til.
Når man har nydt al skønsangen, og den til tider højlydte, til tider afdæmpede intensitet på "The Soul Sessions" til ende, kan man blot vente (u)tålmodigt på det opfølgende album, som lover et bredere musikalsk spektrum, under indflydelse af reggae og hip-hop, gæsteoptrædener af blandt andet The Roots, og sidst med ikke mindst; masser af den soul, som Joss Stone elsker og mestrer, som kun få.