Pete Rock - Soul Survivor II
Pete Rock er endelig tilbage med den længe ventede opfølger til "Soul Survivor"-albummet fra 1998.
Det var med ukontrolleret glæde at jeg modtog denne skive, da jeg altid har stor tiltro til Pete’s musik. På baggrund af hans tidligere produktioner og udgivelser checker man altid for Pete, spørgsmålet er blot om manden nu kan indfri de forventninger man har gået og opbygget til ham i løbet af de sidste 5-6 år? Lad os tage numrene slavisk...
1. Truth Is Feat. Black Ice:
En intro i vanlig PR stil. Et godt gammelt break med Black Ice der leverer den forventede klagesang om hvor fucked up industrien er.
2. We Good Feat. Kardinal Offishall:
En produktion der efter sigende skulle være klippet sammen af en gammel klasssisk Mandrill guitar. Lortet virker og man får den start på en plade som man havde håbet på. Et nummer der opbygger forventningerne til resten af albummet. På vokalen har PR allieret sig med Kardinal Offishall, en rapper fra Toronto der for alvor er ved at slå sit navn fast, og han løser opgaven upåklageligt. Sangen ville dog være mere bangende, hvis der var en del af beatet der løsrev omkvædet fra resten af sangen.
3. Just Do It Feat. Pharoahe Monch:
Endnu en sindssyg produktion og med Pharoahe på mic’en kan det ikke gå galt. “Maxin’ in the cut with a vacine for wackness...”. Pharoahe viser igen, at han ikke er til at spøge med og efter min mening bør man virkelig være på udkig efter hans kommende opfølger. Manden er stadig alt for undervurderet!
4. Give It To Ya Feat. Little Brother:
KLIMAKS!!! Albummets bedste nummer; alt hænger sammen her og fungerer som et nummer bør. Skal man kategorisere en sang fra "Soul Survivor II" som en klassiker, er "Give It To Ya" uden tvivl nummeret man skal lytte til. Phonté fra Little Brother synger omkvædet og mon ikke han har følt sig inspireret af D’Angelo? Selvom Little Brother's debut album var en saltvandsindsprøjtning kan man godt undre sig over, hvorfor en mand som Phonté har besluttet sig for at satse på hip hop. Forløsningen venter da også lige rundt om hjørnet, idet man snart kan høre Phonté i en ny konstellation, der har ham i rollen som lead sanger. Alt det vil I med tiden høre mere om.
5. It’s The Postaboy Feat. Postaboy:
Holla!!! Et af albummets klubnumre der stort set lyder som alle andre numre af den slags. Det eneste der adskiller Pete’s produktion fra andres, er valget af de klassiske spacey lyde som man bør have hørt før!
6. It’s A Love Thing Feat. C.L. Smooth & Denosh:
Pete og C.L. tilbage sammen er en af grundene til at jeg har ventet på dette album. Dette nummer bygger da også på den klassiske formular som er så genkendelig... et filtreret loop og C.L. der lyder som han gjorde da de valgte at stoppe samarbejdet. Denosh, vocal-sukkeret i omkvædet, ødelægger efter min mening nummeret, da hendes vokal istedet for at støtte sig til beatet modarbejder hele produktionen. &Aelig;rgerligt da nummeret kunne have lydt så meget bedre uden hende. SKIDT PYT!
7. One MC One DJ Feat. Skillz:
Et af pladens billige numre der ifølge titlen burde udspille sig i DJ-universet. Valget af et klassisk break ligger op til et cutback nummer men bliver istedet loopet op. Tyndt, men på den anden side glæder jeg mig over at Pete har holdt sig fra at scratche (hvilket han på det seneste ikke haft så stor succes med). Skillz leverer de sædvanlige braggadocious rim og jeg fristes til at tænke... Blow up eller skru ned. Vurder selv!
8. Beef Feat. Krumbsnatcha:
Et af de mere mellow numre med Krumb på lyrikken som med tiden vokser i én. Jeg synes personligt som producer at det er synd med de konstante 16-dels programmeret hihatte, som tager swinget ud af en ellers udmærket produktion. Måske kunne de også have fundet på et bedre omkvæd, men som sagt sniger nummeret sig alligevel ind på én.
9. No Tears Feat. Leela James:
Et decideret sangnummer der med Leela James i front fungerer perfekt. Pete Rock leger i baggrunden med en tidligere brugt klaversampling på en måde, der gør at man ikke rigtig ligger mærke til det. Snedigt og nummeret er et solidt Pete Rock nummer i stil med "Take Your Time" fra den foregående plade.
10. Head Rush Feat. RZA & GZA:
Et af pladens dårligste beats. Jeg forstår ikke altid, hvorfor man sigter efter at lave musik til rappere som lyder som det de selv laver? Det eneste der gør dette nummer værd at lytte til, er at GZA som sædvanlig lyder crisp.
11. Fly Till I Die Feat. Talib Kweli & C.L. Smooth:
Igen befinder Pete sig i sit rette element med en soulful produktion. Talib er det åbenlyse valg til at supplere med rappen. Lortet fungerer i al sin simpelthed og er et af pladens lyspunkter.
12. Warzone Feat. Dead Prez:
Albummets første single... Hvorfor? Spørg mig ikke. Pete forsøger sig her med et dobbelttempo beat og lad mig understrege at det ikke behager mig. Nuff Said... vurder selv!
13. Da Villa Feat. Slum Village:
Trivielt! Dette nummer kunne for min skyld godt havde været udeladet. Det gør ingen forskel for albummets helhed andet end at fylde. Til gengæld burde Elzhi fra Slum Village lave nogle solo numre, da han skiller sig alvorligt ud fra gruppen.
14. Niggaz Know Feat. J-Dilla:
J-Dilla og Pete Rock på mic’en. Hverken dissable eller nævneværdigt.
15. Appreciate Feat. C.L. Smooth:
Et nummer der måske skulle nå “Got A Love”-højder men som istedet falder igennem. Et gennemsnitligt nummer med trommer der trækker produktionen ned.
"Soul Survivor" er desværre ikke helt et comeback af den kvalitet som jeg havde håbet på. Kun på få af numrene får man et glimt af den genialitet som Pete Rock stadig besidder. Det er uden tvivl den typiske soul lyd der gør den værd at købe. Numre som: “We Good”, “Just Do It”, “Give It To Ya”, “No Tears” og “Fly Till I Die” viser alle sammen den side af Pete Rock der efterhånden er gået hen og blevet hans varemærke. Generelt synes jeg, at PR prøver for mange unødvendige ting af og det viser sig også at være albummets minus. Pete Rock har bevist at han kan omstille sig, opgradere sin stil, tilpasse sig nutidens lyd og stadig skille sig ud fra mængden. Desværre er der på dette album alt for mange middelmådige numre der påminder én om nutidens musikalske ligegyldighed. Jeg læste engang i et interview med PR at han følte sig forbigået af industrien og af hans fanskare. Måske er dette album et forsøg på at tilfredsstille hans gamle fans samtidig med at han prøver at erhverve sig nye via en lettere fordøjelig mainstream lyd. Pete Rock fungerer bedst når hans komprimisløshed skinner igennem og der er ikke megen idé i at kalde sig selv The #1 Soul Brother, hvis han går hen og laver ligegyldig musik uden at bidrage med det han er kendt for... SOUL!!!
Jeg kan sagtens stilles tilfreds med de gode numre på pladen, men glæder mig allerede nu til at få fingrene i en bootleg plade, der efter sigende snart skulle udkomme med ham og 9th Wonder. Jeg har igennem en ven hørt fem eller seks Pete Rock instrumental numre derfra og tro mig de produktioner skulle have været med på "Soul Survivor II"!!!