Nicci Cheeks presents...Hip Hop Love Soul
”Hip Hop Love Soul”!? Må jeg være fri! Det lyder fuldstændig som en ny version af ’Lover’s Rock’; Englands infernale udgave af feminin reggaemusik. Selvfølgelig er bagmanden (m/k) til dette album også englænder. Nicci Cheeks hedder hun, og festivalgængere vil huske hendes DJ-sæt fra da hun varmede op for Little Brother på sidste års Roskilde. Mens tæerne krummede sig, blev klassiker efter klassiker maltrakteret af dårlig mix, samt en timing der tydede på hun stadig kørte på Grenwich Mean Time - en time bagefter.
Ikke desto mindre elsker amerikanske musikere hende åbenbart, for på ”Hip-Hop Love Soul” er det lykkedes at samle et tæskehold af kunstnere, der tidligere har stået for megen kvalitetsmusik, så hvorfor ikke denne gang? Til en forandring har denne opsamling faktisk en rød tråd. Diverse backpack hippiehoppere og neosoul artister er bragt sammen for at give et bud på det overordnede tema – kærlighed. Lad det ikke være sagt at engelske Nicci Cheeks diskriminerer geografisk, hun har samlet artister fra alle hjørner af…USA. Materialet er en blanding af tidligere udsendte numre, eksklusive nyheder, der kædes sammen af kunstnernes telefonbeskeder til Nicci.
Den første del indeholder et par virkeligt stærke hip-hop numre. Dels er der ”Glue” med Mr. Complex, som er sublim og sjov story-telling med et flow i stil med tidlig Organized Konfusion: ”I got your name tattooed on the side of my dick and when you read you were like, ’who’s this 'myblle' chick?’ I said hold up a minute, let me stiffen it, then it read ’to my boo, with lots of love, for infinite.” Nummeret har en rar nostalgisk tone, som forstærkes af at Biz Markie - rappens berømteste Muppetdukke - leverer et par linier. Little Brother står for det andet kærlighedsklimaks med ”Starship,” et eksklusivt track med en funky, futuristisk 9th Wonder produktion, som viser de er i stand til at videreudvikle lyden fra ”The Listening.” En anden af sidste års overraskelser, Life Savas giver også den gode atmosfære et skub i vejret med den afslappede og velrappede ”Fa’ Show.”
På rapsiden er den største skuffelse bidragene fra Likwit Crew. J-Ro, der ellers altid er mand for en munterhed, rapper sig forbavsende middelmådigt gennem ”4-U,” der bestemt ikke hæver forventningerne til hans soloalbum og Defari’s hyldest til Los Angeles er så knastør og ligefrem man knap kan tale om underholdning. Midwest favoritter som Main-Flow og J-Sands viser også at lykkelig kærlighed er dejligt, men lettere kedeligt i længden.
Den anden halvdel af ”Hip Hop Love Soul” består primært af neosoul, og der gives meget varierede bud på, hvordan hvordan det skal lyde. Platinum Pied Pipers der tæller et tidligere Slum Village Medlem udmærker sig med en typisk ’70er sound af den slags Camp Lo ville sample. Produceren J Rawls fra Lone Catalyst forsøger sig med vokalisten Tavaris over sine støvede breakbeats, hvilket ender som en mærkelig mellemting mellem Erykah Badu og J5. Det bedste resultat opnår SA-RA, der tidligere på året stod for den minimalistiske produktion til Pharoahe Monch’s ”Agent Orange.” Deres track ”Glorious” har en underspillet energi, der giver den summende, elektriske musik et rigtig fedt drive, som godt kunne danne skole for en ny slags hip-hop produktioner.
Det er prisværdigt at Nicci Cheeks præsenterer et andet billede af hip-hops forhold til kærlighed end de players, der dominerer MTV. Ingen kan være uenig i, at vi har brug for en modpol til den mandschauvinistiske holdning, der dominerer underholdningsindustrien. At det skal ske, ved at kastrere normalt potente rappere og gøre dem til smørtenorer, synes jeg er en ret dårlig løsning.
Albummet har nogle lyse punkter, SA-RA, Little Brother og især Mr. Complex, hvor man køber drømmen om kærlighedshiphop, men oftest er det bare et mareridt af halvhjertede seranader. Oveni sælges CD’en på features fra Mark 7 og Charlie 2na fra Jurrasic 5, men det viser sig, de bare kicker corny’e telefonfreestyles.
”Hip Hop Love Soul” kan primært anbefales til dem, der gerne vil sætte en hip-hop plade på som baggrundsmusik, der på meget få steder gør opmærksom på sig selv. Hvis du vil bruge den som scoremusik, må du hellere have dit game i orden, for pladen gør bestemt ikke arbejdet for dig.