Non Phixion, Edo G. og Masta Ace
Loppen, Christiania 14. Juni 2004.
Det er ikke så tit man oplever et sandt røverkøb når det kommer til hip hop koncertbilletter, men denne gang skulle det vise sig at være anderledes. Ikke én, men hele to grupper, plus en solist i den absolutte kvalitetsmæssige sværvægtsklasse prydede plakaten på det efterhånden i hip hop henseende sagnomspundne spillested Loppen på Christiania en herlig sommeraften. Man skulle umiddelbart tro at et sådant arrangement ville løbe op i en anseelig bunke likvide midler, den optrædende talentmasse taget i betragtning, men nej, nej og atter nej, 140 danske kroner var alt hvad der blev forlangt for en forhåbentlig herlig aften i selskab med et spektrum af kunstnere der strakte sig lige fra de pureste raplegender Edo G. og Masta Ace til en af de efter min mening bedste grupper overhovedet på den amerikanske mellemgrundsscene Non Phixion.
Dette var en ”happening” som til denne pris for alt i verden ikke måtte undværes, og jeg var personligt parat til at give topkarakterer allerede inden koncertens start, alene grundet den potente kunstneriske valuta som arrangørerne havde været i stand til at fremskaffe for så få penge. Omkring kl.22.15 entrerede jeg Loppens lavloftede og dunkle indre og blev mødt af en ganske overvældende mængde fest- og koncertglade mennesker, som alle i en generel eufori af forventningsfuld småberuselse, afventede de første optrædende… der var tydeligvis også andre der havde fanget at 140 kroner er et godt tilbud for en helaftenskoncert.
Non Phixion
Jeg frygtede lidt at den berygtede ”hip hop-tid”, som jo er velkendt af alle der har stiftet bare det mindste bekendtskab til kulturen, ville vise sit grimme ansigt og først sende nogle på scenen 2 timer efter min ankomst, men der blev jeg overrasket. Kl. 22.40 bragede 3 ud af 4 medlemmer af Non Phixion (Goretex var ikke med denne gang af for mig uvisse årsager), men det gjorde ikke noget, for Ill Bill, Sabac Red, DJ Eclipe og back-uppen Q-Unique fra de hedengangne Arsonists formåede øjeblikkeligt at smide en spand kul under stedet med et super hardcore introbeat med tonser-spade og dette føltes på den fantastiske velkomst de fik af publikum. Derefter skulle der gives de klassiske omtaler af Christiania, hash, om folk nu også var fulde og et klassik ”skål” som folk gik amok over.. lidt trivielt, men den slags hører sig jo til. Så gik showet sin gang, med en del numre fra Ill Bill´s nye soloplade, og et enkelt Q-unique nummer, idet han åbenbart er signet på Uncle Howie Records, og lidt live promotion skader jo ikke. Selv om jeg nød showet, blev jeg dog hurtigt opmærksom på at lyden, specielt fra mikrofonerne, var ekstremt dårlig, og at helheden var så mudret, at det var svært at høre hvad der egentlig blev spillet. Dertil kom at der var så pakket, at det hurtigt blev umuligt at se hvad der forgik på scenen, delvis grundet de mange publikummer der benyttede stole til at erhverve sig et bedre udsyn. Temperaturen steg også til omkring 35 grader (endnu højere under loftet skulle jeg hilse at sige) hvilket forårsagede at den megen røg og ekstremt høje luftfugtighed gjorde det til lidt af en prøvelse overhovedet at være i lokalet. Forholdende var altså temmelig dårlige, men disse faktorer skal jo ikke komme Non Phixion til last, nok mere bare understrege at Loppen ikke er det bedst egnede sted at afholde koncert for rigtigt mange mennesker ved sommertide.. så få dog noget udluftning og et ordentligt PA-system!
Efter et lille break, hvor en lidt stupid hændelse hvor folk billigende råbte ”yearhh!!!” da Ill Bill spurgte om nogen var droppet ud af gymnasiet (anyone dropped out of highschool?), gik showet videre med nogle flere Ill Bill numre som jeg ikke kendte navnene på, for derefter primært at bestå af for mit vedkommende mere velkendte Non Phixion numre. Disse inkluderede dødsrock-versionen af ”The CIA is still trying to kill me”, ”Futurama”, ”If you got love”, og ”Rockstars”, som alle blev fremført med en energi, entusiasme og publikumskontakt som tjener Non Phixion til ære. De mest prisværdige numre var dog efter min mening ”It´s us” og ”Black helicopters” som virkeligt bangede og fik hele salen til at koge. De konventionelle tracks blev sent i showet suppleret af en mindre freestyle-session, som godt nok var underholdende og meget oprigtig overfor traditionen indenfor live hip hop, men det var dog Sabac Red der klarede den omgang bedst vil jeg mene. Omkring kl. 23.25 gik hele holdet af scenen efter en outro over et svalt break. Alt i alt syntes jeg Non Phixion leverede en godt stykke over middel indsats i ca. 45 minutter, mest i kraft af deres medlevende optræden. Kontakt med publikum, fede livetracks, spilleglæde og et godt, tight show, gjorde det til en fornøjelse at se rødderne fra New York i Danmark for tredje gang siden 1998. Hvis man skal sige noget negativt om første tredjedel af koncerten skal den meget dårlige lyd selvfølgelig nævnes, selvom det som allerede jo er nævnt er Loppens ansvar og ikke har noget med de optrædende at gøre. Derimod vil jeg mene at for mange af numrene var lige lidt for korte (nogle endda meget for korte) og der blev i hvert tilfælde brugt alt for meget tid på at snakke om Uncle Howie Records, Necro og værst af alt om den lille Non Phixion gavebod der var etableret ved garderoben... vi var ikke kommet for at høre for megen udenomssnak på de 45 minutter. Jeg savnede også et par af de lidt ældre numre som ”Refuse to lose”, ”I shot Reagan” eller ”5 Boros”. Det er selvfølgelig også gamle numre, men genkendelsens glæde er stærk hos undertegnede. Trods disse småting var det en god start og jeg havde ihverttilfælde en rar ”independent-følelse” i maven.
Edo G.
Efter en halv times pause kl. 23.55 gik Edo G. på scenen. Den ikke længere i kommercielt henseende ”store” rapper med den i dagens anledning MEGET rustne stemme var med sine back up rappere svøbt i nydelige Boston Celtics jerseys, nogle up to date, en enkelt i throwback. (dvs. en retro-mode spillertrøje som er en replika af en ældre model). Edo G. er nok mest kendt for sin første plade ”Life of a Kid in the Ghetto” fra 1991, men det var dog ikke den der blev spillet mest fra, hvilket jo i og for sig er forståeligt nok, da numrene fra denne nok ville have blegnet i forhold til de nyere cuts. Showet startede godt ud med tunge, tunge beats og en del numre fra den seneste plade ”The Truth Hurts” fra 2002, men trods dette, og det faktum at Edo G. og hans kumpaner prøvede ihærdigt at få folk med via diverse opfordringer til at skrige ”Yearh”, ”Ohh-Ahh” og så videre, virkede folk ikke helt så engagerede som under Non Phixion. Det kan måske have noget at gøre med hans efterhånden noget beskedne indflydelse på den unge generation i hip hop, men jeg syntes dog at han og hans backups gjorde et godt stykke arbejde trods den lidt sløve crowd. Der blev spillet numre som ”Don´t talk about it”, ”Rock the beat” og ”Rise and shine”, alt sammen leveret med en professionel attitude og sikker hånd fra den erfarne Boston-rapper. Temperaturen var stadigvæk skyhøj og udsynet dårligt, men det virkede som om Loppen havde fået lidt bedre styr på mixet af mikrofonerne, for Edo G. fremstod langt tydeligere end Non Phixion havde gjort.
De væsentligste højdepunkter i showet var efter min mening det DJ Premier producerede nummer ”Sayin´ somthin´” som virkeligt fik publikum op at støde og så selvfølgelig klassikeren ”Got to have it”, som med sine knivskarpe trommer og sit blødende saxofonsample kan få en hver gammel hip hopper til at knibe en tåre af ren nostalgisk genhørsglæde. Omkring kl. 23.50, efter at Edo G.´s DJ havde forsøgt sig med et twista-agtigt flow i dobbelt hastighed som jeg, trods publikums ellevilde reaktion, ikke mente fungerede ordentligt, sluttede showet af i stille og rolige outro-stil. Edo G. leverede et udmærket show, uden de store overraskelser eller højdepunkter, men som dog holdt en god standart hele vejen igennem de ca. 50 min. det varede. Kun én gang mente jeg at det hele faldt lidt til jorden, og det var da Edo G. i sin altoverskyggende politiske visdom sammenlignede vores venstre-regering med den republikanske Bush-regering i USA.. ”So how do y´all feel about that bullshit war? ”I heard you got a fucked up government just like ours” ”Say fuck George Bush!!!” Nej Edo, du kan ikke sammenligne de to regeringer, og syntes du så ikke det er lidt sent med svulstige politiske signaler et år og tre måneder EFTER USA gik ind i Irak? Det er for min skyld i orden at tilkendegive sin mening, men gør det når der er mere tid end tre kvarter at tage af.
Masta Ace
Efter endnu en lille halv times venten kunne vi gøre os klar til aftenens finale i form af legenden Masta Ace. Det skulle nu være tredje gang jeg så ham live, og jeg var spændt på om han ville kunne levere et lige så godt show som tidligere. Før vi rent faktisk fik lov at se manden sørgede DJ A-V for at pumpe stemningen og få os til at chante ”Masta Ace, Masta Ace” over beatet fra Mopp Deeps ”The learning”. Dette virkede forrygende, og fik stemningen godt op under loftsbjælkerne, hvorefter the man himself, Masta Ace, fløj ind på scenen og straks bustede en af mine yndlingsnumre ”Music man” som fik folk til gå endnu mere amok, selv om det desværre ikke var over originalbeatet. Herefter spillede han et nyt nummer fra det kommende nye album ”A Long Hot Summer”, som var en rar mellow omgang til lige at falde ned på. Herefter introducerede han resten af folkene på scenen over ”Stay real”-beatet fra Black Moon, og efter en nye single gik han over i en meget underholdende Juice Crew –Tribute som han valgte at kalde det, hvor folk skulle gætte kunstner og nummer når DJ A-V spillede en instrumental. Til den der ikke fik fat i det, blev der spillet MC Shan, Biz Markie, Big Daddy Kane og sidst men ikke mindst ”The Symphony”. Jeg syntes det var et godt og underholdende indslag, selv om de fleste af de fremmødte nok ikke vidste hvad der blev spillet, hvis man skulle dømme efter deres alder. ”It´s a Juice Crew Trivia, see if you know..”.
Herefter gik showet videre med numre som ”Take a walk”, hvor der i dagens anledning var medbragt paraplyer på scenen, ”Crooklyn Dodgers”, ”Acknowledge” og ”Born to roll”. Ace gav den super gas og hans tydeligvis grundigt øvede show gav i den grad pote hos gæsterne. Til alt held syntes mikrofonlyden under Masta Ace at være den bedste under alle de tre koncerter, og det var i og for sig også nødvendigt, idet han efter en kort freestyle om Danmark råbte: ”All my Denmark Headz in the Place to be make Noize!!!” og herefter blev fulgt af en øredøvende brøle/skrige koncert der varede næsten 40 sekunder.. der måtte jeg også give den op, magen til medlevende publikummer skal man lede længe efter. Efter at have tirret os lidt op med om vi var for trætte til at fortsætte, spillede Ace ”Don´t understand” med en in absentia Greg Nice på omkvæd, ”Saturday nite live”, ”No regrets” og sluttede hele koncerten af med hvad han kaldte ”four and pass”. Dette var en traditionel freestyle session som inkluderede både Non Phixion, Q-Unique, Edo G. og Ace selv, men hvor hver rapper kun havde fire takter at gøre godt med. Faktisk vil jeg mene at de fleste af rapperne gjorde det godt, men igen må Sabac Red være løbet med sejren, for han klarede det ubetinget bedst. Efter endt freestyle, og en times show sagde Ace ”One, two, three” og vi sagde ”Peace” og aftenens koncert var ovre.
Konklusion
Hvad skal man så mene om hele den omgang? I sig selv var det jo rimeligt usædvanligt at høre på live hip hop i 3 timer med to gange en halv times pause, og jeg må da også indrømme at min gamle krop havde perioder hvor den næsten syntes det blev for meget. Men som allerede sagt blev dette opvejet ud i det uendelige af den fantastiske pris, faktisk må jeg indrømme at jeg sjældent har følt at jeg fik så meget for pengene som her. Lyden kunne godt have været bedre, specielt i starten af showet, men der blev bedret lidt på det undervejs, og selv om det aldrig blev perfekt på nogen måde, var det til at overleve. Loppen er hyggelig og traditionsrig, men den trænger altså til nogle forbedringer i form af noget udluftning af en art (og eventuelt nogle nye toiletter) og selv om der var gratis isvand hele aftenen i baren, ændrer det ikke på at det i perioder var decideret ubehageligt at opholde sig på stedet under koncerten. De optrædende var generelt gode og leverede faktisk over min forventning. Non Phixion var de mest energiske og publikumsmindede, men var også dem der spillede de korteste numre og inkluderede mest udenomssnak. Edo G. leverede et stabilt og ligetil show uden de store finurligheder, og trods dets hen imod enden lidt kedsommelige gang, formåede han dog at pynte på det med de rigtige tracks på det rigtige tidspunkt. Masta Ace var publikums favorit, min tillige, og skuffede heller ikke denne gang med sit show som var energifyldt, veløvet, veltilrettlagt og sprængfyldt med klassike tracks.
Overordnet betragtet var det en aften i rappens tegn, som trods enkelte dumme kommentarer fra kunstneres side var deres shows langt over middel, og deres forskellige stilarter, som dog ikke afveg for meget fra hinanden, skabte en god østkystflavor, som jeg i koncertmæssig henseende har savnet i DK i lang tid. Fugtig, tilrøget varme eller ej, 140 kr. for sådan en omgang kunne ikke andet end give mig en træt og lidt døv, men ellers glad og tilfreds hjemtur til Islands Brygge.