Johnson & Malone - "Johnson & Malone" EP
Er det for meget at sige ”Johnson & Malone” er det bedste der er sket for dansk westcoast siden ”BANGERS” EP’en? Heeeell no! Som man siger på godt calidansk og det skyldes først og fremmest Johnson, tidligere kendt som Niggeren I Slæden. I forhold til alt den snak om Johnson har ’det glemte medlem’ af BANGERS haft en enormt uproduktiv karriere som indspillende kunstner. Mens statusen som ghetto celebrity stødt er steget til et plan hvor Jokeren name-checker ham (”Niggeren I Slæden starter øsen”-linien fra ”Livet I Krybesporet”) er et compilationnummer her og et gæstevers der, hvad det er blevet til.
Det er heldigvis slut nu, hvor Johnson er taget tilbage til Aabyhøj og hooker op med vennen Malone aka Dr. Ral, kendt som den lange, rødhårede hypeman ved L.O.C. og Niarn shows og ikke mindst som trommeslager i Aarhus-hardcorebandet Barcode. De to Unusual Suspects’ partnerskab er mundet ud i en EP med 7 meget velskårne numre, der både ligger i tråd med westcoast kompositionen hos 213, DJ Quik, og Too $hort og samtidig er umiskendeligt synonym med Aarhus V.
Johnson & Malone kan mere slanguage end de fleste professionelle pimps, det trods alt Johnson, der har fået os til at sige ’go stil’, ’pinde’ og ’listic’. Men i stedet for at tillægge sig amerikanske dialekter taler de så udpræget forstadsårhusiansk Niels Malmros kunne caste dem til et ”Kundskabens Træ”-remake. Den karakteristiske dialekt fra smilets by gør man tager indholdet af teksterne med et grin i stedet for at rynke på næsen, selvom der er nok at rynke af.
Uden at fortrække en mine rappes linier som: ”Johnson & Malone; to grown-ass mænd, dogg / Står på scenen og sprøjter folk til med Hen-dogg” og ”Baby, hvis du' horny, bli’r du nakket ordn’lig af de to homies!” De to gutters univers er omdrejningspunktet for EP’en, der handler om højtravende emner som sprut, hurtige biler, og sex uden forpligtelser. Gennem numrene fornemmer man endda drengene selv ved de vader i ignorante holdninger, men de nyder det. Til tvivlerne, der savner ordgøgl og battlerap indledes med nummeret ”Hvorfor Forklare.” Her nedgør Johnson metafor-rappende MC’er med skæve tænder, så rammende man næsten skulle tro det handlede om en selv (gør det det?!) hvorefter han præcist slår fast, hvad hans kvalitet er: ”I lyder som hinanden og skriver de samme rime shiiit / I ni år har jeg kørt min egen stil, bitch / Jeg fortæller om de hoes, og de shows, med mit hele eget flow, som der ingen der kan flex på / Siden Go' Stil, V.I.P. og Ghetto Fitness / har jeg været ukronet konge af det pimp-shit!”
Resten af pladen svinger mellem den bundsjofle ”Pootietang” til hjemstavnsbangeren ”Dobbelt A” og ”Ridaz,” hvor Johnson langer ud mod sit tidligere label. Jeg synes klart de første tre numre på EP’en er de stærkeste, men det betyder bestemt ikke de andre ikke har en kvalitet. Alene den karisma, der ligger i vokalerne gør at det er interessant at lytte efter, og gør man det belønnes man med topunderholdende linier som: ”Jeg gir’ en fuck for de rappere i New York / Jeg holder det piiimp, ligesom Too $hort / Jeg ligger ikke i ske og lytter til R Kelly / En hustler ligesom Celly (Cel)/ Jeg er ham der råber *ANDALE ANDALE ANDALE, MAMA I-A I-A I-A* / Når jeg knepper din kælling.”
Det slår en når man hører pladen, hvor gennemmusikalsk den er. Fælles for alle numrene er Johnson står for at rappe versene, mens Malone crooner på omkvædet, og således fremstår EP’en som en række gedigne sange. Ideen med at have en hook-mand fungerer glimrende når man laver noget der minder om G-Funk, folk som Nate Dogg, Danny Boy og Kokane har gjort en karriere ud af det. Malone svinger mellem en vild og tilbagelænet levering, han synger langt fra så poleret som de førnævnte, men der er nerve og oprigtighed i stemmen. Johnson har også udviklet sig meget som MC, han flower originalt og afslappet og ændrer uanstrengt levering fra langsom til dobbelt-tempo.
En del af æren for musikaliteten skal også tilskrives EP’ens ukrediterede 3.-hjul Pildada aka Pilfinger fra Fuld Pensum, der har kreeret samtlige produktioner. Han har tidligere brugt westcoast elementer som et frisk pust i konventionel boombap-hiphop, men denne gang leverer han rendyrket Califunk, der klær alle involverede som et nypresset pimpsuit. Pildada matcher duoens lyd perfekt med beats, der flyder over med handclaps, kantslag, hvinende synths og talkbox.
Har jeg ikke skrevet det nok, skal det igen understreges jeg er meget imponeret over, hvor personligt Johnson & Malone formår at lave westcoast, man mærker næsten fysisk, hvor seriøst de tager genren til sig. Det eneste eksempel jeg hidtil har hørt matche den karismatiske stil er U$O’s ”Igå (Det Så’n Vi Snakker).” Det er naturligvis ikke det hele der fungerer, f.eks. synes jeg ”Fuck Hva I Sir” lider under den interessante produktion ligger mærkeligt i forhold til vers og omkvæd, hvilket gør den ellers så harmoniske funk lyder mudret. Til tider kan det også blive lige i overkanten, at høre Johnson name-checke Too $hort hver anden linie, men der kan man dog huske, hvor mange gange Too $hort name-checker Too $hort.
Det er så nu, jeg skal sige at det er en fantastisk EP, der tegner til at blive et fænomenalt album, men det kan jeg jo ikke vide en skid om. Faktum er denne EP, ligesom BANGERS i sin tid, passer perfekt til, hvor meget pimpshit fra Aarhus jeg har brug for i ét skud. I øvrigt minder white-label vinylen som Run For cover har valgt at udgive også en del om den 'sell-it-from-the-trunk attitude, der var omkring "V.I.P."
De to ’grown-ass mænd’ der praler med at have skæg nok til barberbesøg, har med hjælp fra Pilfingers beats skabt en EP, der er varieret, karikeret, musikalsk interessant og underholdende fra start til slut.