ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Ludacris - Red Light District

Hvis lyset pludselig bliver slukket og erstattet med snuskede Amsterdam-røde lamper så er du måske på vej ind i Ludacris' nyeste album, "The Red Light District", og så må du hellere være på vagt overfor forsølvede pimp-stokke, bløde filthatte, billig aftershave og lyden af  rullende terninger.
 
Den mindste tvivl humper væk på de rå trommer fra en af de fedeste introer jeg længe har hørt. Luda er så sulten, kampklar og hype at man næsten kan føle de stødvise åndedrag mellem rimene når de rammer de små fimrehår i øregangen:

"Me and Shaka still starvin and lookin for meals
And HEADS UP!  Ludacris is almost out of his deal
I'm over ten million sold, every album is CRACK
And for now I'm bout to carry Def Jam on my BACK
!"
 
Fra adrenalin og testosteron til blær, briller og testosteron. "Number One Spot" er Luda forklædt som Austin Powers og det er lige før tungen falder i søvn på drøblen så tilbagelænet som han kan sige
"Brush my shoulder and I, pop my collar
Cause I'm worth a million ga-zillion fa-fillion dollars
"

De af os der sad og havde det vildt over Ludacris' arme i "Get Back"-videoen sidder nok også og stanger albuer ud når hittet med de hidsige blæsere brager ud som tredje track.
Hvis man kun er til dybe, eftertænksomme tekster er man gået galt i byen på "The Red Light District", men hvis et par velsmurte olietrommer er nok bund til en gamblers hæmningsløse skryden og du synes at et alias som "Mr. Put-Down-Two-And-Pick-Up-Six" er så svedigt som det kan blive, så er du kommet til den rigtige plade!

Det er gamblerne, pufferne og bilfetishisternes hyldestplade og produktionerne er tit utraditionelle i forhold til den type beats vi er vant til at høre på denne side af kloden. Et eksempel er weed-salmen "Blueberry yum yum" der næsten uhyggeligt realistisk imiterer den tilstand den beskriver. En enkel psykedelisk synth tripper rundt i ekkoer af Ludas enstavelsesord som beskriver hans frådetrang ædeflip, og ud-af-kroppen sløvhed.

En personlig favorit er "The Potion" som også er et uhyggeligt enkelt, hypnotisk beat af troldmanden Timbaland med en komprimeret vokallyd i repeat over dét der lyder som en ugle der tuder baglæns. Midt i det hele er der breakdown til fælles slavesang ude i bommuldsmarken og man synes nok enten det her track er imponerende excentrisk eller sært røvsygt – jeg er uden tvivl i første kategori.
 
Beatsne er tit præget af repetitive enkle toner fra keyboardet, med  en "flad" 2-takters hihat som fx. i "Pass Out" og variationerne er primært i den "mol" tangenterne spilles og i vekslen mellem kor/hook og rap. Rappen får så til gengæld også mere fokus og Ludacris har den helt rigtige stemme; smidig og levende plus hans flow veksler legende mellem alt fra stolt til humoristisk.

Ud af 16 numre er der faktisk kun 2 umidddelbart genkendelige "lån" og det drejer sig om Quincy Jones' "Soul Bossa Nova" til Austin Powers forklædningen i "Number One Spot" og den kendte Fresh Prince linie + flow fra klassikeren "Summertime" i "2 Miles An Hour", der dog er pitchet ned så det lyder som om det er Lucifer på mic´en.

Hvis man kan låne en unavngiven "årgang" af lyd og atmosfære så er det hvad produceren L.T. Moe har gjort i "Spur Of The Moment" der er meget 90'er funky-hiphop fra vestkysten, i familie med fx tidligere tiders Snoop Dogg. Og den lyse r'n'b -sang fra Kimmi sætter for alvor tidskapslen i bakgear.

Albummets gæster kender deres besøgstid og selv om det alligevel er blevet til en del features fra både DMX, Trick Daddy, Nate Dogg, DJ Quik, Sleepy Brown, Nas og Doug E Fresh, så holder de sig beskedent i baggrunden og nogle af dem endda kun på omkvæd. Luda holder sig suverænt i spotlyset og sådan bør det også være på hans egen plade.
Alligevel finder han altså plads til at introducere de nyeste medlemmer af Disturbin Tha Peace familien: Small World og Dolla Boi hvoraf sidstnævnte besidder det sjoveste navn og det mindste talent hvad han demonstrerer ved hakkende at rime black på black og bitch på bitch i et og samme vers. Small World er modsat den anden debutant sjovere at høre på end at kalde på:
"Muffle your damn lips, or there'll be mixtures of blood and dandruff
If you don't get my damn drift
".

At spice et splinternyt beat op med lidt spøjs vintage-vokal ala Oliver Twist musicalen fra 1948 i Jay-Z's "Hard Knock Life" kan aldrig gå helt galt, så det er lige præcis hvad produceren Vudu har gjort på "Large Amounts" med lidt back-up af melodisk guitar og Ludacris får rig mulighed for at strø visdom på det ultra fængende hook: "In this life one thing counts = in the bank; large amounts" .
 
Præcist Hvor ligegyldige Ludas tekster dog også kan blive, får man mulighed for at tjekke på "Pimpin All Over The World" hvor det næppe bliver mere gabende intetsigende og kliché end når han rapper:
"I wouldn't trade you for the world I swear it
I like ya hair and every style that you wear it
And how the colors cordinate with your clothes
From your manicured nails to your pedicured toes
".

Men hold alligevel ud til outroen på tracket hvor Bobby V prædiker om udelukkelsesmetoder for hvornår man er pimp – grineren!
 
Det mest melodiske track på skiven gemmer sig til næstsidst med titlen "Hopeless" og det er kærkomment oven på de mange hårde, beskidte beats. Det er en produceren Heazys fortjeneste og Luda svæver over beatet, men overraskende nok leveres det bedste vers fra Trick Daddy – måske fordi jeg absolut ikke havde de fjerneste positive forventninger til ham, men det har ændret sig nu efter kvaliteten i historien her:
"I had this dream about a dope fiend
And its strange cause he could ..uh.. barely write or read
But seems to get folks just 'bout anything
Curious about him, I wanted to talk with him
He said he was too busy for that but I was more than welcome to walk with him
So as we walked, he talked and I just listened –
"

Og hvis du vil vide hvad han fik at vide må du investere i denne udmærkede plade ;-)
 
Aparte er det at støde på Nas og Doug E Fresh på sidstetracket "Virgo" som også er at finde på Nas' eget album og mildest talt ikke er repræsentativ for stilen på "The Red Light District", men igen er det rart med afvekslingen og det er første gang der bruges human beatboxing på albummet.
 
Alt i alt synes jeg at "The Red Light District" er en udmærket plade at have i sin samling når man får lyst til at høre noget Dirty South, og da det er vigtigt at have variation kan jeg varmt anbefale Ludacris som repræsentant for denne genre. Det er ikke uden grund at han var den første der blev signet til Def Jam South.
På den anden side er det ikke alle beats der er optimale på pladen og den indholdsmæssige originalitet graver man forgæves efter på det meste af skiven.
Om Luda har været mere heldig med denne plade end med den sidste skal jeg lade være usagt da jeg af stupide årsager ikke besidder "Chicken n' Beer", men han er i hvert fald heldigere med den end han er med sin fødselsdag for den ligger den 11. september – hip hip hurra!

Jeg var meget tæt på at give pladen 3½, men det blev altså kun til tre som stadig er en pæn karakter, og en anbefaling.

21/01/2005 - Lagt online af LC

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [121 - 130]
næste >< forrige Her vises [121 - 130]