Ataf: "Paraderne Nede"
Udgivet af Art People.
”Fat besked, lortet det går ned som du ved / Så pak din gøb og beskyt dig, lille kid / For det’ verbal narko fra rappens desperado / pakistano, eyo det’ Ataf Montano!” Nogenlunde sådan var det gennemgående tema i Ataf Khawaja’s tekster tidligere. Det er i midler tid langt fra tilfældet med indholdet på solodebuten ”Paraderne Nede”.
Om han er blevet ældre og klogere, eller det var tid til nytænkning da Professor P af to omgange gav Ataf’s gangstaimage en freestyleørefigen til MC’s Fight Night 2002, skal jeg ikke kunne sige. Men Ataf som vi møder ham på pladen er reflekteret, samfundskritisk og kan rappe om sin gangsterfortid og tingenes tilstand i hiphop med en distance, der passer fint til hans nye titel som ’gadejournalist’.
Skåret ind til benet er ”Paraderne Nede” et album med en intro, 12 sange plus et remix. Kodeordet i sætningen er sange med alt hvad det indebærer. Det skal først og fremmest understreges Ataf har formået at kanalisere sine tekster ud over stribe helstøbte kompositioner.
I den absolut gode ende ligger numre som ”Baduah,” hvor Ataf både beretter om sit pakistanske bagland, sin danske opvækst og dropper urdu i omkvædet, der er ligeså uforståeligt som Erick Sermon’s ”React.” ”Det For Sent Nu” er et blik ind i Ataf’s sind, og det er bestemt ikke positivt:
”Inden i mig er der en nostalgi, der skriger / Som Edvard Munch’s malerier / Det er mit livs melodi, en bittersød symfoni / Komponeret over min indre disharmoni.”
Begge numre er på hver deres måde selvbiografiske beskrivelser, der virker vedkommende på grund af de personlige og ligefremme tekster, og budskabet om splittelse der kommunikeres understreges af den både geografiske og psykologiske kløft. ”Forandret” om indvandre-liv-og-død fungerer også supergodt. Man kan snakke nok så meget om kulturkløft, men enhver der påstår efterlivet foregår: ”På vej op i G-himmerige, i en flyvende bimmer,” har humor på tværs af folkeslag.
Ataf bevæger sig også ud i iagttagelser af resten af samfundet, bl.a. på ”Syg-Go-Logi”, om sindslidendes virkelighed og ”Divas,” der handler om tre hurtige kvinders forskellige skæbner. Problemet med de numre synes jeg er Ataf ikke får vist sig selv i historierne, og derfor fremstår de netop som det, opdigtede fortællinger. På samme måde er ”Mami” en ret kedelig scorehistorie, hvor man ikke lever sig ind i flirten.
”Sådan Er Det Bare”, ”Gør Det Selv”, og ”Bare En Thug”, har til gengæld Ataf himself i fokus, som O.G. MC’en, der med et hævet øjenbryn, langer ud efter gangsterlivet, pladeindustrien og virkelighedsfjerne rappere. På ”Bare En Thug” synes jeg specielt første vers om provinsknægten, der vil være gangster er lige på kornet, mens anden del om Ataf’s egen credibility halter. I det hele taget kan meget af rappen på ”Paraderne Nede” deles op i tekster fra den nye reflekterede Ataf, der ikke er bange for at blotte sig selv, og så den klassiske thugrapper, der er mindre interessant. ”Gade Capitaine” virker som et forsøg på at opdatere den gamle Ataf-stil, og selvom nummeret har et godt drive virker det malplaceret i forhold til resten af ”Paraderne Nede.” Desuden virker musikken og specielt omkvædet som om det er skrevet lige lovlig tæt op ad N.E.R.D.’s ”Rock Star.”
Pudsigt raver to pladens diametrale modsætninger op i de Himalaya-højder Ataf stammer fra, nemlig ”Tilbage” og ”Sommerfugl”.
”Tilbage” er en kærlighedserklæring til hiphoppens rødder, hvor Ataf name-checker alt hvad der kan krybe og gå af legendariske rappere. Det bliver gjort meget simpelt, men supereffektivt og medrivende, med linier som: ”MC Eiht fik alle til at sige gheah / Klædt fra top til tå i Raiders gear / Too $hort lærte mig at pushe demos / 2pac skrev om ting jeg aldrig havde tænkt på!” Charmen ved nummeret er det virker autentisk, og på forunderligvis nutidigt pga. energien, der lægges bag ordene.
”Sommerfugl” er en næsten hjerteskærende beretning om vold i hjemmet, og hvordan det ikke bare påvirker den ramte, men også resten af familien. Der er ingen fancy metaforer i den, og det er måske nummerets styrke, for det er ren 70’er realisme når Ataf rapper: ”Underkuet, følelsen rammer under huden / Sjælen skriger hun er i åndeligt underskud / Knust, samler hun skårene fra det krus / Han smadrede på vej ud af det her hus, bygget på blues.” Det er ret svært ikke at lade sig rive med at fortællingen, og så er skiftet mellem ”hende” og ”du”, samt slutningen små genistreger i sig selv.
Providers fra Soul Camp, der bl.a. producerede Majid, har stået for musikken på ”Paraderne Nede.” Gennemgående er de gået efter en nutidig poplyd, der både har hints af Neptunes og Dr Dre, samt et konventionelt poppet univers. Jeg synes det er fint at ligge op ad stilen, men når det nærmer sig covers som ”Gade Capitaine” og slutningen af ”Mami”, burde kreativiten være sat lidt højere. Som udgangspunkt passer produktionerne godt til pladens mundrette fortællinger, men et par gange synes jeg de laver nogen virkelig gode tilføjelser til universet. Bl.a. på ”Baduah”, der er beriget med stemningsfulde citarer, og slutter i ren roots-reggae. ”Bare En Thug” er umiddelbart det mest catchy nummer, bygget op om handclaps og andet 50 Cent gøgl, men faktisk er den afdæmpede tilbagelænede stemning på ”Det’ For Sent Nu” (Remix) næsten mere iørefaldende.
Der var en gang en fyr der rappede: ”What’s up with this and what’s up with that, I know my 1-2-3, my ABC and my rap”. Nu ved han også noget om livet, og jeg synes man bliver klogere af at lytte til det. Ataf har måske sænket paraderne, men han har højnet autenciteten, og det er det han vinder på.
Styrken på albummet er ubetinget de personlige, næsten private numre, og jeg synes de gør de almindelige fortællinger og MC-pralerier ligegyldige. At Ataf kan lave dansksproget hiphop med noget på hjertet, som samtidig skriger efter at blive spillet i radioen er jo fedt i sig selv. Men at, der faktisk findes indtil flere rigtig gode sange på albummet er jo næsten en gave.