The Best from the East - Tim Dog @ Rust!
"Det bliver så vildt", betror Typhoon os, da vi møder ham i døren ved Rust på en ikke helt almindelig hverdagsaften. "Vi har lige haft lydprøve, og han er ligeså ond som før i tiden". Det lyder jo lovende, og dette er simpelthen koncerten, jeg har ventet omtrent 13 år på. Jeg er lidt ked af at det ikke er i Den Grå Hal, men jeg er på den anden side også lidt ked af at folk ikke går med Eastpack rygsække og omvendte Starter caps mere, og jeg er også ked af at jeg ser træt ud morgenen efter jeg har været i byen. Bottom line: Jeg er ikke teenager mere, og har ikke været det i lang tid, men det er der til gengæld heller ikke mange af mine medpublikummer, der er. Der er kaldt til ekstraordinært møde i dansk hiphops Old Boys League, for selvfølgelig skal man ind og se Tim Dog.
Cee Rock the Fury åbner ballet med en kompetent optræden, der dog indgyder det indtryk at han er frygtelig alene på scenen, som han ikke formår at erobre helt, i kraft af et venligt indifferent, for ikke at sige uopmærksomt publikum. Som den formodenligt eneste blandt aftenens publikum kan jeg en smule af teksten til et af hans numre. Jeg mimer lidt med, hvilket udløser undrende blikke fra mine omkringstående, og noget der føles som et taknemmeligt klap på skulderen fra Cee Rock, da han træder ned fra scenen.
Min første tanke ved synet af Tim Dog, er at han er lavere end jeg troede, men han ser godtnok rimelig sej ud... Gemt bag mørke solbriller og misundelsesværdigt klædt i en sort T-shirt med påskriften "Boogie Down BRONX - Official Home of Hiphop", står han foran os - in the flesh - manden jeg opfatter som hiphops originale DOG. Han har disset folk i øst og vest - fra NWA til Eddie Murphy til stakkels Monie Love - og man fornemmede at det, der lå bag de utallige diss tracks var en oprigtig fortørnethed og ikke bare PR-stunts, som det vel i reglen er tilfældet i dag. Tim Dog blev simpelthen bare godt gammeldags sur, når folk ikke levede op til hans idé om, hvad der var god hiphop eller hvis de vovede at glemme at Bronx var stedet, hvor hiphoppen var ægte og kompromisløs.
Tim Dog viser sig at være både charmerende og sjov. Han virker endog venligere end amerikanske rappere er flest, når han sådan tålmodigt og pædagogisk lader publikum vide at han godt er klar over at folk er kommet for at høre "Fuck Compton", men det er vigtigt for ham at vise diverse afdøde rappere, DJs og R'n'B-sangerinder respekt. Der er ingen maskingeværer nogen steder, og stemningen er helt i top, bortset fra enkelte, der ikke rigtig formår at styre deres tålmodighed, men det tager Tim Dog helt roligt. Han vil gerne have at crowden danser til de numre, der bliver spillet i respekt for de afdøde. Som han siger, "Look, I'm dancin', and I'm the hardest motherfucker in here".
Koncerten hensætter mig til min barndoms syng-sammen aftener i folkeskolen - for her er for alvor dømt fællessang som aldrig før! "Havin' that gang war", råber et samlet publikum som om de havde fået til opgave at omvende samtlige L.A's Crips og Bloods, "we wanna know what you're fightin' for - fightin' over colors - all that gang shit's for DUMB MOTHERFUCKERS!" Effektfuldt af h.. til er det, og vildt at den tekst stadig sidder lige i øjet for et samlet publikums vedkommende. "Step to Me" kan de fleste også lege back-up til, og den går først galt for os, da han spiller et nyt nummer, men det er til gengæld et overraskende godt nummer med en lækker produktion.
Men vi skal jo underholdes, så hans meget britiske DJ ruller op for et lille show, fint-fint er det, men den slags har egentlig aldrig fænget så godt her i DK, hvor vi har set det lidt for mange gange før, og det er sjældent at de amerikanske rapperes DJs kan tåle en sammenligning med vores egne.
Næste etape af sidespring i programmet er en invitation til alle de rappere, der gerne vil låne mikrofonen af Tim Dog for en kort stund. PTA og Json tager udfordringen op, og skiftes til at tage freestyle-tjansen til publikums og Tim Dog's tilfredshed. Undertegnede føler sig forpligtet til at repræsentere dansk hiphops kvindelige aspekt, da Tim Dog spørger efter female emcees. Jeg vakler lidt tøvende op på scenen, skrækslagen for at komme til at dumme mig i mit teenage-idols nærhed, men det går faktisk godt, selv da DJ'en pludseligt stopper beatet, og jeg tvinges ud i en lidt for lang acapella.
Setlisten er forholdsvis kort, og mange guldkorn forbliver hengemte i Tim Dogs støvede bagkatalog. Personligt havde jeg gerne hørt "Dog's Gonna Getcha", "I Get Wrecked" og "Bronx Nigga". Tim Dog lover os at han kommer igen, næste gang med et samlet Ultramagnetic inklusive Kool Keith, og vi skal gå på Internettet og fortælle alle de små netbitches at han taler sandt, og det vil skræmme dem så meget at de straks logger af. Jeg er ikke helt klar over om Tim Dog ved hvordan Internettet fungerer, ihvertfald er hans udlægning lidt besynderlig. Dog er jeg optimist, og vil opfordre alle til, om ikke andet, så i det mindste krydse fingre for at vi kan få lov at se Ultra her i landet inden for kort tid.
Vi får serveret Timmy's 16 takter fra Ultramagnetics' "Chorus Line", og man må forbavses over at en mand, der virker så rasende på sine plader samtidigt ser så glad og tilfreds ud i virkeligheden. Efter sidste nummer hiver jeg fat i ham for at få hans autograf på min "Penicillin on Wax" og min "Fuck Compton" 12". Han giver mig et knus, og siger tak for, at jeg gik op for at "rock the stage". Jeg prøver at se ind bag de mørke solbriller, men jeg kan kun se en genspejling af mit eget brede smil, der lader til at have sat sig fast i mit ansigt. Daaaaaaamn, han er sej, ham Tim Dog. Jeg VIDSTE det....