Amp Fiddler: Waltz of a ghetto fly (2004)
(Genuine/Playground)
Hop op i højderne af Detroit. Dér hvor ingen genre dør, men genfødes.
På broen mellem elektronisk og organisk land - i fusioner af jazz, soul, funk og house - lever manden med det skæve navn og de mange evner: Musikeren, produceren og sangeren Amp Fiddler.
Debutalbummet Waltz of a Ghetto Fly er endelig fremme efter år, der spænder så vidt og vildt, i samarbejde med George Clinton, The Brand New Heavies, Fishbone, Money Mark, Toby and Toni Tone, Was not Was, Prince, Seal, Maxwell, Jamiroquai, Too Short, Lucy Pearl, J Dilla, Slum Village, Carl Craig (Detroit Experiment), Only Child (Grand Central) og Moodyman.
Velkomponeret– eksperimenterer Fiddler med sine musikalske skattekamre. De er i familie. Og han har fod på alle genrer, med udsyn og bakspejl. Titlen Waltz of a ghetto fly er en særlig dedikation til ét af udgangspunkterne for albummet – P-funk æraen, hvor mænd med kam og solbriller gik deres valsende gang ned af gaderne. George Clinton står som albummets første flue, der videregiver ånden, som Fiddler igen udvider med nye snit. På outroen ‘Waltz of a Ghetto Fly’ er en poetry slammende Clinton samlet med Fiddler og J Dilla; beatmagikeren der er med i et par vellykkede produktioner her på albummet. ’Deep in the black of your mind lies the funk of another guy. It’s the rhythm’, synger Fiddler med sin rustne soulede vokal over J Dillas bouncende vuggevise, der demonstrerer rytme lektion i perfektion. Mr. Clinton får sit godnat kys og smækker selv en skarp og dyb pimpdaddy nostalgi tilbage. Tiderne smelter sammen, hvilket Fiddler & J Dilla også giver et eksempel på med den tykke funky retroversion ’You Played me’.
Et super twist med bakspejl og en mere frisk dansabel vibe får vi med nummeret ’Soul Devine’ featuring Anetria Wright. Fiddler giver hammond-orglet den menneskelige evne i at snakke - med tryk i jazzy point’a’sista tangenten, der kækt vrikker i takt med det enkelt indrettede beat. ’Soul Devine’ er én af mine favoritter, lokaliseret i territoriet af jazz-hip hop.
Numrene ’Love and War’ og ’Superficial’ melder et trefoldigt leve for, at jazz-house stadig kokkererer –på destabiliserende manér. ’Your so superficial, baby you’ve got issues, don’t know how you feel it. Don’t know what your thinking’ synger Fiddler disco-psykedelisk over et kluborienteret jazzy groove i omkvædet på ’Superficial’. ’Love and War’ co-produceret af Moodyman er den slags numre, Gilles Peterson sikkert ville vælge i sit sæt. Intelligent politiseret afro-house med en jazz trompet, der svæver ud i det urbane vilde. Det er spændende med et fint budskab, men også febrilsk.
Bedst og rigtig god er Fiddler, når han går ned i dybden, holder et flow og en fasthed, som hørt på ’Possibilities’, ’Eye to Eye’ - og ’Unconditional Eyes’, der er en stikkontakt af en produktion til J Dillas lyd. Klaveret på det nummer er så veludviklet og intimt med stykker af enkelthed, som den første klavertime, hvor fødderne ikke når jorden. Med kantet laissez faire attitude synger Fiddler her en kærlighedsduet skævt samhørigt med Courtney Jackson, der i sin søde jazz bekræftende luller ’…Its so unique’.
Produktionen ’This is how’ leder Fiddlers repertoire ud i en sofistikeret bossanova-electro, som læner sig tilbage og udfordrer varme dansegulve. Det tempofyldte afbalanceres med Fiddlers sjælesang. Sadé ville elske det. Raphael Sadiq er med i produktionen på nummeret ’Dreamin’ og bakker ligeså op omkring albummets gennemførte lyd af lækkerhed med den groovy elastiske bas, der ligger her. Cool R&B programmeret i al sin organiskhed er kendetegnende for nummeret og den gren af neosoul eliten.
Enkelte numre og passager hviler lidt for meget i statiske tidslommer. Sang og musik bliver da kedeligt og pænt udkørt i funk-freakyness – uden egentlig at miste potentialet for at udmærke sig. Amp Fiddler kan snart sagt redde det meste med sin første klasses musikalitet. Waltz of a Ghetto Fly placerer sig klart i den fine ende af den nye eksperimenterende æra, med jazz, soul, funk og meget mere i bagagen. Og lige præcis dér hvor fortolkningerne sætter ind, hvor elektronikken ser mere frem end tilbage, finder jeg rytmen med Fiddler.