ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

"Run" i studiet med Kuku Agami, Majid & Negash Ali

Det er torsdag, sent, og Hip Hop Kontoret syder. Det er Brun & Blid aften med livemusik. Den faste vært Kuku Agami har lige spillet med Kuku's Cool. Uden at anstrenge sig, har han med skrevne rim  og freestyle, styret bandet igennem et udsoulet livesæt, der bragte publikum til kogepunktet. Mens Kuku har været en fast figur på scenerne i København, er det ikke meget udgivet materiale det er blevet til. Det ændrer sig formentlig med "Run", et bragende nummer med noget af det mest hæsblæsende rap, vi har hørt fra ham. Ledsaget af en fejende flot video fik nummeret anerkendelse  på nettets debatsider fra selv de største playerhaters. Men det betyder ikke, at det er det sidste vi har hørt til "Run".  
    
"Vi laver et remix", fortæller Mads "B-Side" Møller, der udgør Pitchshifters sammen med makkeren Thor Nørgård. Producerduoen, der ellers er kendt for mere jiggy materiale som Lizzies "Ramt i Natten", står for den benhårde produktion til "Run" og nu har større planer for nummeret. "Negash Ali og Majid skal være med på det, du kan jo kigge forbi", lokker han, og jeg ser mit snit til at dokumentere lidt hiphop-historie
.
Samme weekend cykler jeg ud til Baby Factory-studiet i Nordvest. Jeg bliver mødt af lokaler propfyldt med liv. Der er rappere, teknikere og producere overalt, og Thor har medbragt kæreste og barn, hvilket bestemt ikke dæmper støjniveauet. Den eneste der mangler er stjernen selv, Kuku. Efter vi har leget venteleg et stykke tid, drysser han ind. Han spillede i Jylland dagen før, og det blev øjensynligt sent før han nåede tilbage til hovedstaden.
 
De tre rappere har en del til fælles. Udover at tilhøre den minoritet af danske rappere, der vælger at rappe på engelsk, har de også alle tre rødder i Afrika. Negash Ali i Eritrea, Majid i Marokko og Kuku Agami er fra Lado, der pt. er en del af Uganda. Kuku, Negash Ali og Majid hilser, tjekker hinandens tekster, og i løbet af ingen tid er første mand klar til at gå i boksen. Mellem takes, hiver jeg de ventende rappere til side, for at få lidt at vide om tankerne bag samarbejdet. Første mand er Kuku selv:   
 
"Projektets udgangspunkt var nummeret "Run", som du har lavet. Hvad handler det om?"

Kuku Agami: ""Run" handler om at søge lykken "chase your dreams", og hvis der noget, man vil opnå skal man kæmpe for det. Men det handler også meget om, det steder jeg stammer fra. Jeg kommer fra Afrika, hvor vilkårene tit er meget hårdere end vi kender til heroppe i Danmark. Vi får hele tiden at vide, at vi bliver overrendt med folk, der vil udnytte vores fantastiske samfund, så nummeret er også lidt en kommentar til den tankegang, og et forsøg på at få folk til at overveje om det virkelig, er det der sker. Historien i nummeret er en person fra Centralafrika, der vil til Europa, rammer Marokko og dør. Titlen er lidt dobbelttydig, for det betyder både "run" som når man flygter, men også at det hele kan blive et langt løb mod ingenting. Bare fordi man flygter fra noget, ved man jo ikke, at det er bedre, det man flygter til. Der er utroligt mange, der ikke klarer turen herop, og der er også mange, der finder ud af lykken ikke findes her, og får det elendigt.
 
Det er et nummer fra min kommende plade, "Closure", der kommer her til november."
 
"Hvorfor besluttede I, at lave et remix?"
 
"For det første tænkte jeg, at det kunne være superfedt med Majid på nummeret, der kommer fra Marokko og har set nogle af de her ting. Men i det hele taget, har vi tre baggrunden i Afrika til fælles, og vi har set, hvordan det foregår og har et forhold til det, så jeg er glad for at få inputtet fra de andre gutter. Og så er nummeret jo en banger, som Pitchshifters har produceret, og det vil vi jo gerne lave noget opmærksomhed om; først med videoen og nu med det her remix."
 
"Folk kender dig nok primært fra livescenerne og dine freestyles, hvor det mere handler om at holde festen kogende. Er det her en ny udvikling?"
 
"Næ, der er ikke så meget nyt i det her, bare at folk ikke har hørt det før. Men det her er mig, måske er det lidt mere gennemtænkt og velovervejet end tidligere, men det må andre bedømme. Jeg har af forskellige grunde ikke udgivet en soloplade før, så folk har ikke kunne følge rigtigt med i, hvad jeg har lavet gennem tiden."  
"Hvordan kom samarbejdet med Pitchshifters i stand?"
 
"Det var faktisk gennem Jeppe Bisgaard. Jeg sad for et par år siden sammen med ham, da jeg ville i gang med et soloprojekt, og han nævnede så Pitchshifters, som nogle der ville passe godt til mig. Vi hookede op, spiste noget mad, hørte et par tracks, og så har det kørt derfra."
"Har I andre ting på bedding før pladen kommer?"
 
"Der kommer en single i september, "African Jewel", som jeg har lavet i samarbejde med Ida Corr. Aids Fondet har en kampagne for sikker sex, og vi har valgt at donere nummeret til Aids Fondet, sådan overskuddet fra nummeret til Aids Fondet, fordi jeg synes de laver noget godt og vigtigt arbejde. Vi samarbejder også udgivelsen af albummet, så de får 10% af overskuddet fra albumsalget. Det gør forhåbentlig at begge parter kommer lidt længere ud til end ellers."   
 

Negash Ali er trekløverets benjamin, og mens de andre har været i det danske rapgame i årevis, er han i sammenligning først lige ankommet. Det mærker man nu ikke, når man snakker med ham. Den århusianske MC har som del af Majors virkelig været med til at åbne danskernes øjne for engelsksproget rap. Lige nu er han i gang med at indspille sit eget debutalbum, men det betyder ikke at ville gå glip af muligheden for at lægge et vers på "Run". Mens han kæderyger igennem får jeg også hans historie:  
 
"Hvorfor er du med på dette nummer?"

Negash Ali: "Jeg har arbejdet meget med Pitchshifters, og det er dem der står for Kukus plade, så det var egentlig ligetil. Det er også fedt Majid er med, for vi kan snakke så meget om de samme ting med hensyn til flygtningebaggrund og have familiemedlemmer på flugt og så videre. Jeg tror det er noget, der ikke er så mange, der tænker på, hvor besværligt og crazy, det faktisk er at være på flugt."
 
"Du er jo nærmest veteran i rapsamarbejde eftersom du jo er en del af Majors, passer den stil godt til dig?"
 
"Tidligere var jeg faktisk ikke så meget til collabos, men det har hele processen med Majors ændret. Nu fokuserer jeg på, jeg ved vi har et fedt udgangspunkt i Kukus originalnummer, og Majid er en god MC, som jeg respekterer meget. Så det er et fedt emne, med fede MC's på et fedt beat."
 
"Hvordan sætter I nummeret sammen, og bestemmer, hvem der skal rappe hvornår?"
 
"Altså Majid rapper om en fyr, der er kommet til Europa, så det vidste vi helt sikkert skulle til sidst. Mit vers måske handler mere om vejen hertil, hvor Kuku dækker det hele. På den måde gav det faktisk sig selv, hvem der skulle være på hvornår."

"Hvad er det vigtigste for dig med dette nummer, at lave et banging track eller at få historien ud?"
 
"I mine øjne er det 100 % at få fortalt den her historie, og få folks øjne op for de skæbner. Jeg tror ikke folk ved, hvor meget det betyder for folk, at komme til Europa, væk fra krig og så videre.  Så jeg håber vi kan sætte det lidt i perspektiv, og at det måske bliver en eye-opener." 
 
"Hvorfor tror du, det lige er nu tiden er blevet moden til mere politisk rap?"
 
"Man skal jo bare kigge ud på verden, der bliver mere og mere at tage stilling til. Man behøver bare se de irakiske asylansøgere fx, og hvordan de bliver behandlet, der er så meget forskelsbehandling. Og så tror jeg bare folk er klar til mere seriøse emner. Det er jo ikke noget vi har opfundet, det er ting, der er oppe i tiden, og forhåbentlig kan folk, så få noget ud af nummeret." 
 
Mens Negash bevæger sig mod vokalboksen får jeg tid til at snakke med Majid. Det er ikke lige til at komme til at snakke om selve nummeret, for den snakkesaglige rapper, skal først udfritte mig om der er nogle nye rappere, der er værd at tjekke ud, før han selv opremser det mest af sin iPod playliste. Men vi får også snakket lidt business.
 
"Hvordan kom du med på remixet?"

Majid: "Jeg er egentlig i gang med at lave min egen plade, og lavede en aftale med Pitchshifters om at komme og høre nogle af deres produktioner, for at høre om der var noget der passede til mig. Jeg hører så nummeret, som de har lavet med Kuku, og var helt oppe at køre over både beatet og Kukus rap. Kuku er en pissedygtig rapper, og det er første gang jeg har hørt ham snakke om den slags emner.
 
Jeg spørger så om de har nogle beats, der minder om det, og det har de ikke på det tidspunkt. Til gengæld har de en idé til et remix, og spørger om jeg er klar på at være med på det. Og jeg svarer selvfølgelig "Helt sikkert", for nummeret er jo pissefedt i sig selv, og jeg synes jeg kan bidrage til et andet perspektiv også."
 
"Hvordan griber du det an, når du skal samarbejde med andre kunstnere? Tilpasser du dig deres stil eller fokuserer du på at være dig selv?"
 
"Både og, det er en blanding. Jeg tænker selvfølgelig over det, men man skal heller ikke sætte grænser for sig selv. I den her situation havde jeg fået beatet i stykke tid i forvejen, og fik at vide de gerne ville have et vers, der passede lidt til historien Kuku fortæller på det oprindelige nummer."
 
"Er der også lidt konkurrencementalitet, når man samarbejder?"
 
"Man vil jo gerne lave noget, der er ligeså godt eller bedre. Hiphop har jo altid handlet om at battle. Men i den her situation, hvor vi fortæller en historie sammen, synes jeg mere det handler om produktet, og at vi får fortalt historien bedst muligt."
 
"Hvad handler dit vers på nummeret om?"
 
"Jeg er selv fra Marokko, og når afrikanere flygter til Europa, så gør de det tit gennem Marokko på vejen til Spanien. Den by jeg kommer fra hedder Nador, og den er tæt ved en spansk enklave, der hedder Melia, og det vil sige, at når du når dertil er du på spansk grund, selvom det er i Afrika. Det er nærmest ligesom, hvis der gik en grænse mellem Nørrebro og Østerbro. Derfra bliver folk så smuglet videre under busser, med færger og så videre.
Jeg har oplevet og mødt mange, der næsten er nået frem, og tænker selvfølgelig på, hvad der kommer til at ske med dem. Så det var naturligt, at mit vers handlede om, hvad der sker med den her fyr, når han er kommet frem til Europa."   
 
"Du er kendt som en forholdsvis politisk rapper, befinder du dig bedst når du taler om seriøse emner?"
 
"Det siger folk altid, og jeg elsker også det politiske shit. Jeg kan godt li' dybe tekster, hvor man kan høre rapperen har tænkt over, hvad han siger, og føler noget for det. Jeg lytter ikke kun til politisk musik, jeg er meget bred i min smag, og jeg kan li' meget poppede ting også. Politik er vigtigt fordi det omhandler os alle sammen som mennesker, men jeg vil ikke definere mig selv som kun én slags rapper. Jeg tror meget det er fordi mit første album blev promoveret som et politisk album, dels på grund af der var meget fokus på "My Struggle" singlenummeret. Men jeg havde også et nummer som "New Love", som jeg elsker, og det er også det som har ramt folk mest tror jeg. Så det var lidt ærgerligt jeg ikke fik vist mere af mig selv, men det håber jeg selvfølgelig ændrer sig med det næste album." 

Majid rammer vokalboksen og leverer sit vers med en usædvanlig aggressivitet, og sætter et flot punktum for nummeret. Pitchshifters overvåger hele processen, og der nikkes med nakken mens indspilningerne støt skrider frem. Og før eftermiddagen er overstået er vi nået til fyraften. Nummeret er i kassen!
 
Du kan lytte til nummeret her.
Du kan se en minidokumentar om nummeret her.
 
Du kan læse mere om kunstnerne her:
 
Kuku Agami
Pitchshifters
Negash Ali
Majid 


01/08/2008 - Lagt online af PTA

Interviewarkiv

næste >< forrigeHer vises [11 - 20]
næste >< forrige Her vises [11 - 20]