"Yeah I like to go out to clubs" siger Brooklyns mest berømte boghandler, men jeg har svært ved at tro Talib Kweli bliver sådan virkelig rowdy i nattelivet. Uafhængig af revolutionær attitude og et flow, der de sidste år er gået fra fedt til fabelagtigt, forestiller jeg mig alligevel han oftest nyder en aften med en god politisk diskussion. Men jeg skulle få syn for savn, for det går hverken værre eller bedre, end jeg og Talib Kweli begge befinder os i Boogie Down Berlin tirsdag d. 27. september. Eftersom han jo er helt vildt Aarhus Took It aktuel, aldrig har spillet i Danmark og i øvrigt er lidt af en stor kanon, når det kommer til hits, kan jeg næsten ikke andet end at tjekke Talle Kwelle ud.
Koncerten går ned i Kulturbrauerei, der er en slags multikulturhus, med alle mulige sale til musik, kunst osv. Kesselhaus rummet, kan minde om Ridehuset i Århus eller Den Grå Hal på Christiania - en rektangulær kasse med plads til 1.000 mennesker. Jeg følges med Flavourz.dk's globetrotter Anders Madsen, der på fornemste vis har guidet mig frem til spillestedet, og da vi ankommer er salen næsten fyldt, på nippet til overophedet, og stemningen virker rigtig god.
Opvarmningsbandet er allerede gået på. Det er et nyt tysk projekt, der kalder sig Data MC, hvilket betyder en afrotysker, der rapper temmelig aggressivt i forgrunden mens to nørder sidder bag ham, og leger med deres Apple powerbooks. Det kan lyde ret futuristisk, næsten som en ny inkarnation af Kraftwerk, men i virkeligheden er det vildt kikset, og det Data MC har i energi mangler han udpræget i flow- og rimafdelingen. Heldigvis kender han virkelig sin besøgstid, så da han spørger om publikum vil høre et nummer til, og der kun svares halvhjertet, vælger Data MC i stedet at pakke sammen, og give plads til Talib Kweli's Beautiful Struggle European Tour. Tak for det.
DJ Chaps, der fungerer som Talib Kweli's DJ bemander pladespillerne, og spiller et kort stykke tid, før Black Star ambassadøren selv rammer scenen til nummeret "Move Somethin'". Og allerede her kommer overraskelsen, der kommer til at præge resten af aftenen: Talib Kweli har den crazyste koncertstemme! Han lyder næsten som en hurtigere DMX, når han med dyb stemme brøler versene ud. Enkelte gange, specielt når Chaps lukker beatet af på pladespilleren, går han over i den lysere vokal, vi kender fra hans album, men gennemgående er det en meget hårdere og mere aggressiv Talib Kweli vi hører. Det har også sine bagdele, Kesselhaus er nemlig som før nævnt ikke særlig akustisk indrettet, og der er meget af lyden, der går tabt i oversættelsen fra poesi til party.
Herefter følger en række numre fra "Beautiful Struggle", bl.a. "Going Hard", med linierne: "People ask me how we wearing diamonds / When there's little kids in Sierra Leone / Losing arms for crying while they mining" som Kanye West nok skulle have hørt, før han indspillede første version af "Diamonds". Koncerten er ved at bygge momentum op, og da Talib Kweli spørg om, der er nogen Black Star fans i huset, er der ikke mange stemmebånd, der er tavse, mens han ruller "Definition" og "Respiration" ud af ærmet. Reflection Eternal fansne bliver heller ikke snydt, og højdepunkter som "Love Language" og "Too Late" bliver også rullet af stabelen.
Gennemgående er der rigtig god kontakt med publikum. Da tyskerne råber begejstret under "Good To You" hvor det er meningen man skal være "screaming like you in pain," får Talib Kweli en pige i første række til at oversætte meningen til tysk, så alle fyrer et smertensskrig af. Selv da en fyr i crowden, bliver rigelig rowdy, får han bare en lektie i Brooklyn logik: "Yo man, you're too wild, stop bumping into people! You here with your crew? Oh you ain't got no crew? Then you better step to the back, 'cause it looks like these people are ready to beat you down!" En række små freestyles er også med til at binde showet sammen, og gore det nærværende for publikum.
Til trods for lydproblemerne bliver koncerten stødt bedre. Talib og DJ Chaps arbejder godt sammen, og numre som "Broken Glas" og "Good To You" bliver indledt med bidder af original breaksne fra Furious Five og Al Green, mens electro-rock nummeret "We Got The Beat", suppleres med både powerscratch og tyske breakere på scenen. "I Try" og bootleg klassikeren "Lonely People" med det uclearlige Beatles-sample er selvfølgelig crowd pleasere, men da "Get By" kommer på, komplet med handclap-rytmen og r'n'b sang på gospelomkvædet når Kesselhaus sit klimaks. Stemmen er blevet lidt mere rusten, men det skorter ikke på energien i nummeret, og Talib markerer sig gang på gang som ualmindelig velflowende.
Talib Kweli takker af - for første gang. For han kommer selvfølgelig tilbage igen, og takker for den gode vibe fra publikum ved at spille bl.a. "Brown Skin Woman" og vist også et andet Reflection Eternal nummer. Også da han går af scenen igen, er det for at returnere, denne gang kun med et enkelt nummer, der markerer slutningen på en næsten to timer lang koncert. Han inviterer alle der har lyst til at komme på scenen, og for en gang skyld virker det ikke plat, for fællesskab mellem kunstneren og publikummet har været udtalt showet igennem. Til sidst stiller han sig over til Chaps bag pladespillerne, og begynder endda at DJ'e sit eget afterparty - det er showmanship, der vil noget! Mens aftenen skrider frem, få vi connected lidt med de tyske hiphop fans, og apropos connection, søreme om ikke DJ'en spiller "(Copenhagen) Claimin' Respect", og selv en eksiljyde og fynbo, kan vel rette ryggen lidt ekstra til det nummer.
Talib Kweli har rigtig meget kærlighed i Berlin. Egentlig tror jeg det er en universal glæde over en rapper, der virker så autentisk og sikker i sit udtryk. Da Black Star kom frem, var jeg afgjort Mos Def fan, men årene igennem må man sande det er Talib Kweli, der har udviklet sig både til den bedste rapper og repræsentant for hiphop fællesskabet. Med titlen Beautiful Struggle markerede Talib Kweli at han elsker at kæmpe, men det var nok mere det politiske system og ikke mod lydsystemet han hentyder til.
Man kan kun glæde sig til Aarhus Took It showet, for dels er lyden på Train altid en fornøjelse og så spiller Talib Kweli alt hvad en fan kan forlange, man bliver også overrasket over, hvor stort et arsenal af bangers, den fredelige rapper egentlig packer. Nu forstår jeg bedre, hvorfor han kan li' at gå i byen, for han kan levere koncerter der rykker byerne som Respiration-omkvædet.