Rygterne havde svirret allerede i november. To af halvfemsernes højdepunkter skulle mødes lige efter juleaften. Den stod nemlig på intet mindre end M-E-T-H-O-D Man til P-U-L-E-J-A-M! Method Man har på trods af masser af annoncerede bookinger aldrig tidligere optrådt på dansk jord, og Pulejam har vi ikke set noget til siden et SWAT-team mejede Tjes Boogie ned i '98. Derfor var det kærkomment, da det blev bekendtgjort at Christmas Clubbing var sendt til udskiftning og Pulejam var tilbage i business.
Godt bagmætte ved ankomsten efter en solidomgang julefestivitas med dertilhørende menukort bliver vi mødt af Jokerens streetteam, og der bliver delt rundhåndet ud af julegavesamplere fra det nye album, til trods for Gigolo Jesus selv glimrer ved sit fravær. Lineuppet af artister må også siges at være fra mellem og undergrunden herhjemme: Kuku Agami, Nemo, IdaAida, Johnson, Cas og Rent Mel er på flyeren. Der er nok også en del, der har luret det kan blive lidt af en maratonkoncert før Meth dukker op, for ved startfløjtet er der endnu ikke crowdet i crowden.
Simon "Buddha Glitter" Juhl og Ralle "Dr. Ral" Malone har konferenciertjansen og kommer godt ud over scenen. Konferenciererhvervet er efterhånden blevet en glemt kunst, men Simon og Ralle går godt i spænd, specielt gør de et stort nummer ud af at bande, så munden skriger efter sæbe, og det er jo altid skægt.
De danske rappere bliver alle sammen godt modtaget af publikum, men der er alligevel lidt ventestemning i luften, og seks acts er sgu længe at vente på klimaks. Kuku Agony bliver smidt på scenen først. Lidt ligesom storebrorens overraskende nye album, står det lidt hen i det uvisse, præcis hvorfor Zindy Buko Kugaloo er tilbage. Men han er velrappende og specielt velflowende som altid, og med beats fra evigt unge Gettic kan det ikke gå helt galt.
IdaAida indtager selvsikkert Pulejam med scenevandt attitude til trods for det vel nærmest er deres debut. Selvom rollerne er opdelt pigerne i mellem så Aida står for størstedelen af rappen, mens Ida laver sangomkvæd, så virker det rigtig fedt i de sekvenser, hvor Ida, der har den mørkeste stemme, rapper. Numrene de river af er designet til dansegulvet og svinger fra west coast funk til down south synthesizercrunk. Det bliver spændende at nærlytte materialet, for sceneshowet var et friskt pust.
Nemo bliver drillet lidt med sin fiskede, gældesportende navnefælle af
konferenciererne, introen driller også lidt, men herfra leverer Nemo et solidt show med både guitar og sangfeatures. Jeppe Rapp dukker op, og de to går godt i spænd og jeg når lige at lure den sønderjyske JR vanen tro har rigtig pæne sneaks på.
Johnson, tidligere kendt som Niggeren i Slæden, er vel det danske act, forventningerne er størst til. Som altid storsmilende cribwalker han hen over scenen med alfonsstokken fremme og det hele (en rigtig stok altså...du ved til gamle mennesker...og alfonser.) Han hyper sit kommende album "El Gallo Negro", der skulle betyde noget i retningen af den sorte hane. Stilen på det nye materiale er endnu mere down south end på Johnson og Malone EP'en med shoutout til Mike Jones og på et af numrene hviskes teksten sågar i bedste Ying Yang-stil. Det siger noget om den karismatiske rappers breath control, at selv hviskedelen gik klart igennem.
Cas, der med det nyeste album byder Velkommen Til Vrangsiden er også i huset. Han er som den eneste Vesterbrorepræsentant i lineuppet også næsten hjemme alligevel. Det nye materiale er endnu et kapitel i brideteorien, så tekstmæssigt er der ikke så meget nyt under solen, men Cas som rapper virker både mere stil- og selvsikker. Desuden har han Hip Hop Kontorets egen DJ Knud med, og Scratchmasteren havde tydeligt ikke mistet et trin julen over.
Rent Mel afslutter nedtællingen til Method Man. Men de sætter trumf på, og leverer bl.a. Boogie/Voice TV hitteren "Ta' Det Af", så pigerne er tæt på at parere ordren. Hvor "Ingen Stress" er et flerfacetteret album med god stemning er Rent Mel live en energisk og karismarisk magtdemonstration. Det hjælper også at gruppen ud over at være eminente rappere, har personligheder der trænger igennem til publikum.
Således gennem et bredt udsnit af, hvad dansk rap pt. har at byde på er scenen ved at være klar til Method Man. Ingen af actsne skuffer, men der er heller ikke store højdepunkter eller overraskelser. Godt nok har et samlet FIP indtaget Vega, men det er kun som tilskuere, for de leverer deres egen julegetdown dagen efter til Nightmare After Christmas.
M-E-T-H-O-D Man!
Og pludselig brager tonerne af RZA's uforglemmelige Wu-banger fra det første soloalbum, Clanen slap ud: "When I first stepped on the scene, niggas was petrified / Jet back to the lab like they were being chased by homicide".
Method Man er i dén grad i Store Vega. Backet op af en DJ og makkeren Streetlife ankommer han på scenen svingende med armene, og han indtager rummet, så ikke en millimeter scenegulv er uberørt. Men ligeså meget energi Meth fyrer op under, ligeså meget giver publikum tilbage. Ikke siden Gangstarr har jeg oplevet crowden så tændt, og det er en oplevelse at se selv Method Man virker overvældet af den brusende folkemængde. Det varer dog ikke længe før Shaolinkrigeren tager imod kærligheden med åbne arme og stagediver ned i crowden for første gang.
Det første solonummer "Method Man" fremføres, og publikum hopper med kyshånd ned fra hans sky, og beundrer rapperen og stilen de ikke kender - og alligevel kender så godt.
Sådan går det frem og tilbage i over en time. Hvor andre Wu-medlemmer må nøjes med korte sekvenser af numrene, har Meth's bagkatolog såvel hits fra fællesalbum, soloalbum og samarbejdet med Redman. Redman er desværre hjemme i staterne og passe sin datter, men Johnny Blaze har ingen problemer med at få intensiteten frem i bl.a. "Da Rockwilder" og "How High" Part 1 og 2, og da der råbes "Smoke cheeba cheeba, smoke cheeba cheeba" skulle man tro Pulejam var tilbage i Christiania's Grå Hal med den øredøvende publikumsrespons. Meth viser også sin egen rygetrang og puffer beredvilligt på ikke bare en, men to joints fra crowden - tag den ikke-rygende Busta Rhymes.
Selvom han laver sange for rygere, fejler stemmen absolut intet. Måden Method Man kan ligge allerbagerst og allertighest på et beat vises frem gang på gang. Hvor andre store koncerter på det sidste har været plaget af dårlig lyd er dette enhver rap-fans drøm: en koncert hvor man hører hvert et ord der rappes.
"Bring Da Pain", "You're All I Need" og andre solonumre kommer i fantastiske versioner, men det er alligevel Wu-Tang materialet, der skaber det tætteste bånd med crowden. "Shimmy Shimmy Ya" dedikeret til ODB bringer tårene frem hos Meth, mens han på "Triumph" overlader mic'en til en publikummer, der giver den bedste version af Inspectah Deck, man kan forvente uden rebellen selv er i huset. Med intensitet, charme og alt, alt for overvældende nærvær overgår Method Man alle de tidligere Wu-medlemmers optræden herhjemme, og jeg synes faktisk også han overhaler Redman i sceneshow.
Pulejam afsluttes på fornemste vis, og jeg tror alle der cruisede hjem fra Vega har billedet af Method Man der hængende i et rør ved scenen dingler hen over crowden printet i hukommelsen. Den eneste grund til der ikke er fuld topkarakter, er at man ventede for længe på det kæmpe klimaks, for der var smæk for skillingen og valuta for pengene så det battede i hidtil uhørt grad fra Shaolin's varmeste femøre.
Og til non-believerne, der troede han ville lave en Wu-Tang på os og blev hjemme - jo Method Man lovede at vende tilbage.