"Freestyle: Art of the rhyme" DVD
Kunsten at rime bliver normalt betragtet som en lidt barnlig evne, der godt nok er sjov og god til at lære ungerne remser, men det er nu alligevel indholdet, der er vigtigst. Dokumentaren "Freestyle: Art of the rhyme" vender bøtten og sætter fokus på formen og stilen, og det er blevet en både underholdende og historisk interessant affære. Filmen er fra år 2000, og dengang vandt den adskillige priser ved dokumentarfilmfestivaler.
Eftersom 8 Mile og BET's Freestyle Friday endnu ikke havde gjort freestyle til et daligdagsfænomen, havde nyhedsværdien "Freestyle: Art of the rhyme" givetvis en introducerende funktion, da den kom. Når man ser filmen nu, er det mere som et tidsbillede fra sluthalvfemsernes freestyle-scene og som en historisk samling af centrale personer og klassiske battles. Det virker sikkert latterligt, at diskutere hvad freestyle er på et hiphop website, men ikke desto mindre er det vanskeligt at afgøre præcis hvor improviseret rimkunsten skal være, før der kan tales om freestyle.
Til gengæld er det ret nemt at sige, hvor freestyle optræder: Den klassiske battle, hvor to rappere disser hinanden på tur. Og så er der cipheren, hvor rappere samles for at rappe mere eller mindre spontant. Stilen kan variere fra battle-stemning, over represent-rim og konkurrence til ren og skær ordleg. "Freestyle: Art of the rhyme" beskriver begge freestylegenrer rigtig godt. Der er masser af klip fra ciphers fra hele USA, mens battlene bliver brugt til at skabe en fremadskridende historie i filmen. Der er både westcoast helte som Living Legends, Freestyle Fellowship og Madusa samt østkystikonerne Talib Kweli, Pharoahe Monch, Mos Def osv. Der vises endda et klip af en ung Biggie, der spytter hardcore flows hjemme i Bed-Stuy, Brooklyn. Det er ret omfattende film-materiale, og man glædes over mangfoldigheden, men pga. filmoptagelsernes beskuende vinkel, føler man sig sjældent som en del af cipheret, hvilket man kunne have opnået med mere Gonzo-stil, så kameraet kom med i scenen. Den mest spontane sekvens er faktisk en optagelse af The Roots, hvor Black Thought rapper om emner på kommando.
De tre hovedpersoner i filmen vokser dog alle sammen frem via battle-scenen. Med afsæt i Supernatural's historie som freestyle fænomen, oplever vi hansklassiske showdowns med Craig G og senere Juice. Craig G mod Supernatural er muligvis den mest sagnomspundne battle i nyere tid. Supernat havde netop vundet New Music Seminar's rapkonkurrence foran bl.a. Mad Skillz, og hans evne til at improvisere indvarslede en ny æra i battles. Derfor var det så imponerende at gamle, garvede Craig G detroniserede freestylekongen kort tid efter. Når man ser billeder fra battlen, er det dog mere intensiteten og aggressionen, der fænger for lyrisk er den ikke det store at komme efter. Det er der til gengæld i battlen mellem Juice og Supernatural, hvor Chicago-rapperen Juice rapper teknisk avanceret og utrolig tight, men alligevel bliver kørt over af Supernat's showmanship og evne til at få rimene til at fremstå næsten over-spontane.
At filmen bliver til et soloportræt af Supernatural kan virke som en blindgyde, men man kan sige han også i den grad personificerer freestyle. Han improviserer fantastisk, gør med små tricks, stemmemanipulation og rutiner freestylen levende og han har haft nogle legendariske battles. Men måske vigtigst - han lyder af helvede til på plader. Netop fordi han ikke har lavet et eneste godt skrevet vers er han nærmest blevet freestyle-ikonet, og den man først forbinder med improvisationen. Vi får lov at se en fed session, hvor han rapper hjemme ved sig selv, og et par interviews, hvor han bl.a. fortæller han har brugt årevis på at læse ordbøger - rimelig trivielt for så farverig en rapper.
Når "Freestyle: Art of the rhyme" har valgt at dække lige præcis denne art rim, tror jeg det primært skyldes, skaberen Kevin Fitzgerald har et særligt ærinde med filmen. Han vil vise rap som en åndelig udfoldelse, der ligger i afro-amerikanernes natur. Det understøtter han ved at sætte klip ind med alle fra Last Poets og Muhammed Ali til sorte baptistpræster. Hyldesten til freestyle som en afro-amerikansk tradition lidt outdated, eftersom de sidste års dominerende krafter i freestylen må siges at være asiatiske Jin og kridhvide Eyedea og Eminem. Desuden trækkes den spirituelle dimension lige kraftigt nok ind i ganske almindelige battle-situationer. Alene det filmen hedder rimets kunst, og ikke rimets håndværk, synes jeg også viser skaberens attitude. Kevin Fitzgerald har senere lavet dokumentaren "Soundz of Spirit", der fortsætter i samme boldgade med en religiøs og åndelig vinkel på rap og r'n'b.
Den primære mangelvare i filmen, er optagelserne er rodet heftigt sammen tid- og stedmæssigt, og der kunne godt have været mere fokus på lokationer som Wake Up Show, Scribble Jam, Project Blowed, Strech & Bobitto's show osv. som centrale for udviklingen i freestylen. Nok er rapperne vigtige, men uden de samlingssteder var freestylen næppe nået ud til et større publikum.
"Freestyle: Art of the rhyme" dækker et af de mest dynamiske, kontroversielle og underholdende områder i hiphoppen, og der er virkelig mange eksklusive optagelser. Selvom den ikke når Scratch eller The Freshest Kids-niveauet i billeder eller fortælling, er den stadig godt skruet sammen, og der er mange scener der tåler at blive gentaget. Desuden er den lavet i en positiv ånd, og viser hiphoppen fra bedste side, både hvad angår spontanitet og eftertænksomhed. Køber man DVD'en er der 45 minutters ekstramateriale, men man må sige, det vigtigste er nået med i dokumentarversionen.
Den kan i øvrigt opleves 'live' onsdag d. 19. oktober, når "Art of rhymin'"-tour rammer Midweek Brakes. "Freestyle: Art of the rhyme" bliver vist på storskærm og bagefter er der live-optræden med Craig G & Wordsworth, der begge medvirker i filmen. Du kan læse mere om projektet på www.organicfilms.com