ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Lummer legende - Kool Keith Live

Kool Keith er mildest talt et sjældent syn herhjemme. Ikke så meget fordi han aldrig bliver booket til at optræde, men fordi manden med de mange aliaser sætter en ære i at aflyse shows i et tempo, der kunne få Wu-Tang Clan til at miste pusten. Desuden er fortællingen om, at han og Tim Dog engang skulle være gået fra en natklub i San Francisco med entrepengene uden at rappe en eneste linie vel nærmest hiphophistorie. Derfor er det ikke uden en hvis nervøsitet første del af Mid Week Brakes 1 Day Hip Hop Festival er blevet oplevet, for tænk nu hvis kaptajn crazy bare pakker og skrider, efter han har fået forskuddet.

De to konferencierer - og store Kool Keith fans; Jay-B og Jøden gjorde ellers deres bedste for at forvisse om Keith er i bygningen og topklar til at spille. En høj, glatbarberet fyr med strikhue stiller sig hen til pladespillerne, og selvom han fremstår totalt anonym i den mundering, blower Jøden straks hans cover ved at råbe: "What's up Kut Master Kurt?!" til ham. Manden forsvinder efter et par minutter ned bag sine pladespillere, og kort efter dukker en bondeknold med fuldskæg og solbriller op, og råber: "Hey everybody, I'm the Funky Redneck, can I get a yihaaaah?!" hvorefter han påbegynder et mix af Kutmaster Kurt's mest berømte produktioner. Vi får "Work The Angles" fra Dilated Peoples, et Beastie Boys "Body Movin' Remix" og selvfølgelig ting med Motion Man og Masters of Illusions, blandet sammen med originalbreaks, så man kan høre hvor meget knald Kutmasteren har sat på produktionerne. Det' umiddelbart meget interessant, men mixet, der foregår via Kurt's Apple-laptop og FinalScratch, ret skødesløst udført. Desuden er sættet temmelig langt, tiden er fremskredet, og de fleste husker nok Pete Rock og CL Smooth koncerten der lukkede pga. overskredet tidsgrænse.

Det der skulle være opvarmning af forventningsfulde fans er efterhånden blevet til nedkøling og irritation, men pludselig stormer en ukendt gut på scenen. Han identificerer sig selv som Dennis og mener han er kendt fra Analog Brothers' "Pimp To Eat"-albummet. Fair nok, så længe Kool Keith snart kommer - og det gør han så. Ikke iklædt hverken kappen fra "Raise It Up" eller spændetrøjen fra "Poppa Large"-videoen, men derimod i en smaragdgrøn skjorte med en lille fin vest over, står han på scenen. Apropos Poppa Large, har Hr. "Keep in shape, and do my physical fitness" lagt sig ud, men hvad gør det, når han med det samme lægger ud med "Watch Me Now" fra Ultramagnetic MC's, der snart har 20 år på bagen. Det er ren nostalgi og folk går fra starten endnu et gear op.

Vi får flere hits fra "Critical Beatdown", bl.a. "Ease Back" og senere erUltramagnetics' fantastisk surrealistiske sludrenummer "Two Brothers With Checks" også oppe at vende. Udover Kool Keith og "Dennis" udgøres teamet på scenen af Kutmaster Kurt, der hvis folk var i tvivl også gemte sig bag Redneck-forklædningen men nu har en mexicansk luchadore-wrestlermaske på, samt en hvid stik-i-ren dreng, der nonchalant henter vand osv. - pænt fancy. Det eneste problem ved opstillingen er det kun er Keith, der kan sine tekster, og han er temmelig hæs denne aften, hvilket gør flowet mere anstrengt end man forventer fra manden, der med sci-fi, psykopatlyrik ændrede raphistorien.

Stemningen er i øvrigt lidt lunken. Det' tydeligt det er onsdag, og folk skal på arbejde, for når der opfordres til at hoppe rundt fra scenen, er det højest de to første rækker, der forlader jorden. Kurt siger på et tidspunkt koncerten i Irland var dobbelt så live, og tillykke med det, men det hjælper nok kun tidsrejsende leprechauns, der skynder sig hjem. Det betyder slet ikke showet er uden sin charme, selv det normalt pinlige øjeblik, hvor de danske piger inviteres til at indtage scenen, er skægt, og en lyshåret skabning høster applaus ved at afsløre sin våde drøm, er at være sammen med Kool Keith. Keith og drengene uddeler også et stort antal trusser, dildoer og mandeblade til crowden, bare så vi er sikre på, vi alle sammen taler samme sprog.

Fra Dr. Octagon får vi "Blue Flowers" bade i Automators original og Kutmaster Kurt's genbesøg samt "Girl let me touch you there". De numre fungerer utrolig godt - de er ret kendte, har fantastisk atmosfæriske produktioner, der lugter af triphop, bare sejere. Og så er det umuligt at stå for rap med linier som: "It's morning, 7 o'clock you at my clinic / it's me your orthopedic, gynecologyst / you looking pretty and fine / go ahead blow my mind". Også titelnumrene fra "Sex Style" og "Black Elvis" er hittere, og det er fedt, de fleste numre spilles i fuld længde, så man får hele det besynderlige univers med.

Et af showet absolutte højdepunkt indtræffer da en ungersvend stormer scenen og stjæler centerfolden fra pornobladet, der står udstillet ved pladespilleren. Det er jo sjovt i sig selv, men Kool Keith kan slet ikke komme sig over det: "Wooo! That kid was fast, he just wanted the picture that bad. He couldn't live without it. Wooo!" 

Efter omkring tre kvarter på scenen ink. en eksklusivt freestyle bliver scenelyset, og musikken slukket. Miseren med Pete og CL, der måtte skride uden at spille "TROY", kommer omgående på sinde, men heldigvis returnerer kunstnerne til scenen. De fyrer op for en bragende version af "Poppa Large", der udover at være "Big shot on the East Coast" også har masser af fans i Danmark. Folk hopper, skriger og rapper med, og det er tydeligt, det bl.a. var det nummer, man kom for at høre. Efter en kort version af "I Don't Believe You" fra "Mathew" takker Kool Keith dog for alvor af, og bevæger sig backstage, hvor blondinen venter.

Jeg har stor respekt for Kool Keith's evner som rapper, og er dybt fascineret af blandingen af battlerap, astronomi og porno han har leveret gennem årene. Men meget af det uforudsigelige og udfordrende er blevet til nostalgi med tiden. Det var f.eks. mærkbart han slet ikke spillede materiale fra sit nyeste album "Lost Masters 2". Det var en oplevelse at se Kool Keith, også efter velmagtsdagene, men det manglende tag i publikum tog en del af glansen. Samtidig var der også lidt for lang venten på showet, der gjorde det mere fik karakter af afrunding end klimaks.
 
"Poppa Large" var dog i den grad et højdepunkt, og en fejlfri fremførelse af überklassikeren tæller næsten en karakter op i sig selv.      

Se billedgalleri af Kool Keith koncerten og resten af Mid Week Brakes 1 day Hip Hop Festival her.

04/11/2005 - Lagt online af PTA

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [161 - 170]
næste >< forrige Her vises [161 - 170]