ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

Outlandish - Beats, Rhymes & Life

’Hvordan i alverden kan Outlandish tillade sig at kritisere Pia Kjærsgaard ved Red Barnet-koncerten i Parken for kronprinsen og Mary? Med mindre de er dummere end deres musik, er de vel klar over, at størstedelen af al kriminalitet i Danmark bliver begået af folk med anden etnisk baggrund? Kan de virkelig heller ikke forstå, at danskerne gennemgående er trætte af, at vi ikke kan sende vores børn i byen, uden at de bliver overfaldet af en flok indvandrere? Eller i en almindelig dansk folkeskole, fordi disse efterhånden er overbefolket og styret af børn og unge med indvandrerbaggrund? Det var helt ærligt dybt chokerende – især fordi disse racistiske udtalelser mod danskere kom, mens der var kongelige til stede’.   
 
En lille dame ved navn Kirsten fra Kolding skrev i maj dette læserbrev til Ekstra Bladet med overskriften CHOKERENDE OUTLANDISH.

Check for Culture

Så meget chokerende crap og angst får Outlandish, trods deres bestræbelser på at bringe et budskab, som til en hver tid er det bedste. Og eksakt et så kulturracistisk læserbrev som dette er vel baggrunden for, at Outland sagde det, de sagde i Parken i foråret. Paradoksalt og forståeligt nok er gruppen selv (vist nok) temmelig trætte af at blive sat i sammenhæng med de kulturelle og politiske spørgsmål, som altid popper op, når ’hobbyantropologer’ (ord venligst udlånt fra BMG) skriver om de tre musikere med rødder stikkende i forskellige verdenshjørner. Og hér kommer traveren så igen - fra undertegnede - hvis opgave er at sætte hip hop hoveder på albums. Jeg skal nok give karakter, men jeg vil også lige bruge nogle minutter på at reflektere lidt over, hvad musik også kan – netop at sprænge hvad volume knappen topper og være et medium for politisk og kulturel chokeren, bevægelse, oprejsning og modsvar. Værdier -  der alt for ofte bliver overset herhjemme. Igen, værdier som hip hop, rap, reggae (sågar r&b) altid - og stadig er – udtryk for.

Jeg tager klaphatten af for modsvaret og den politiske som kulturelle chokeffekt 'Pas på Pia' -bemærkningen gav i Parken. Musikken, mikrofonen, scenens ophøjelse er til for det. Og i stedet for at svine alle mulige andre rappere i det lokale til – så har Outland i stedet konfrontation med nogle af de magthavende, som virkelig har magten her i det lille kongerige. Outland rykker sig ud af den danske hip hop kontekst. Skaber identifikation. Mere af det! En feminist fra de venstre radikale på Nørrebro spurgte mig engang, hvorfor danske rappere har så travlt med at rakke kvinder ned – hvorfor kan de ikke bruge deres krudt på racister i stedet? Go’ pointe, for sig mig: Hvad har en lille groupie på 17 gjort, andet end at elske lorten? Outlandish positionerer sig helt anderledes i forhold til deres ’offer’. Rent faktisk har Outland ikke et offer, da de ikke fungerer som bødler. De er nok DK’s svar på auditiv Mother Theresa, uden at det skal forstås som politisk korrekthed. De giver et modsvar til undertrykkelse i forhold til etnicitet, race, klasse og køn. Ikke fordi de selv er undertrykte, tværtimod, men fordi de tager konsekvensen af, hvem de er. Og med sig har de en go’ portion etik i deres rap. De fremhæver ikke sjove eller gruvækkende fortolkninger af ’perker-mentalitet’ og ej et ord om bitch-slapping tilpasser sig tonen eller images, der signalerer nyrigdom eller pastiche. Outland er intellektet og et forsøg med hjertet (pakket ind i populærmusikkens form).

Som vi også hører på den aktuelle Bevar Christiania cd er det godt at have en sag. Ikke fordi musikken bliver bedre af den grund, men fordi det skaber og giver mening, som vi vil huske om 20 år. Thomas Helmig vil blive husket, han skabte mening – for mange. Folk faldt i hinandens favn og fadøl over "Banke På" visen – og hvem husker ikke Nik og Jay? Enten fordi det gav mening at elske at hade dem, eller fordi de skrev, så alle kunne identificere sig. I det hele taget er der rigtig mange, der vil blive husket i populærkulturen. Shoot me, men så er der så mange dygtige rappere derude, som færre vil huske. Og hvorfor ikke? Udover at de er undergrund og musiksalget melder fallit, synes jeg, at meningen med galskaben alt for ofte ikke rækker ud over, hvad volume knappen kan bære. Når man trykker på stop, så er det slut med betydning. Det kan så godt være, at vi alle havde en helveds-dejlig tid med sikkert flow og happy hour på rim reklamemanden stjal, men det er ikke lige det, jeg fokuserer på her. Lidt ideologisk tænker jeg netop på, hvad musikken kan, når man tager konsekvens af dets kraft og bruger det som redskab til at skabe stemme, til at repræsentere og fortælle historier, der ikke kun blærer sig.

Med Al Agami, Lil’ T, Mukupa, Zaki, Jeppe B, Soulcamp som forskellige slags Bambaataa’er (og flere kunne nævnes) vil Outland nok stå i "Familien Danmarks" erindring, som dem der repræsenterede "2.g’erne". Min 80-årige mormor kender dem. Isam, Waqas og Lenny landede i den etablerede musikbranche på det tidspunkt i slut 90’erne, hvor dansk urban musik og det politiske landskab var ’parat’ til at fremme den forgrening af dansk rap og hip hop, - og moden til at forstå den. Særligt når den pakkes så fint og professionelt ind, som det var tilfældet med Outland. Pludselig var de tre fra Brøndby Strand på alles læber:
"H.C Andersen og den islamiske mesterbokser Prince Naseem nævnes i samme åndedrag (…) en rigtig stemme fra mødet mellem indvandrer-kulturer og den danskhed, vi vist alle har mere end svært ved at definere" (Berlingske Tidende).

De asiatiske samplinger ramte den amerikanske hitmaskine samtidig med asiatiske musikere i London "stormede scenen". Andet end amerikanske og europæiske lyd-formularer blev hot i overgrunden. Mujaffa slingrede ned af gaden, Bollywood var jollygood og kiosken, grønthandleren, pizzabaren blev kulturinstitutioner, filmstjerner og fiktioner – der repræsenterede udviklingen i DK. Og jo vist der er hip hop i peberfrugten: Storby, etnicitet og klasse spørgsmål. En ny fætter af en subkultur til hip hop var født – og "hip hop’s princes of conscious music" – Outlandish – stod i Vestegnen toploaded med beats, rim og liv; uden måske helt at vide at de ville stå som ikoniske aktører i den udvikling.

Vi skriver 2004. Udlandet har givet Outland rum til mere end at være "indvandrer-rap"; og de skal sikkert blive nævnt i Brian Mikkelsens taler om, hvordan vi eksponerer dansk musik til udlandet MEST OPTIMALT.  Pudsigt; for hvad der egentlig blev sagt, de ikke var (danskere) - er det nu ønskværdigt de i stor stil er...
De repræsenterer dansk hip hop og urban musik på den internationale scene, og derfor synes jeg egentlig, det er underligt, hvorfor der ikke er flere, der skriver om Outlandish på de forskellige interne hip hop sites? Er det fordi de rapper på engelsk? Er de off beat med genren? Er de ikke synlige nok? Eller er det fordi Outlandish ikke helt bliver opfattet som en fast del af det danske hip hop miljø, da de tre ikke kommer på de lokale steder, hvor kulturen herhjemme defineres og udvikles? Måske af samme grund har der heller ikke været meget tale om den compilation Outlandish udkom med, "Beats, Rhymes & Life". Og det er skørt, for idéen med denne opsamling er skide spændende. Inklusiv promoveringens strategien – mere af det!!

På "Beats, Rhymes & Life" har Isam, Waqas og Lenny udvalgt 16 tracks: Lige fra eksklusive nye remixes fra Outland selv og et nyt track fra deres højrearm Majid med "Past, Present, Future", til Petter i Stockholm, Alliance Ethnik i Paris, over Atlanten til cuban classics, Jazzy Jeff ’over there’, tænksomme Fugees, Goodie Mob down south, arabiske sjælere og tilbage til Indien - og London.
 
Der er flere velkendte numre på - eks. den klassiske feel good produktion fra Alliance Ethnik "Respect" (1995), Fugees med "Vocab" i et Refugees hip hop remix (1994), Jazzy Jeff "We Are" feat. Cy Young & Raheem (2002) og Compay Segundo’s "Chan Chan", som lige forekommer nørdet-nok udvalgt, da dette nummer er blevet gennemtævet på diverse Buena Vista Social Club-orienterede-cappucino caféer i København. &Aelig;rgerligt når god musik bliver forvekslet med en brunch til 100 kr.

Det gennemførte ved opsamlingen er de kommentarer Outland har til de forskellige numre. Hér kan man også se, hvem der har valgt det pågældende nummer ud. Lenny valgte "Chan Chan", og jeg læser mig da også til, at han udvælger præcist dette nummer for at vise den gamle kunstner dyb respekt og taknemmelighed. Det er det fede ved compilations; man får indblik i kunstnernes inspirationskammer og forstår dem på den måde bedre, eller fornemmer hvor de er på vej hen. Og ruten som Outlandish følger er dybt inspireret af det asiatiske London, samme sted som "Beats, Rhymes & Life" også er udkommet; på det engelske label Outkaste, som udgiver musik fra andre verdenshjørner end Europa og USA.
Pladen rammer fint Outlandish’s profil ind med et repertoire af musikalsk globalklasse. Det opleves meget stilrent, hvilket handler om essensen af sjæl og roots i mange af de udvalgte numre. Men også den asiatiske lyd er virkelig markeret. Rishi Rich’s remix af "Walou", Juggy D’s nummer "Sohniye" og et Proper Pak remix af "Aicha" er båret på bhangra beats og indisk instrument beredsskab - så populært i udlandet men dog så uberørt og ukendt i den officielle andedam herhjemme. Outlandish beskriver deres remix af "Aicha" således: "We think we did the original song justice by giving it our own twist and making it more street" (Lenny).
Det er en innovativ, og måske endda modig, betegnelse for dette remix - at kalde det "mere gadet". Fedt, for selvom det ikke er tungt og basbelagt som "den musikalske gade" oftest er, så vinker det til alle øserne med nedrullede vinduer, der suser frem på Amagerbrogade. En ny gade, et nyt publikum som skaber fodfæste inden for dansk urban music regi, og ikke mere kun inden for den klassiske verdensmusiks rammer. Sandt; mere råt – selvom "Aicha" aldrig bliver ruff enuff.
Videre til et kig på artisten Juggy D – den indiske sanger fra Southall/London. Juggy D har i samarbejde med producer-kollegaen Rishi Rich sunget på remix af Mary J Blige’s "Love at 1st Sight", Britney Spears "Me Against The Music" og Craig David "Rise and Fall" m.fl.. Nummeret "Sohniye" springer, som remixet af "Walou", glad, kækt og let op i rækken af de andre og dybere produktioner på kompilationen. Dansabel inspirerende energidrik – meget neoBollywood’sk. Og jeg tænker i tredje led også inspirerende til alle de natklubber, der ikke vil lukke de unge ind. Lad os lige sige, at dj’en spillede bhangra - kunne man så afvise et hold af drengene ved døren? Ville det ikke være forkert at afvise, lidt firkantet sagt, ’giveren af en musikkultur’, selv samme musik som folk stod og åbnede sig for inde i varmen? Det er meningen med musikkens kraft at flytte grænser, åbne op, vise nye veje og skabe følelsen af at være hjemme. Det lyder romantisk – og det er faktisk også pointen. Det kan musikken, når man tror på den.
Og undskyld lyder jeg som Piet Van Deurs?, men jeg kan ikke lade være med at referere til den afro-amerikanske jazzkritiker og poet Amiri Baraka, der i slut 70erne progressivt & utopisk opfordrede ghettoens skoler til at spille Armstrong, Ellington, Bessie Smith, Lady Day, Bird, Monk og Stevie Wonder for børnene i skolegården – for fremmelse af identifikation og stolthed. Amiri Baraka beskriver også den, nu afdøde, caribiansk-engelske poet Mikey Smiths råd til børnene af deres tid:
"Check for History & Check For Culture. U have to know where you are coming from to know where you are going, and until you find out that you will always be confused". - Det er præcist den stemning og måske endda det budskab, som Outland giver via de populære asiatisk-britiske Juggy D og Rishi Rich samt deres egne eksklusive remixes på kompilationen.

Jeg springer frem til de skandinaviske donationer – Petter Alexis og Majid. "Min Tid", valgt af Isam, fra Petter tilbage i 1998 - er en super rå produktion fra det svenske sprøde brød af en rapper, der disciplinerer sit sprog og flow op i højere enhed; endda så meget at vi ka’ lide det hernede i DK! Petter læner sig tilbage på beatet og beretter. Majid sætter sig igennem med sin (måske) anden single "Past, Presence, Future" (se også interviewet med rapperen her på sitet). En mere nedtonet vibe end forventet ligger i produktionen. Majid rapper om sit forhold til faderen og synger eget omkvæd over et lullende beat, en cross over af r&b, asiatisk rytme og olietøndernes calyptiske varme. Rent teknisk finder jeg ingen fejl, men teksten er fyldt med meget "lige på og smertefuld kærlighed". Det føles lidt pompøst og skaber distance, når det præcist skulle skabe nærhed...
Ét af mine højdepunkter fra opsamlingen er "Satrangi Re" af Sonu Nigam & Kavita Krishnamurty. Der er så fine harmonier mellem harmonika, falset vokalen og førende vokal fra den indiske sangstjerne Sonu Nigam - "Golden Boy of Indipop". Kontrasterne skabes med trommerne og den dubbede lyd, de tilfører. Dramatisk og følsomt. Vi kommer dybere ned med bassen og den utrolig flotte sang på nummeret "Sweet Pain" af pakistanske Nusrat Fateh Ali Khan. Manden var indtil sin død "øverst-ledende ambassadør" for den 700 år gamle religiøse og spirituelle sufi tilknyttede musikform - Qawwali tradition; fra Allah sunget - på jorden videreført af "levende profeter". Nusrat har samarbejdet med bl.a. Massive Attack, Peter Gabriel og bidraget med musik til soundtracket "Dead Man Walking". Efter hans død er Nusrats position overtaget af den ældste søn, hvilket traditionen indebærer. "Sweet Pain" er meget smukt og fredfyldt - som Waqas selv beskriver det: "First time I heard this song I got goosebumps all over and shouted so loud that my mother came running to my room (…) I played it over and over again as loud as I could much to my mother’s dislike but since it was Nusrat, she didn’t kill me".

I det latin-amerikanske udvalg er det klart Lennys fingre, der er med i spillet– og vi får to fine i rap; Pablo Milanés "Quien Me Tienda La Mano Al Paso" (med garanti om kærlighed) og den argentinske folkesangerinde Mercedes Sosa med balladen "La Maza". Den cubanske sanger Pablo Milanés lyder som en meget bedre sæbe opera end Julios E, men er i stil med den disco-vibe, der ligger i den gode gamle latin lover: Slow basgang, piano, stadig med et groove og violinspil i den softede baggrund -  musik alle mødre elsker! Nogen er så fra Cuba, andre fra villavej og vovse med Jane Fonda som rytmisk forbillede. 
Mercedes Sosa’s nummer dedikerer Lenny til hele det latin-amerikanske folk, og hendes stemme er stærk og insisterende på fortælling i en flamingo antændt flamme af en produktion. Selvom jeg savner en oversættelse – for handler det om kærlighed eller frihed, eller begge dele? - så er jeg solgt; jeg abonnerer på Mercedes.
Andre goodies dukker op; Goodie Mob og arabiske stjerner, som alt sammen indirekte kan relateres til hinanden via Outlands personlige forklaringer til selektionen. Rød tråd og godt sammenhold. Jeg sætter fire hip hop hoveder på værket – og sender en masse taknemmelighed for deres bidrag til at forny, udfordre lytteren og introducere den danske musikscene for et stykke af vores fælles musikfremtid.
Peace & hop med på vognen Kirsten!

"What makes the art and music so attractive is its core of democratic longing; inside of music is a cry for equality and liberation, and it is a part of its historic beauty and emotional impact".
(Amiri Baraka: "Reflections on Jazz and Blues", 1980)

13/07/2004 - Lagt online af Metz

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

næste >< forrigeHer vises [161 - 170]
næste >< forrige Her vises [161 - 170]