Johnson - Det passer...
Crunk.
Gad vide om ordet er en sammentrækning af 'crap' og 'junk', for det er bestemt ikke høje tanker jeg har om den syntetiske trend, der har hærget de amerikanske hitlister i noget tid nu. Crunk har ikke helt slået igennem på vores breddegrader endnu, selvom vores egen pæredanske Joker J - sammen med (Street-)Mass (- hvor bli'r min t-shirt af?!) - har flirtet lidt med genren, og fået et mindre hit ud af det ('Godt taget').
Om det er det, der har fået Marc Johnson til at tænke: 'Hmm... Det lyder rætti' fe' mæ' sår'n no'n hylelyde.. Det må jeg lave en hel plade med!', eller om det er en forkærlighed til de amerikanske crunk-maestros som eks. Ying Yang ved jeg faktisk ikke, men gjort er gjort, sket er sket, og der er blevet taget imod Johnson med kyshånd i Danmark; han er alle steder disse dage - fra gode anmeldelser i diverse trykte og online medier, i radioen, ja selv på forsiden af Action Speax (hvor han på afstand ligner Ice Cube). Men er pladen så alt det, den er opreklameret til at være?
Johnson - der som alle ved har skiftet navn fra Niggeren i Slæden (muligvis fordi det er mere hitlistevenlig) - har selv udtalt at nogle af hans store forbilleder er Rap-A-Lot artisterne og Cold 187um fra Above the Law, og da de alle har en særlig plads i mit hjerte, og pladereol, er det med spænding jeg sætter cden på (her skal i øvrigt lyde en særlig tak til Post Danmark, som præsterede at kvase coveret, selvom det var sendt i en fatass bobble-kuvert).
For mange kokke fordærver, men én gør det måske kedeligt..?
Det er Pilfinger fra hedengangne Posetiv Profit der har produceret alle på nær ét af de 15 numre pladen indeholder. Det kan være både godt eller skidt at der kun er en enkelt producer på en hel plade, men min overbevisning hælder til det sidste, med mindre man er 'soopaproducer' som f.eks. Dr. Dre eller DJ Quik.
Johnson rapper med en tyk Århusiansk dialekt, hvilket egentligt er fedt, især når man - som mig - er jyde. Så ligesom Per V, Jøden, L:Ron:Harald, Niarn og Jonny Hefty fortjener Johnson et point fordi han ikke påtager sig en 'kjøwenhavner-accent' som visse andre MCs i Danmark har gjort. (Ingen nævnt, ingen glemt - og ingen sure miner...)
'Det passer' er som sagt 15 skæringer med blærerap af bedste skuffe, som ikke rigtig er set siden Kongehusets '...klarer ærterne' (som jo sjovt nok også er fra Århus); her bliver scoret damer, kørt smarte biler, lavet tattoos, kvarter/hjembys-repræsentation og gjort status over sit dankort samtidig med at flettede fingre bliver smidt til højre og venstre.
Johnsons flow ryger op og ned i toneleje (som Cold 187um på især '4 the funk of it' fra 'Vocally Pimpin' EP'en); der bliver småsunget, råbt (a la L.O.C. - eller måske mere korrekt Ice Cube (lyt til eks. Pushin' Weights)), og det er forfriskende at der er en rapper der ikke tager sig selv så højtideligt. Især numre som 'Kender du det' viser Johnson at han har en uovertruffen fortællerteknik fyldt med humor. I det ene øjeblik er Johnson superstar der skriver autografer og ræser rundt i sin Johnsonmobil ('Der står Johnson på nummerplad'n / For motorkontoret vil ikke skrive Niggeren i Slæden') mens han scorer den ene pige efter den anden, mens han får lavet tattoos, som åbenbart er den nyeste trend inden for hip hop. Det andet øjeblik filosoferer han over hvorfor hans køleskab er tomt - ligesom hans dankort.
Det er den slags 'modsigelser' der hæver cden over gennemsnittet, og gør Johnson til en vaskeægte gavflab der ikke er bange for at smide en lille hvid løgn hist og pist, og titlen 'Det passer' giver pludselig mere mening; først læste jeg det som i 'det passer: jeg er fuckin' real med det her shit!', men nu læser jeg det som i 'hey mayn.. det passer.. alle mine historier er sande..! Ligesom Michael Jackson er far til sine børn...'.
Så rapmæssigt er der ikke nogen problemer; Johnson er sjov at lytte til, lidt ligesom en fuld onkel til familiefester... It's all gravy.
Dét passer!
Der hvor pladen halter (som Johnson åbenbart gør på bedste pimpvis) er på musiksiden. Jeg er simpelthen ikke klar til at stå og nikke med nakken til syntetiske strygere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Usher's monsterhit 'Yeah!' og det er skidt og meget lidt hip hop, synes jeg. Jeg havde klart forventet noget andet. Især når man tænker på at Johnson, som tidligere skrevet, ser op til Above the Law og Rap-A-Lot-folkene. Det virker som om der er tænkt lidt for meget på radiohit og salg. Der hvor Johnson rigtig skinner igennem er på numre som f.eks. 'Kender du det', 'Nasty' og 'Ik hate' hvor Pilfinger skruer ned for crunk-synth'en og op for westcoast lyden. L.O.C. og U$O gæster også på hver deres nummer, ligesom Alex crooner lidt, men de blegner alle lidt ved siden af Johnsons legesyge flow, så det er faktisk ikke værd at skrive om.
Pladens sidste nummer 'Borte med blæsten' er det stærkeste nummer på pladen. Her beretter Johnson, på en Troo.l.s & Rune Rask prodution (der lyder en lille bitte smule som en Eminem-produktion) om livet som neger i hvide Danmark. Et ærligt og rørende track, som efterlader en med ønsket om en Johnson plade med andre temaer end damer, biler, pinde og hurtige penge - og desværre også med andre producere.
Så Johnson: lidt mindre besøg hos barberen og tatovøren (så kan det også være overtrækket bli'r mindre) og frem med tracks som 'Borte med blæsten' til næste plade - uden dog at glemme gavflaben helt væk...
Og til sidst: er crunk en sammentrækning af 'crap' og 'junk'? Måske, men Johnson gør i hvert fald sit for at rykke fordommene i en lidt mere positiv retning...