ForsideNyhederArtiklerAnmeldelserInterviewsGallerierTemaerKonkurrencerInformation

eMC på Train

En kold aften i december skulle jeg ind på Train for at anmelde en koncert med gruppen eMC. Jeg vidste dårligt noget om dem, udover de 4 numre man kan høre på deres myspace side, samt at gruppen er bestående af: Masta Ace, Wordsworth, Punchline og Stricklin.
Et par timer før koncertstart var jeg så heldig at løbe ind i eMC's dj, FlowFader. Han fortalte mig, at det var den sidste koncert på deres tour, så de ville give den ekstra meget op for Århus. Udover det fortalte han også, at jeg kunne forvente et ca. 2 timer langt set. Med de bonusinformationer steg mine forventninger til eMC en del, selvom det kun var Masta Ace undertegnede havde et større kendskab til på forhånd.

Som opvarmning var den snart pladeaktuelle J-Spliff på scenen. Med sig havde han Substance som back-up rapper og DJ Diverze på de to hjul af stål.

Da J-Spliff gik på scenen kl. 20.05 var der nærmest tomt på Train. Dette var mærkeligt for mig, da den annoncerede koncertstart var 20.00 og normalt plejer det lokale hiphop publikum godt at forstå at dukke op lige lidt inden, men ikke denne aften. De folk, der kom for sent derned, blev egentlig snydt for et rigtigt godt warm-up act. Faktisk er det et sjældent syn at se en rød tråd mellem warm-up og hovednavnet, idet J-Spliff faktisk også har Masta Ace med på sit kommende album.

Selvom der kun stod ca. 10 mennesker på gulvet og resten bare snakkede, gav J-Spliff og hans crew den op - og med udelukkende nyt materiale var undertegnede godt underholdt igennem de ca. 10 numre de spillede.
Jeg morede mig særligt over, at et par af numrene blev afsluttet af en slags gunshots og en energisk back-up rapper, i form af Substance, der også kickede et vers, han faktisk først havde lavet dagen inden. Der var dog særligt 3 numre, hvor jeg tænkte at J-Spliff virkelig er blevet en bedre all-around rapper.  Det var især måden hvorpå han både fremførte det dybe nummer: "So Much", som har sangeren Jonas med på omkvæd og som modsætning det mere gakkede nummer: "Dat shit"! En mellemting af de to var det sidste nummer: "State of mind", som Sean Price fra Bootcamp Clik gæster. Et energisk nummer at slutte med må man sige, og der var lagt i ovnen til, at eMC kunne overtage aftenen. DJ Diverze skal dog også lige ha' et par rosende ord med på vejen. Man kunne flere gange godt se/høre at han p.t. er en af DK's førende DJ's.

Lidt efter er der så småt begyndt at komme flere mennesker imens DJ Flowfader begynder at vende plader og efter ca. en halv time præsenterer han storstilet rapperne én for én. Jeg prøvede at holde styr på hvem, der var hvem, men det gik nu hurtigt nemmere efter de åbnede munden. For de var i sandhed fire forskellige rappere. Man kunne hurtigt fornemme at de også dannede et super team forskellighederne til trods. eMC fik meget hurtigt grebet om publikum og efter et par lettere intro numre blev bassen pludselig en del tungere og særligt Masta Ace og Wordsworth virkede tændte.
 
Så kom aftenens første højdepunkt, da Masta Ace bad os alle om at putte vore 'middle fingers' op og på kom det pumpende nummer: 'F.A.Y.' (Fuck all Y'all) , som gæstes af Stricklin og så var der virkelig gang i festen. I slutningen af nummeret overtog Wordsworth umiddelbart med noget, jeg tror, var freestyle. Grunden til, at jeg skriver tror, er at den mand er en utrolig dygtig freestyler, hvilket Masta Ace også senere gjorde alle opmærksom på. Faktisk hoppede Wordsworth ud i crowden og rappede i det efterfølgende nummer, hvilket var til publikums store fornøjelse og det virkede da også som om han blev mere tændt af crowden. Masta Ace og Stricklin forlod scenen for en stund og sådan byttede de lidt rundt hele aftenen, men på størstedelen af numrene var alle rappere på scenen. Den nu større crowd rokkede fra side til side til et par tunge Eastcoast beats og på kom et af de få numre, man havde en chance for at kende inden, nemlig: "Block Episode".

Op røg Masta Ace og publikums knytnæver og et superfedt beat fyldte Train. Nu virkede det til, at Masta Ace var den mest tændte rapper i 4-kløveret og temperaturen steg da også endnu mere da "Take a walk" kom bragende igennem højtallerne.
 
Endelig kom tidspunktet, hvor man fik en forklaring af eMC. Hver rapper forklarede kort, hvad eMC betyder for ham og der kunne man igen se, at de havde deres forskelligheder, men fungerede godt sammen. Ydermere fortalte de, at deres debut album udkommer til April. Efter den lille snakkepause kommer endnu et tilgængeligt nummer på: "Four Brothers". Endnu et superfedt Eastcoast beat bragede derud af og alle rappere havde en rigtig tight fremførelse. I pausen var temperaturen faldet lidt, men det blev hurtigt ændret af, at Punchline nu var at finde iblandt publikum. Wordsworth overtog med endnu en vild freestyle, og så var festen i fuld gang igen.

Aftenens andet højdepunkt for undertegnede var da et nummer, jeg mener at ha' hørt som "We travel", hev fat i hele Train og Wordsworth flippede sit vers virkeligt tight. Men så skete der noget, jeg synes virkede som et antiklimaks, da 3 piger blev hevet op på scenen. Ganske vist var det et 'ladies track' af de bedre,men det holdt bare ikke i min bog.
 
Efter en lille dj session blev et meget tungt beat smækket på, men bassen var alt for dyb og det er ikke første gang, dette er set på Train, men endnu engang fortsatte festen...alligevel.

Efter et nummer som "The INC. Ride" og endnu en sublim freestyle fra Wordsworth, spørger Masta Ace, hvor mange flere numre vi kunne tænke os og da han selv tæller op til 5, var det dét, vi fik. Et par virkelige fede tracks senere virker folk ret fulde og uopmærksomme, men nu skulle endnu et par anderledes indslag se dagens lys, efter en enkelt "stagerunner" og 4 rappere der sidder ned og rapper, spørger Masta Ace publikum om et særligt ønske og en større gruppe råber på klassikeren: "Sittin on chrome". Ud af gruppen kommer en stor dansk gut på scenen. Hans opgave blev så at levere "musikken" (dog med hjælp fra Stricklin) og det virkede faktisk overraskende godt og folk smilte bredt. Efter endnu et eastcoasttrack stoppede Stricklin og Masta Ace op, for at fortælle om næste nummer, som handlede om deres afdøde mødre. Det var fedt at høre et afslappet beat og en rigtig ærlig personlig tekst ovenpå én lang fest. Så kom det sidste nummer, hvor vi alle blev bedt om at smide hænderne i vejret for kærlighed og det blev afsluttet af rapperne, der drak champagne til Snoop Dogg's nye: "That's that".

Hvis man ikke rigtig vidste, hvad man var gået ind til, vidste man det i hvert fald, når man gik fra den koncert. eMC leverede varen på en festlig og nærværende måde - måske den bedste koncert i Århus i år! Nogle vil sige, at knap 2 timer er for lang tid, men jeg kedede mig kun i de øjeblikke, jeg var på toilettet. Jeg tvivler på, at det øvrige publikum ville kunne huske samtlige 25 - 30 numre eMC spillede, for den koncert var så vild, at det nærmest var umuligt for mig at holde styr på hvor mange numre, der præcist blev spillet. Men fuld valuta for pengene fik Århus i hvert fald på den kolde aften i December.
 
Billeder: Ann C.

30/12/2006 - Lagt online af Bollen

Relateret indhold på hiphop.dk

Anmeldelsearkiv

< forrigeHer vises [201 - 203]
< forrige Her vises [201 - 203]