Der er sikkert mange, der kender Organiseret Riminalitet for ordspil, drengerøvshumor og battlerap. Undertegnede har længe (i forhold til mine 16 leveår) elsket O.R., som de kaldes i folkemunde, for deres sjove, til tider underlige, tekster og kreative påfund. Den hylende morsomme og dejligt mandschauvinistiske sang "Hvis Jeg Var Min Kæreste" har sandsynligvis været manges billede på gruppen: Provokative drengerøve, der mestrer ironiens kunst så godt, at de fortjener en plads på Louvre.
Gruppen er nu ude med deres debut-album, og heldigvis har de beholdt deres kreative tilgang til tingene på deres nye plade, "Med Love Skal Man Land Bygge". Der er skruet lidt ned for useriøsiteten, og man hører tydeligt, at det er et mere voksent O.R., der står bag disse 17 numre. Som titlen vel antyder, er en stor del af pladen en gang samfundskritisk hiphop, og det klæder dem med lidt indhold i teksterne. Uanset hvor gode de så end var til at lave sjove, festlige eller hårdtslående battle-numre, er det ikke ligefrem det, kulturen tørster efter. Rapscenene har godt af lidt afveksling, så der ikke går pinde, patter og pistoler i den hele tiden.
De starter dog lidt blødt ud med seriøsiteten. Introen er det ikke værd at skrive hjem om, bare en gentagelse af titlen på albummet. Pladens anden, eller første reelle, nummer "Med Live Skal Man Band Bygge" handler om et andet kendetegn for gruppen: Deres live-optræden. Heldgivis har de ikke glemt battlerappen fuldstændig, og dette nummer er en lang energifyldt fortælling om, hvor fantastiske de er, og hvor vilde publikummet er. Trods det simple beat formår gruppen at fyre den fantastisk meget af, og det er helt klart en god måde at starte pladen på!
Tredje skæring kender de fleste nok. Nemlig P3-hittet "Hvis Jeg Var Min Kæreste". Da nummeret er ved at være halvgammelt, er det selvfølgelig ikke originalen, de har lagt op. Dele af teksten er opdateret, ligesom der også bliver eksperimenteret med anderledes flows denne gang. Beatet er stadig det samme, og det er helt klart en god ting. De har ikke gjort den pænere eller mindre kontroversiel, og den er helt sikkert stadig utroligt morsom. Om det skyldes det simple faktum, at jeg har vænnet mig til den gamle og jeg som dansker er genetisk bestemt til ikke at kunne lide nye ting, ved jeg ikke. Men jeg synes nu, at de har ændret nogle fantastiske linier til noget lidt dårligere, og jeg vil have klassikeren tilbage!
Det fører mig frem nummer fire. Ligesom på "Stilhed Før Stormen" indeholder denne plade et solotrack for hver rapper. Første af slagsen er en tankevækkende fortælling om karma. Der bliver fortalt om en række problematikker, bl.a. et overfald af en hjemløs, hvor enhver med bare en lille smule hjerte synes, at denne stakkel fortjener hjælp. Som enhver anden god borger i denne egoistiske verden har han ikke tid men går bare videre, og til sidst bliver han selv overfaldet og ingen vil hjælpe ham. Ikke særlig overraskende, men tankevækkende, godt opbygget og et lyrisk niveau der for alvor beviser, at der er mere mellem ørene end blot battles hos denne herre. Beatet er, som altid når Phafalaion sidder ved knapperne, rigtig tight. Det formår at skabe en sørgelig stemning med guitarspil og alt det sædvanlige, og beatet og lyrikken passer perfekt sammen.
Med en titel som den, pladen har, og det fine politi-hadende badge bag på, kan man selvfølgelig ikke være gået glip af samfundsrevsende musik allerede. Og når man er O.R., er porno og rå sex for godt til at glemme. Så femte sang er en klassisk opremsning af folk, hvis liv endte galt. Deriblandt manden med karrieren, der begik selvmord pga. kærlighed, HIV-smittet snuff-offer og teenage-trækkerdreng der ligeledes dør. Emnerne er dybt kliché og brugt utallige gange, men de får dog reddet den hjem på trods af det. Jeg er allerede her overbevist om, at vi har at gøre med historiefortællere af en kaliber, der ville få H. C. Andersen til at ødelægge sin karriere, og når man lægger tight flows, ordspil og -jongleren og endnu et beat, man ikke kan lægge en finger på, har man et typisk O.R.-track: Et fantastisk af slagsen.
Når man vil være rapper møder man unægteligt en del skeptikere, der ikke tror, at man bliver til noget. Det tyder på, at disse rap-genier har mødt samme mistro. Sjette nummer handler nemlig om, at man skal gøre det, man føler for, og at man kan blive det, man har lyst til. Placeringen af denne sang er ret velvalgt, da det er godt med en afveksling i form af smilfrembringende provorap over et glad beat og med børnesang i omkvædet. De får været på tværs og kommet frem med en sund pointe samtidig med, at de gør lytterne glade. Nummeret kan vist godt kaldes en succes.
Vi får dog ikke lov til at være glade længe. At de ikke kan borgerlige er sandsynligvis ikke nogen særlig hemmelighed, men for dem der lige skulle være i tvivl, bliver der endnu en gang rettet skyts mod den danske regering. Anden solonummer på pladen er en kritik af det meste af det, regeringen laver. Det er de sædvanlige anti-Pia-linier og rap mod Irak-krigen og regeringens prioritering, mål og manipulation af borgerne. Det bliver leveret dejligt aggresivt samtidig med, at sagligheden ikke forsvinder. Man kan tydeligt høre, at det ikke blot er et billigt trick for at blive populær. Teksten er tydeligt velovervejet og rammer perfekt, og modsat mange andre af denne type sange, virker det velovervejet og modent. Der er godt gang i beatet, og Phafalaion leverer varen som sædvanlig. Behøves jeg nævne det mere?
Endnu en gang kigger de lidt væk fra samfundsproblemer og regeringer og leverer lidt godt gammeldags battle-rap, som De Riminelle er så gode til. Dem, der faldt i søvn i den tunge lyrik, vågner med al sikkerhed op nu. Beatet, som denne gang er leveret af Dixone, er lige, som sådan et skal være - fuld af energi og endnu engang bare fantastisk. DJ Jett beviser, at han kan scratche og det er så godt som umuligt at undgå at nikke med nakken, når man hører tracket. Selvom det næppe er en sang, der vil blive husket, da det overordnet set er en smule for anonymt, er det unægteligt et super-fedt nummer. Det er tiltrængt med et nummer, der ikke er så tungt som resten, så ens hoved ikke overopheder. Det er jo hiphop - ikke alle er lige gode til at tænke i lang tid af gangen.
Tænkepausen er slut, og vi får endnu engang et halv-sørgeligt nummer med den mission at gøre opmærksom på samfundets skyggesider. Det kan gøres på mange måder - og er godt nok også gjort mange gange før. O.R. vælger at gøre det på en facon, de er utroligt habile til: storytelling med skydegale betjente og ellers en masse forskellige former for sex og porno. Beatet er et traditionelt tristhedsfremkaldende klaver-beat, endnu engang kreeret af Phafalaion. Godt beat, fin tekst og tighte flows som altid. Dog ikke ligefrem en original idé, og emnerne er lige lidt for kliché til mig. Og det er ærgeligt, for de har bevist mange gange før, at kreativitet ikke ligefrem er deres værste side!
Nu er vi nået til albummets første single, og den er velvalgt. Det herlige beat, der endnu engang har en trist og halv-skummel stemning over sig, er leveret af Klumpen, og heller ikke denne gang stoppes rækken af velvalgte og velproducerede beats. Sangen handler om, at vi i den vestlige verden skal til at vågne op, opdrage vores børn, opføre os moralsk og tænke på andre. Lyrikken kan der ikke sættes en finger på, og de fire rappere skiftes rutineret til at fremføre den fremragende tekst. Man kan virkelig høre, at de har prøvet at arbejde sammen før. Kort sagt: Fantastisk tankevækkende sang - respekt for at vælge en sådan sang som single i denne kolde, overfladiske branche!
Der har vist været mangel på seriøse og modne emner her til sidst på pladen. Drengerøvscharmen, som så mange elsker dem for, skinner fantastisk meget igennem på den sidste halvdel - og man kan ikke andet end at elske det. 11 nummer på albummet er en hyldest til "Verdens Ældste Hobby" - onani. Over et beat, der kunne få selv den mest konservative Botox-snob til at smile, rapper de fire rappere og et styks anonymt kvindfolk om, hvor herligt det er at gøre det selv. Om det udelukkende er for spas eller der er en pige, der godt vil kunne kigge mor i øjnene, ved jeg ikke, men Naboens Datter, som hun kalder sig, fyrer et frækt, men desværre ret kort, vers af, og sangen er allerede en klassiker hos mig.
Tredje solonummer er meget underligt. Jeg forstår det som sarkasme rettet mod "Jensenerne" derude - altså, en latterliggørelse af den typiske danske person med fladskærmstv og god karriere. Okay underholdende nummer, men i mine øjnene ikke ligefrem et af de mest vellykkede på pladen. Det siger selvfølgelig ikke så meget, og nummeret er da bedre end meget andet derude.
Og nu til det uundgåelige. Lige som man troede, at O.R. var gået hen og blevet kedelige aktivister, der havde glemt kunsten at feste, tager de os med til Rusland. Endelig kan man kende gruppen, og med det her nummer i samlingen har man ingen undskyldning for at sidde deprimeret derhjemme. O.R.-drengerøvscharmen er tilbage med skrål-med-omkvæd og fuldstændig idiotisk, men super-grineren tekst med det simple formål at få folk til at drikke. Jo tak, og skål!
De har dog indset, at det nok ikke holder længe. Næste sang hedder "Gamle Unge" og handler naturligvis om, at de godt ved, at deres livsstil ikke ligefrem har fulgt med deres alder. Sangen er en filosoferen over, om de skal komme videre og droppe halv-dranker-tilværelsen, komme til tid på job og blive voksne - eller skal blive i Rusland og feste løs. Beatet er igen fuld af sørgelige klaverer og tristhed, men det fungerer fint, passer med teksten og giver til sammen en god sang og et hint om, at deres dage som festaber nok snart er forbi.
Sidste nummer med gruppen for denne gang er en metaforisk, up-tempo-fortælling om "jagten på mappen". Det skal sandsynligvis forstås som de store kapitalistiske magters desperate jagt på alt, der kunne skade dem: spionage mod fjender som CIAs kamp mod kommunisme, store, magtfulde firmaer, der udnytter deres midler til at tryne enhver konkurrence i jorden af ren grådighed o.l. På trods af det alvorlige emne gør tempoet og den sarkastiske atmosfære, at man kommer i godt humør. God idé efter sådan en gang tung samfundskritik, de har lavet.
Albummet sluttes af med en bøn om mere sammenhold. Der er så meget godt i verden, men alligevel fokuserer mennesker på det dårlige. Vi bør snakke og holde sammen, for hvis vi ikke inddelte os selv i meningsløse grupperinger, ville vi fungere. Som der bliver rappet til sidst: Hvorfor skal der være så langt fra shalom til salaam?
Efter at have hørt pladen til ende er det svært at trække vejret. Konklusioner, spørgsmål og problemstillinger er blevet slynget ud og flettet sammen med en fænomenal energi, som kun få kan gøre det. Sidste nummer er blot en stille instrumental, og det er nok bedst. Min krop har ihvertfald godt af lidt afslapning efter denne plade. Det er umuligt at fremhæve højdepunkter og lige så umuligt at finde kritikpunkter. Vi har simpelthen at gøre med en klassiker i mine øjne, og i bedste Etta Cameron-stil giver jeg dette album fuld plade.